Status-ish

Nå men altså. Jeg skulle have været på studie i dag fra kl 8 til 16, så direkte videre på arbejde til kl 20, og så hjem og have besøg af 15-år-ældre-mand. Jeg droppede studiet allerede kl 4 i nat, da jeg kun havde sovet, hvad der vel svarer til 1 sammenhængende time. Det er fint nok. Det er blevet lidt en vane. Det er bare så svært at komme op om morgenen. Jeg orker det ikke, min krop føles tung og mit hoved ligeså, så jeg ender oftest med at sove videre til jeg vågner igen af mig selv. Ved 13 tiden, som regel. Af den grund har jeg ikke været afsted til studiet i en uges tid. Da jeg vågnede var det til en sms om, at jeg alligevel ikke behøvede at komme på arbejde. Og sådan blev det, at min eneste plan i dag er, at 15-år-ældre-mand kommer og knalder. På eget initiativ, hvilket vi godt kan lide. Lidt underligt at vi skal være hjemme hos mig, det gør jeg mig ellers ikke så meget i. Det bliver så intimt. Som om at man giver nogen lov til at se lige igennem en, fordi man lukker dem ind i ens hjem. Fordi ens hjem siger så meget om en. Eller i hvert fald om mig.

Tinder-fyr 6 forsøgte også at invitere sig selv ind i dag (ja, på flere måder), men den gik jo ligesom ikke, når jeg allerede har en aftale. Jeg ved ikke, hvad det er med den mand. Jeg ved ikke, hvad han vil. For jeg er virkelig klar i mælet vedrørende, at jeg ikke gider at knalde. Alligevel vil han gerne ses, også selvom han ikke vil have noget følelsesmæssigt med nogen så ung som mig. Det giver ingen mening, så jeg har bare besluttet at lade være med at forsøge at få det til at give mening.

Og så er der jo ham der, hvor alt føltes rigtigt. Jeg har ikke gjort noget, og han har ikke gjort noget. Det er præcis sådan, det skal være. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Han bor trods alt 500 meter væk, så selvfølgelig spejder jeg efter ham, hver gang jeg er i nærheden af hans boligkompleks. Jeg ser ham aldrig. Det er også sådan, det skal være. I virkeligheden er jeg jo bare vild med tanken om ham, for i bund og grund kender jeg ham overhovedet ikke, og jeg er 99% sikker på, at jeg ville blive slemt skuffet, hvis vi nogensinde forsøgte at lære hinanden at kende. Jeg er vild med tanken om, at han er uopnåelig. At han aldrig kan blive min. Det var det samme sidste år med Musikeren (tjek Biroller). Selvom Musikeren og jeg havde langt mere mellem os, så vidste jeg et eller andet sted godt, at han aldrig kunne blive min. Ny i musikbranchen, med masser af succes og ikke mindst masser af damer foran sig. Alligevel ville jeg, uden at tøve, sige ja, hvis Musikeren spurgte, om vi skulle begynde at ses igen. For han er stadig uopnåelig, og jeg elsker tilsyneladende uopnåelige mænd. Jeg tror, at det er sådan en generel kvindebrist, men jeg ved sgu ikke hvordan man retter op på den. Gid jeg gjorde. For jeg præges ret meget af tanker om ham der, tanker om Musikeren og generelt bare negativitet i øjeblikket. Pænt træt af depression i øjeblikket. Det føles lidt som om, at alt er gået i stå. Også bloggen.
Så hvis I har nogen gode inputs til, hvad I gerne vil høre mere om, så bare fyr dem afsted. En hel ny og positiv blog bliver det nok ikke til, men det ville da være fint med lidt ændringer heromkring :)

Farvel Januar

Oh well. Det er godt nok allerede den 2. februar, men jeg vil alligevel benytte mig af lejligheden til at sige farvel til Januar. Som by the way ikke lige var min kop the, fordi:
- Musikeren viste sig at være en douche, som foruden at have været sammen med andre end mig, ikke selv turde sige stop før jeg nærmest tvang ham til det.
- der kom sne, sne og atter sne
- jeg skulle læse op til en helt igennem latterlig eksamen - uden en rigtig læseferie.
- jeg blev ramt af en mindre vinterdepression (hjertesorg? eeeej)

Men men men. Januar var jo ikke helt dårlig alligevel:
- jeg fik 10 til eksamen og blev en helt del klogere af alt det jeg læste op til den
- jeg holdt en uges meget tiltrængt ferie imens den værste sne faldt
- jeg overlevede mit livs anden rigtige date (den første er en helt anden historie)

Så okay, du startede virkelig dårligt Januar og du blev faktisk ved med at være dårlig et godt stykke tid. Men den sidste uges tid af dit liv, må jeg sandelig indrømme at du har arbejdet for sagen og er endt med at blive helt ok.

Nej, der er ikke noget "vi"

Nå. Så musikeren droppede mig. Første gang dét nogensinde er sket. Han var også lige så sød at fortælle mig at han havde været sammen med andre. Som om at den information ikke var ligegyldig nu, hvor vi alligevel ikke skal være sammen. Jeg har bestilt en tid hos lægen til en underlivsundersøgelse. Bare for en sikkerheds skyld.
Jeg havde lidt forventet at den ville komme, så jeg er egentlig ikke meget overrasket eller meget ked af det. Jeg føler mig bare tom. Men det er fint nok. Jeg skal snart til eksamen, så jeg vil bare begrave mig i bøger og dertilhørende søde sager (for man må godt når man læser til eksamen OG når man er blevet droppet = dobbelt op på søde sager til mig).

Er der et "vi"?

Nå, så musikeren har på besynderligvis stadig lyst til at se mig.
Den anden dag var det næsten 3 uger siden at vi sidst så hinanden og det kunne jeg slet ikke holde ud. Så da jeg havde drukket mig godt fuld, skrevet en sms til ham som han aldrig besvarede og grædt lidt ud ved min bedstevens skulder, besluttede jeg i min alkoholtåge at tage hjem til manden. Heldigvis for mig var han hjemme og han lukkede mig da også frivilligt ind, selvom han vidst ikke helt hørte hvem jeg var gennem dørtelefonen. Jeg startede ud med at tude lidt på hans sofa og sluttede af med at sove i ske med ham i hans seng.
Når man er musiker, har man åbenbart meget travlt og det var derfor at vi ikke havde set hinanden i hvad der føltes som 100 år. Det snakkede vi lidt om og jeg fik udtryk mit problem ved at ses så lidt. Da jeg skulle til at gå dagen efter spurgte han: "er vi okay?" mens han kiggede mig dybt i øjnene. Tusind tanker fløj gennem mit hoved, men jeg kunne ikke få fremstammet andet end "ja".
På min cykeltur på vej hjem, følte jeg mig næsten helt lykkelig. Lige indtil jeg kom i tanke om hvad han havde sagt i dørtelefonen dengang jeg ringede på. "Er det dig Christina?". For hvem fanden er Christina egentlig?
Første tænkte jeg at hans søster måske hed Christina, men efter en hurtig facebook-søgning (ja jeg er dén pige) fandt jeg ud af at det hedder hans søster overhovedet ikke. Så siden da har jeg tænkt på hvad han selv lagde i at spørge om vi var okay, hvem Christina er og om dater/knalder/ser andre..

Følelsesmæssigt ustabil

Jeg ser stadig Musikeren. Tilsynladende har det resulteret i, at min hjerne allerede er begynd at frigøre serotonin, endorfin og en masse andet sjov. Det betyder at jeg i øjeblikket er en smule følelsesmæssigt ustabil - se bare her:

Mig, når Musikeren siger at jeg er sød/at han gerne vil se mig igen/andet pladder:

Mig, efter et besøg hos Musikeren:

Mig, når Musikeren ikke tager sin telefon kl. 4 om natten eller svarer på sms:

Mig, når jeg ikke har hørt fra Musikeren i 3 dage:

Jer, efter at have læst dette indlæg:

Introducing the Musician aka musikeren

Så jeg har mødt den her fyr. Som har lidt noget andet end de andre. Noget mere. Noget bedre. Noget potentiale for noget godt. Noget rigtig godt, måske endda. Vi får se. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget og håbe for meget. For at undgå at blive alt for skuffet, hvis nu han ikke synes det er godt.

Jeg er dårlig til det her spil. Noget med at være kostbar, men alligevel interesseret - at vække hans jagt-instinkter. Jeg har lyst til at kaste mig ud i det og give ham hele mig på engang, samtidig med at jeg vil have hele ham lige nu, men nogen siger, at det skal man ikke..

Og så lige oveni kæmpe eksamensopgave. Lad være med at stjæle fokus, hr. musiker!