Gamle sår

Når man er færdiguddannet og dermed jobsøgende lige om lidt, er det i følge diverse undervisere, a-kasser, fagforeninger, familie og ca alle andre en god idé at oprette sig på LinkedIn. Så det har jeg gjort. Jeg connectede hurtigt med min mor, som også for nylig har været jobsøgende og derfor har totalt styr på det der online CV og dets lige, for at få lidt inspiration. I den forbindelse kiggede jeg også på hendes kontakter, for at få flere connections. Det var en god idé. Lige indtil det ikke var det mere, da jeg faldt over et bekendt navn, som jeg bestemt ikke havde lyst til at connecte med. Hans navn stod nærmest og blinkede mig lige op i ansigtet og jeg blev fluks taget næsten to år tilbage i tid, til den gang jeg faldt over noget helt forkert og hemmeligt; da min mor var utro.
Jeg havde egentlig glemt hans navn og for såvidt næsten tilgivet, eller i hvert fald accepteret, at sket er sket. Men som det stod der sort på hvidt, var alt tilbage. Hvorfor havde hun ikke slettet ham? Så hun ham stadig, på trods af at have lovet mig det modsatte? Ved en hurtig facebook-søgning og dermed også navnet indprentet på nethinden for evigt, tjekkede jeg ham ud. Så at han har ægtefælle og børn i den anden ende af landet, ligesom hun har her. Jeg prøvede at skyde det væk og lykkedes næsten. Ifølge min mor havde de trods alt haft en tæt relation udover det fysiske og eftersigende skulle det have hjulpet hende til at sætte pris på min far ved at snakke med ham om det (?).
Nå. Klip til i dag hvor jeg skriver et par fødselsdage fra min mors kalender over til min egen, morfars, onkels og pludselig står hans initialer der. Det kan kun være ham. Hvorfor gemmer hun på hans fødselsdag, hvis ikke længere ser ham? Jeg sprænger snart. Om lidt skal min familie og jeg spise lækker middag og lades som om, at alting er godt.

Storm

Hold nu kæft. Jeg er et hormonvrag, eller også er jeg bare under virkelig stor indflydelse af min mors meninger og derfor forvirret. Nåmen, Skægget er kommet hjem og gensynet var fantastisk. Vi svævede rundt på lyserøde skyer, havde savnet hinanden for vildt og havde virkelig meget, virkelig god sex. Og så skulle han møde min mor (ja, og resten af familien), hvilket jeg var ret nervøs for. Ikke fordi jeg var nervøs for, hvordan det skulle gå eller lignende, men bare fordi det er enormt vigtigt for mig at min kæreste og min familie kan udvikle et godt forhold til hinanden, og der betyder det første møde bare rigtig meget. Det gik fint og jeg var glad og fortrøstningsfuld. Skægget er heldigvis typen, der bare snakker og han lod sig slet ikke mærke med nogen form for nervøsitet. Efterfølgende snakkede jeg med min mor om besøget. Jeg ville jo gerne høre, hvad hun syntes.

- Det var da hyggeligt, men han er ret... bombastisk. Sådan styrende og dominerende. Det er som om, at han har meget klare holdninger og at der skal meget til for at de kan ændres.

Først blev jeg lidt ked af det. Jeg troede virkelig, at hun godt kunne lide ham, og at hun havde set, hvor vild jeg er med ham. Derefter tænkte jeg, at det var ligemeget, hvad hun mente. Jeg ved jo, at Skægget også er en blød mand, og jeg ved, at han i vores relation til hinanden ikke er spor dominerende. Men i de efterfølgende dage har hendes ord alligevel spøgt i mit hoved og jeg kan mærke, at jeg lægger meget mere mærke til hans såkaldte bombastiske side og sågar bliver lidt irriteret over den. Det er rigtigt nok, at han er lidt grov i sin måde at tale på og at han har meget klare holdninger og en tendens til at generalisere. Jeg har også tidligere været inde på det her med, at han kan fremstå arrogant. Jeg ved, at han er meget mere end det, men lige i øjeblikket ser jeg det kun meget sporadisk. Jeg savner min lyserøde sky, og jeg håber, at dens fravær bare skyldes, at hormonerne i disse dage spurter rundt i min krop - fordi I ved, PMS.

Skæg + familie = ??

Skægget og jeg er ude i nogle "mød svigerfamilien"-snakke i øjeblikket. Jeg har mødt hans bror og han har hilst på min far, men vi har undgået "rigtige" møder, hvor man sætter sig ned og lærer sin kærestes familie at kende. Jeg er efterhånden klar til det, min familie har været klar vildt længe og Skægget har udskudt det. Han snakker ellers tit om, hvordan han glæder sig til at være i værkstedet med min far eller drille min lillesøster, men selve planlægningen af første møde undgår han helst. Jeg pressede ham lidt i går - spurgte ham, hvor længe han ville have lyst til, at hans fiktive datter skulle date en fyr, før han fik lov at møde ham. 2-3 sekunder, svarede han - præcis som jeg forventede. Det åbnede op for en snak om, at jeg rigtig gerne vil have, at han som minimum får hilst på dem inden han lige om lidt rejser væk i hundrede år. Han gik med til det og har bedt mig finde en dag, hvor det kan føres ud i livet. Først var jeg vildt glad. Endelig. Jeg glædede mig sådan til at vise ham og dem frem for hinanden. Men så, bagefter, føltes det alligevel lidt hult. Han gør det for min skyld. Fordi jeg er klar. Fordi jeg gerne vil have, at de skal møde hinanden. Men jeg tror i virkeligheden ikke, at han er klar.

Det stopper aldrig

Nogen husker måske mor-sagen bedre end andre. Long story short: mor var far utro, far ved det ikke, og det gør stadig ondt på mig hver eneste dag.
I lang tid har der ikke været nogen udvikling overhovedet; min mor har fuldstændig ignoreret, at det nogensinde er sket og jeg har forsøgt at gøre det uden det store held. Dog laver jeg lige noget med en forelskelse, som får det en lille smule på afstand, indtil jeg ligger alene i min seng, ser en film om kærlighed eller ser midaldrende mennesker kysse. Nå. Jeg har gennem de sidste 9 måneder eller hvor længe der efterhånden er gået, fortalt historien til min gode veninde, virkelig-god-ven, min kusine og Skægget. Med min veninde og min kusine har jeg især drøftet muligheden for at få min mor med til en session hos psykologen, for at kunne snakke ordentligt med hende og måske komme nærmere at ligge et låg på den sag.
I dag i telefonen øjnede jeg så muligheden (og fandt endelig modet) til at spørge min mor, om hun vil med. Til min glæde fik jeg spurgt på en rigtig god måde, uden nogen form for bebrejdelse, men bare med et "det ville betyde virkelig meget for mig". Til min fortrydelse brød hun sammen i gråd. Fordi hun er sindssygt presset på arbejdet og det her åbenbart var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg gjorde mit allerbedste for at være sød og forstående, og sagde at det bare kunne være ude i fremtiden. Hun tog fint i mod det, indtil hun i en bisætning fangede, at jeg havde talt med min kusine om det, som hun jo naturligvis kender. Det fik hende til - om muligt - at bryde endnu mere sammen. Og så græd jeg også lidt.. Fordi det aldrig er sjovt at høre sin mor græde, og fordi hun for første gang viste ægte skam over det, hun har gjort. Hun tiggede mig desuden om ikke at sige noget til Skægget og jeg kunne simpelthen ikke bære at fortælle hende, at det har jeg allerede været nødt til. Om ikke andet virkede hun åben for idéen om at tage med til psykologen..

Med fare for at jinxe det hele..

.. så går det egentlig meget godt. Virkelig godt. Mellem Skægget og mig, that is. Angående rolleskiftet, så er det alligevel ikke så slemt, som det tog sig ud i den følelsesladede stund, jeg skrev det tidligere indlæg i. Jeg tog en beslutning om at skide på det hele og give følelserne frit løb, hvilket har resulteret i, at jeg er forelsket til op over begge ører og mest har lyst til at ligge i Skæggets arme dag ud og dag ind. Så med dobbelt fare for at jinxe det: vi er begyndt at kalde os for kærester, sådan lidt i smug. Vi har sat en label på for os selv, men uden at det springer i alle folks fjæs på facebook.
I dag fortalte jeg ham om mor. Han var sød og krammede mig lidt ekstra, og spurgte lige præcis nok indtil det til, at det var ok.
Virkelig opkastsfremkaldende hvis jeg skriver, at jeg allerede savner ham, selvom han gik for 3 timer siden?
.. Jep.

Bagud

Jeg er bagud med alting. 2015 har indtil videre været lidt streng i forhold til tid. Det er som om at dagene er kortere i det her år og så er det lidt svært at nå alt det man plejer. Det kan selvfølgelig også godt have noget med den der eksamen i starten af januar eller den kæmpe opgave, som afløste den så snart, den var ovre. Måske har det også noget at gøre med, at jeg savner min farfar en del og at mors affære stadig fylder en del i mit hoved. Og Skægget. Den psykolog, som jeg går hos, advarede mig lige. da jeg mødte Skægget, om at en forelskelse ville være stressende for mit i forvejen stressede sind og at jeg måske skulle passe lidt mere på mig selv. Omend hun selvfølgelig godt forstod, at man ikke dropper en fyr, man lige har mødt, når man synes, at der er potentiale. Jeg gør i hvert fald ikke. Men jeg må give hende ret, det er møgstressende. Den opmærksomme læser vil mellem linjerne allerede have opdaget, at jeg lige indrømmede, at jeg er forelsket i Skægget. Med fare for at jinxe det hele, så går det rigtig godt. Jeg er gået fra at have spist for meget lagkage og være i tvivl om det hele. til pludselig at være forelsket til op over begge ører. Det er rart og det er pissehamrende skræmmende på samme tid. Jeg er så bange for, at det falder fra hinanden. Jeg er så bange for, at jeg om et stykke tid finder ud af, at Skægget slet ikke er noget for mig, som jeg pludselig gjorde med Mr. Good Guy sidste år. Men jeg prøver at nyde det, og gå langsomt frem. Så går det forhåbentligt.

Meh

Skægget besøgte mig i fredags, men der er ikke det store at berette om det. Vi så film og vi puttede, ligesom de sidste par gange. Han tog mig op ad køkkenbordet, og det klager jeg egentlig slet ikke over, men der blev lidt lagt op til, at vi ville tage den videre i sengen senere på aftenen eller morgenen efter. Det blev der ikke noget af, fordi han stoppede mig, hver gang jeg gjorde et forsøg. Jeg kan ikke helt greje, hvad der er med ham på det punkt.. Men derudover skete der altså ikke det store. Da han var gået, kort tid efter vi var vågnet i går, var jeg efterladt småskuffet, for jeg havde egentlig håbet, at han blev lidt. Jeg havde også håbet på mere sex, og på at den fine åbenhed som vi havde sidst, kunne graves frem igen. Så, meh.
Der er heller ikke det store at berette om på nogen som helst andre fronter. Rimelig kedeligt ser det ud. Studie, studie og mere studie. Og en mor der stadig ikke har taget sig sammen til at gøre noget som helst. Så endnu mere meh.

Cocopops

Jeg har købt cocopops. Og nu spiser jeg cocopops. For anden gang i dag. Farvel sunde livsstil.

Den anden dag fik jeg et mindre break-down og ringede stor-tudende til min mor. Og bad hende komme og hente mig, så jeg kunne sove på på mit barndoms værelse. Det gjorde hun. Dagen efter overtalte hun mig til at ringe til lægen og få en tidligere tid end den om to uger. Så derfor var jeg til lægen igår. Hun vil helst ikke starte mig op på antidepressiv, men mener, at jeg kan få mere gavn af pskyologtimer. Jeg er enig. Men, sagde hun så, kassen til psykologtilskud til depressive er sgu tom, så du kan ikke få tilskud og der er forresten ventetid på op til 4 måneder på langt de fleste psykologer lige nu. Ka' du hyg' dig. Det lykkedes mig dog på egen hånd at finde en psykolog, da jeg senere kom hjem. Og sådan gik det til at jeg om en lille times tid, skal krænge mit inderste ud foran en vidt fremmed med en fin uddannelse for mors penge. Ikke at jeg ikke glæder mig, det gør jeg faktisk. Men jeg har sgu ikke så meget lyst. Og sådan gik det til at jeg købte cocopops. Og at jeg lige snupper en skål mere.

Blown away

Så øhm..

Da jeg loggede ind på blogger for et kort øjeblik siden, var der sket et eller andet vildt med min statistik. Noget med firecifrede tal. Hvilket altså ikke stemmer overens med at have en mikro-lille blog. Så først tænkte jeg, at det var nogle scam-sider eller sådan noget. Så loggede jeg på bloglovin, hvor tallet er gået til tocifret. Så tænkte jeg noget med, at være blevet hacket. Nej, jeg har absolut ingen idé om hvordan sådan noget sker. Så opdagede jeg Miriams lille stunt. Men jeg tror altså stadig ikke rigtigt på det.

I virkeligheden loggede jeg på blogger for at skrive lidt om Mr. Good Fucking Irriterende Guy. Mindre sammenstød i fredags hvor vi var endt til samme fest. Jeg gik på toilettet og da jeg kom ud stod han og spærrede vejen tilbage til festen. Føltes lidt som et bagholdsangreb. Noget med om vi ikke godt please kunne snakke sammen. Igen, igen, igen. Og nej. Men så alligevel jo. Så vi gik udenfor. Ham i sin store jakke, mig i bare arme. Og snakkede. Han græd lidt, men det er vel efterhånden ingen overraskelse. Jeg græd også lidt, men det var på grund af mor. Hvilket jeg gudskelov havde nok sense til ikke at fortælle ham om. For at opsummere samtalen:

- Han siger, at jeg virker sur på ham i dag

- Jeg er uforstående - jeg hilste da og alt muligt?

- Han holder fast ved det

- Jeg siger, at det da også var pænt mærkeligt, at han tog lidt på min venindes lår. En veninde han ikke brød sig særlig meget om, da vi var sammen

- Han begynder at græde og benægter

- Jeg siger whatever. Det er koldt, jeg vil videre, videre, videre

- Han siger kom tilbage til mig

- Nej

- Ovenstående gentager sig af et par omgange

- Han siger, at han har det så hårdt

- Jeg siger, at han ikke aner, hvad hårdt er (det var her, jeg skulle have stoppet mig selv)

- Han leger Ygritte; You know nothing, Jon Snow

- Jeg får tårer i øjnene

- Han prøver, at give mig et kram

- Jeg siger, at han skal lade være med at røre mig

- Han plager om, at fortælle hvad der sker

- Jeg går min vej og siger at han skal skride

Så det var en god aften. Men den er jo ikke helt slut der. Sammen med en ven, som er vores fælles, tager jeg videre i byen. Denne ven får noget i nærheden af 21947589746589 opkald fra Mr. Good Guy, som tilsyneladende tror, at vi er taget hjem sammen. Der er noget galt med den mand. Og det siger jeg med et par objektive briller på.

Mor

"Var det ikke noget med at din mor var en totalt so der lige var ved at smadre hele familien, eller som måske faktisk gjorde det?", spørger I nok.
Jo.
"Og hvordan står det så til med det?"
Ad helvedes til. Men det er lidt skægt. Ser I, jeg kan ikke kigge min mor i øjnene, når jeg ser hende in real life. Men jeg kan godt snakke i telefon med hende om hvor dum min lejlighed er fordi den ikke gør sig selv ren eller hvor latterligt et system min uddannelse kører med, når de ikke ligger et skemaet for det kommende semester op før dagen inden det starter.
Tragikomisk.
Oppe i mit hoved foregår der alt muligt, som mor ikke kommer til at høre om. Der er noget med hævn, noget med at google hans navn og finde frem til hans familie. Og så er der noget med at være fornuftig, og lad-være-med-at-ødelægge-andres-glansbilled-familie. Så er der noget med hvem af mine venner, som jeg kan sige det til. Nogen som måske rent faktisk ville have noget brugbart at sige. Nej, jeg ved da virkelig heller ikke hvad det skulle være.

Oven i det hele er det som om, at min mor total har glemt at jeg fandt hendes største hemmelighed. Det er vel måske faktisk grunden til at det hele er blevet rodet igen. Hvordan kan hun ikke have trukket mig til side og snakket med mig om det her endnu? Hvordan kan hun lytte og svare præcis som hun plejer? Hvordan kan hun regne med, at hvis vi ikke snakker om det, så ryger det nok i glemmebogen, og så er vi en stor fucking lykkelig familie igen? Og er der for helvede ikke snart nogen, der kommer forbi med noget chokolade?

Repeat#4

Jeg har altid svoret, overfor mig selv, at hvis en af mine forældre gjorde noget så forfærdeligt, som min mor nu har gjort, ville jeg slå hånden af vedkommende, så at sige.
Jeg stoler ikke det mindste på min mor.
Jeg har mistet respekten for hende.
Jeg skammer mig over at hun kunne gøre noget sådant.
Jeg afskyr hende i øjeblikket.
Men jeg elsker hende stadigvæk. Mindre end før. Men nok til at hun absolut skal forblive som min mor. Jeg skal bare have en pause fra hende. Lidt luft.


Denne sang har intet med ovenstående at gøre, men den kører rundt i mit hoved i øjeblikket. Den er så smuk, at jeg får gåsehud hver eneste gang, jeg hører den. Engang imellem får jeg også tårer i øjnene. (Se bort fra musikvideoen, ik)

Om et par timer vil jeg tage til Grøn Koncert og glemme lidt og hygge mig rigtig meget.

1 stk tudetur

I dag er kaotisk. Jeg ved ikke hvor det her indlæg ender, men jeg ved, at jeg kommer til at græde en hel sø inden det er færdigt.

Det føles som om at jeg har fået en tung, tung byrde på mine skuldre og som om at jeg har mistet lidt af min tro på det gode i mennesker.

Jeg er tilhænger af monogami. Men jeg ved også godt at et ægteskab byder på udfordringer i denne retning. Derfor synes jeg, at man som mand og kone på et tidspunkt bør sætte sig og tage den der monogami-snak. Ikke i de første år, hvor alt forhåbentlig er fryd og gammen, men efter børnenes tilkomst, hvor hverdagen rigtig er indtruffet og man glemmer alt om hinanden og i særdeleshed sex. Der synes jeg, at man skal sætte sig ned og blive enige om, at det måske er ok at tage et enkelt knald udenfor ægtesengen i ny og næ. Indefor nogen præmisser som det enkelte par kan blive enige om, og føler sig trygge ved, selvfølgelig. Hvad enten det er swingerclub, partner-bytte eller onenightstands.

Hvad jeg til gengæld synes, er dybt utilgiveligt er, at bryde monogamien uden partnerens samtykke.

Det har min mor gjort.

Og det fandt jeg ud af.

De nærmere omstændigheder er sådan set ligegyldige. Hun siger, at det har gjort ægteskabet stærkere og at hun har indset, at min far er den rigtige mand for hende. Hun siger, at det er dét, jeg skal fokusere på og derfor ikke sige noget til min far.

Jeg har ikke tænkt mig at sige noget til ham. Min far er min helt, jeg er indbegrebet af fars-pige. Og jeg kan ikke bære at se ham blive knust. Derudover vil det ødelægge hele familien, så det kommer slet ikke på tale.

Men for helvede. Det er min far. Hun har gjort det her mod min far og nu skal jeg holde en så stor hemmelighed for ham. Lige nu føles det ubærligt.

Jeg kan ikke se min far i øjnene.

Jeg kan ikke se min mor i øjnene.

Det skal nok komme, det er jeg sikker på.

Hvad jeg er mindre sikker på kommer tilbage, er troen på at et langt og lykkeligt ægteskab eksisterer. At monogami eksisterer.

Mine forældres ægteskab har altid gjort mig stolt, jeg har altid drømt om at få et ægteskab som deres. Rundt om mig så jeg mine klassekameraters forældre blive skilt. Senere har jeg set utroskab blandt mine venner. Film, TV og musik har ikke gjort tvivlen på den eneste ene og det lange, lykkelige, monogamiske ægteskab mindre. Men altid har jeg trøstet mig ved tanken om, at det godt kunne lade sig gøre, ved at kigge på mine forældre. Det er ødelagt nu. Og dét ved jeg ikke, om kommer tilbage.