Størrelsen eller gørelsen?

De siger at det ikke er størrelsen, men gørelsen som gør lagengymnastikken god.

Come on, d'damer, mener I det virkelig?

Hvis det nu ikke handler om mændenes komplekser, mener I det så stadig?

Nej vel?

Jeg vil gerne indrømme at størrelsen så absolut har noget at sige, selvom gørelsen til syvende og sidst måske nok er det vigtigste.

Måske kan I regne ud hvad, eller nærmere bestemt hvem, det her indlæg i virkeligheden handler om.

True, min søde date. Jeg har overvejet at kalde ham Mr. Good Guy, for det er han i sandhed.

Vi har tilbragt nærmest kvalmende meget tid sammen og selvfølgelig er der også blev tid til at øve sig på det der lagengymnastik. Og det er godt, bevares. Den mand ved hvad han laver - gørelsen er helt i top.

Størrelsen not so much.. Den er ikke lille, den er bare lille nok til at jeg tænker, at det ville have været helt ok hvis den var større.

Ja, undskyld.

Date

Da jeg sagde farvel til Januar fik jeg lige nævnt noget om en date. Egentlig var den mest tænkt som en mulighed for at komme ud og opleve noget og tænke på noget andet end Musikeren, som trods alt nåede at rive lidt i mit hjerte. Daten var med en bekendt som jeg har kendt et års tid og mest bare snakket med til fester. Jeg har altid syntes at han var en tiltrækkende fyr, men eftersom at han havde en kæreste afskrev jeg ham som potentiale. Indtil han åbenbart ikke længere havde en kæreste og pludselig begyndte at skrive til mig. Vi blev enige om at en afslappet date med en kop kaffe ville være på sin plads og siden da skal jeg love for at det er gået stærkt. Så stærkt at den yoghurt jeg har stående i køleskabet er overskredet sidste salgsdato, hvilket ellers aldrig sker fordi jeg spiser dem lang tid før udløbsdatoen, ganske enkelt fordi jeg har været meget mere hos ham end jeg har været hjemme hos mig selv. Han er sød, men efter Musikerens stunt må jeg indrømme at jeg er noget mere påpasselig med bare lige at forelske mig i ham. Og så er der jo den lille hage at han er en smule ældre end mig.
Som i rimelig meget ældre end mig.
Som i 10 år ældre end mig.

Og sådan kom jeg uden om snakke om hvorvidt alder kan blive et kæmpe problem i et forhold. Heeeeeeej

Follow my blog with Bloglovin

<a href="http://www.bloglovin.com/blog/11764481/?claim=3hxefmfrzz9">Follow my blog with Bloglovin</a>

Panik

For et kvarters tid siden lavede jeg mig en skål yoghurt med cornflakes på, hvilket er min nuværende og til dels besynderlige craving. Jeg satte mig godt til rette i sofaen med skålen ved min side og computeren i skødet. Nu skulle jeg rigtig hygge mig med at læse blogs, og jeg skulle selvfølgelig starte med min all time yndlingsblogger Kristina Ricken. Fuld af forventningens glæde klikkede jeg mig ind på hendes blog. Men hov! Der var noget helt galt. Bloggen var væk. Jeg prøvede igen, men bloggen var stadig væk. Nettet var sågar så ubehøvlet at påstå at bloggen var blevet lukket. Det kunne jeg ikke forstå, så med lettere paniske bevægelser fik jeg klikket mig ind på kristinarickens facebook side, men her var der ikke noget svar at finde. Den samme historie på google. Blev næsten helt deprimeret.

Lige indtil at jeg fandt ud af at det bare var fordi bloggen havde flyttet adresse. Puha. Dagen reddet. Også selvom mine cornflakes nåede at blive helt bløde og klamme.

Farvel Januar

Oh well. Det er godt nok allerede den 2. februar, men jeg vil alligevel benytte mig af lejligheden til at sige farvel til Januar. Som by the way ikke lige var min kop the, fordi:
- Musikeren viste sig at være en douche, som foruden at have været sammen med andre end mig, ikke selv turde sige stop før jeg nærmest tvang ham til det.
- der kom sne, sne og atter sne
- jeg skulle læse op til en helt igennem latterlig eksamen - uden en rigtig læseferie.
- jeg blev ramt af en mindre vinterdepression (hjertesorg? eeeej)

Men men men. Januar var jo ikke helt dårlig alligevel:
- jeg fik 10 til eksamen og blev en helt del klogere af alt det jeg læste op til den
- jeg holdt en uges meget tiltrængt ferie imens den værste sne faldt
- jeg overlevede mit livs anden rigtige date (den første er en helt anden historie)

Så okay, du startede virkelig dårligt Januar og du blev faktisk ved med at være dårlig et godt stykke tid. Men den sidste uges tid af dit liv, må jeg sandelig indrømme at du har arbejdet for sagen og er endt med at blive helt ok.

Nej, der er ikke noget "vi"

Nå. Så musikeren droppede mig. Første gang dét nogensinde er sket. Han var også lige så sød at fortælle mig at han havde været sammen med andre. Som om at den information ikke var ligegyldig nu, hvor vi alligevel ikke skal være sammen. Jeg har bestilt en tid hos lægen til en underlivsundersøgelse. Bare for en sikkerheds skyld.
Jeg havde lidt forventet at den ville komme, så jeg er egentlig ikke meget overrasket eller meget ked af det. Jeg føler mig bare tom. Men det er fint nok. Jeg skal snart til eksamen, så jeg vil bare begrave mig i bøger og dertilhørende søde sager (for man må godt når man læser til eksamen OG når man er blevet droppet = dobbelt op på søde sager til mig).

Peter Plys

Jeg læser til eksamen i øjeblikket. I den forbindelse opdagede jeg at en af mine fagbøger konsekvent citerer Peter Plys i starten af hvert kapitel..

Er der et "vi"?

Nå, så musikeren har på besynderligvis stadig lyst til at se mig.
Den anden dag var det næsten 3 uger siden at vi sidst så hinanden og det kunne jeg slet ikke holde ud. Så da jeg havde drukket mig godt fuld, skrevet en sms til ham som han aldrig besvarede og grædt lidt ud ved min bedstevens skulder, besluttede jeg i min alkoholtåge at tage hjem til manden. Heldigvis for mig var han hjemme og han lukkede mig da også frivilligt ind, selvom han vidst ikke helt hørte hvem jeg var gennem dørtelefonen. Jeg startede ud med at tude lidt på hans sofa og sluttede af med at sove i ske med ham i hans seng.
Når man er musiker, har man åbenbart meget travlt og det var derfor at vi ikke havde set hinanden i hvad der føltes som 100 år. Det snakkede vi lidt om og jeg fik udtryk mit problem ved at ses så lidt. Da jeg skulle til at gå dagen efter spurgte han: "er vi okay?" mens han kiggede mig dybt i øjnene. Tusind tanker fløj gennem mit hoved, men jeg kunne ikke få fremstammet andet end "ja".
På min cykeltur på vej hjem, følte jeg mig næsten helt lykkelig. Lige indtil jeg kom i tanke om hvad han havde sagt i dørtelefonen dengang jeg ringede på. "Er det dig Christina?". For hvem fanden er Christina egentlig?
Første tænkte jeg at hans søster måske hed Christina, men efter en hurtig facebook-søgning (ja jeg er dén pige) fandt jeg ud af at det hedder hans søster overhovedet ikke. Så siden da har jeg tænkt på hvad han selv lagde i at spørge om vi var okay, hvem Christina er og om dater/knalder/ser andre..

Følelsesmæssigt ustabil

Jeg ser stadig Musikeren. Tilsynladende har det resulteret i, at min hjerne allerede er begynd at frigøre serotonin, endorfin og en masse andet sjov. Det betyder at jeg i øjeblikket er en smule følelsesmæssigt ustabil - se bare her:

Mig, når Musikeren siger at jeg er sød/at han gerne vil se mig igen/andet pladder:

Mig, efter et besøg hos Musikeren:

Mig, når Musikeren ikke tager sin telefon kl. 4 om natten eller svarer på sms:

Mig, når jeg ikke har hørt fra Musikeren i 3 dage:

Jer, efter at have læst dette indlæg:

Introducing the Musician aka musikeren

Så jeg har mødt den her fyr. Som har lidt noget andet end de andre. Noget mere. Noget bedre. Noget potentiale for noget godt. Noget rigtig godt, måske endda. Vi får se. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget og håbe for meget. For at undgå at blive alt for skuffet, hvis nu han ikke synes det er godt.

Jeg er dårlig til det her spil. Noget med at være kostbar, men alligevel interesseret - at vække hans jagt-instinkter. Jeg har lyst til at kaste mig ud i det og give ham hele mig på engang, samtidig med at jeg vil have hele ham lige nu, men nogen siger, at det skal man ikke..

Og så lige oveni kæmpe eksamensopgave. Lad være med at stjæle fokus, hr. musiker!