tirsdag den 27. januar 2015

Om at nøjes

En fin kommentar på sidste indlæg fik mig til at tænke lidt over den evige jagt på drømmemanden og på ikke at skulle nøjes. For selvfølgelig skal man ikke nøjes.. Eller skal man? Jeg tvivler på, at der er en mand derude til mig, som aldrig ville få mig til at tvivle, irritere mig eller gøre mig ked af det. Men her i mine start-tyvere får jeg bare tit at vide, at jeg ikke skal nøjes. At han nok skal være derude - ham, manden fra mine drømme. Og jeg har jo massere af tid til at finde ham - jeg har hverken et biologisk ur, der tikker eller bryster tynget af tyngdekraften. Men hvad hvis så jeg står som 34-årig og stadig ikke har fundet ham, fordi jeg ikke ville nøjes?
Så måske skal jeg nøjes. Jeg nøjes jo også i forhold til mine venner og veninder - der er ikke ét af de mennesker, som er tætte på mig, der ikke har fået mit pis i kog eller som jeg har syntes, var træls i perioder. Så hvorfor skal jeg ikke også nøjes og gå på kompromis på mandefronten? Hvorfor er spørgsmålet ikke nærmere, hvor meget jeg vil nøjes?
Selvfølgelig skal jeg ikke tage det første og det bedste, der kommer i min retning, men hvis han overordnet er sød og dejlig og så indimellem møgirriterende eller ikke lige deler mit synspunkt, er det så ikke godt nok? Er han så ikke god nok?


lørdag den 24. januar 2015

Bagud

Jeg er bagud med alting. 2015 har indtil videre været lidt streng i forhold til tid. Det er som om at dagene er kortere i det her år og så er det lidt svært at nå alt det man plejer. Det kan selvfølgelig også godt have noget med den der eksamen i starten af januar eller den kæmpe opgave, som afløste den så snart, den var ovre. Måske har det også noget at gøre med, at jeg savner min farfar en del og at mors affære stadig fylder en del i mit hoved. Og Skægget. Den psykolog, som jeg går hos, advarede mig lige. da jeg mødte Skægget, om at en forelskelse ville være stressende for mit i forvejen stressede sind og at jeg måske skulle passe lidt mere på mig selv. Omend hun selvfølgelig godt forstod, at man ikke dropper en fyr, man lige har mødt, når man synes, at der er potentiale. Jeg gør i hvert fald ikke. Men jeg må give hende ret, det er møgstressende. Den opmærksomme læser vil mellem linjerne allerede have opdaget, at jeg lige indrømmede, at jeg er forelsket i Skægget. Med fare for at jinxe det hele, så går det rigtig godt. Jeg er gået fra at have spist for meget lagkage og være i tvivl om det hele. til pludselig at være forelsket til op over begge ører. Det er rart og det er pissehamrende skræmmende på samme tid. Jeg er så bange for, at det falder fra hinanden. Jeg er så bange for, at jeg om et stykke tid finder ud af, at Skægget slet ikke er noget for mig, som jeg pludselig gjorde med Mr. Good Guy sidste år. Men jeg prøver at nyde det, og gå langsomt frem. Så går det forhåbentligt.

lørdag den 3. januar 2015

Lagkage

Livet er lidt som en lagkage. Skæg-situationen er lidt en lagkage. Studiet er lidt en lagkage. Vennerne er lidt en lagkage. Alt det, jeg godt kan lide, er lidt som en lagkage. Lagkager smager virkelig godt. Virkelig, virkelig godt. Men ingen kan blive ved med at spise lagkage i det uendelige - på et tidspunkt har man ikke lyst eller plads til mere. Så kan lagkagen være nok så lækker, men man er alt for mæt til at få bare et stykke mere ned. Man har slet ikke lyst mere. Så venter man lidt - et par timer eller dage, måske, og så får man som oftest lyst til lagkage igen og kan nyde endnu et stykke.
Indimellem sker der dog det, at ens øjne er mere sultne end ens mave, og så kan man komme til at spise for meget lagkage og få det helt vildt dårligt, fordi der egentlig ikke var plads til mere. Og man kan fristes til, at tænke jeg spiser aldrig lagkage igen, fordi man nærmest har kvalme bare ved tanken om endnu et stykke.
Jeg er kommet til at spise for meget Skæg-lagkage i juleferien.