Hej og farvel

Jeg har gået og pønset på et nyt indlæg længe. Som i... Flere måneder. Tænkt meget på bloggen i perioder og så i andre perioder glemt alt om den. Det her er egentlig bare et lille pip og på en måde også en afsked. Ser I, siden jeg fandt ud af, at Svenskeren og jeg skulle være seriøse, har jeg haft et stort behov for IKKE at skrive om ham på bloggen. Jeg har haft behov for at værne om hans privatliv og for så vidt også om mit eget. Måske fordi at jeg hos ham har fundet en helt ny form for kærlighed. Jeg har snart kendt ham et år og jeg elsker ham mere end jeg troede muligt. Jeg er vel sågar stadig forelsket selvom vi nu bor sammen og indimellem råber ad hinanden. Men jeg har aldrig fortalt ham om bloggen i ren og skær angst over, at det vil ændre hans opfattelse af mig. Jeg har lyst til at være ærlig overfor ham og det er jeg ikke, hvis jeg skriver om ham på en blog, som han ikke ved noget om. Jeg har lyst til at fortælle ham om den, men den indeholder de mørkeste sider af mit singleliv og jeg er bange for, at han vil elske mig mindre, hvis han læser om de sider.
Jeg har siden bloggens opstart ændret mig og jeg er modnet sammen med bloggen. Den har været et fantastisk sted at give udløb for alverdens tanker og frustrationer - et sted hvor jeg tilmed har været så heldig at blive mødt af ligesindede og stort set ingen fordømmende miner. Bloggen får lov at bestå, for jeg synes, at her er masser af fine tanker og historier, men jeg kommer ikke til at skrive flere indlæg. Medmindre det forfærdelige skulle ske, at Svenskeren går fra mig og efterlader mig med et blødende hjerte. Så kan jeg kun forestille mig et sted at få rigtigt afløb for følelserne: her på bloggen.

Hejsan på dejsan! Status #7

Her er en hilsen helt fra Sverige, hvor jeg forsøger at gøre mig forståelig og ikke mindst forstå, hvad de rundt om mig siger. I dag er første dag i næsten to uger, hvor jeg har mere alenetid end en halv time. Hvilket vidst forresten er det længste jeg nogensinde, i mit livs historie, er gået uden alenetid. Det er gået over alt forventning og vi er stadig glade og forelskede. Men det er klart, at når man både forsøger at være kærester, roommates, kollegaer og træningsmakkere, så går bølgerne engang imellem højt. Især når de tre sidstnævnte titler er helt nye og vi heller ikke er så erfarne med den første endnu.
Her er en status på eventyret med Svenskeren i tal:

• Timer arbejdet denne uge: et sted mellem 60 og 70
• Antal mennesker jeg har boet rigtigt sammen med (foruden familie): 0
• Glæde over at få lov til at se kæreste hver eneste dag på job: 589.467
• Søvnmangel: 56
• Lejlighedens beskidthedsniveau: 999
• Hvordan jeg har det med at finde små spor fra Svenskerens ekskæreste rundt omkring i lejligheden: -500
• Dage jeg har fået serveret morgenmad: alle
• Hvor stor fan jeg er af mine nye svigerforældre: 5.000
• Ansøgninger til jobs indenfor mit felt sendt: 5
• Jobsamtaler: 1 (i Danmark)
• Længste pause uden sex: 2 dage
• Tursit leget i denne rigtig fine by: 0
• Nedtur over at Svenskeren og jeg ikke skal holde jul sammen: 58.485
• Tvivl ift. om det var det rigtige at tage med til Sverige: -10.000
• Antal måneder vi har kendt hinanden: 5

Jeg vender tilbage ved næste lejlighed med en ny status på eventyret. Selv er jeg meget spændt, om vi bliver trætte på sexfronten og om det seriøst er muligt at blive ved med at være så forelsket.

Kukkuk

Jeg føler egentlig, at det er på sin plads med en lille undskyldning. Jeg havde tilsyneladende ikke særlig stor tiltro til jer, for på "Svenskeren, min kæreste"-indlægget havde jeg forventet, at få mindst et par negative kommentarer ala "har du nu fået en kæreste igen" eller "skal du ikke til at slappe af med de mænd", men i stedet har jeg fået de fineste lykønskninger fra jer. Så undskyld. Og tak!

Forelskelsen er fortsat i fuldt flor. Så meget at jeg snart bliver - eller måske forlængst er blevet - vanvittig. De kloge/de store romantikere siger, at man bliver midlertidigt sindssyg, når man er forelsket, men det har jeg altid tænkt, var en tyk overdrivelse. Jeg mener, jeg er jo et rationelt og velovervejet menneske og kunne ikke i mine vildeste fantasier så meget som tænke på at droppe at finde et job inden for mit eget felt for i stedet at tage til et andet land og lade mig ansatte ved min kæreste. Men det har jeg gjort og dermed kan jeg vidst godt diagnosticeres med full blown sindssyge. Det er kun for en midlertidig periode, hvorefter han flytter til Danmark. Men for dette førhen fornuftige pigebarn bliver det næppe vildere. Grunden er simpel: jeg kan ikke undvære ham og han kan ikke undvære mig. Folk der påstår, at man sagtens kan få langdistance forhold til at fungere enten lyver eller er ikke forelskede. Fordi vi trods alt har nogle forpligtelser i hver sit land, har vi nyligt været uden hinanden i en uge. Foruden at tilse de der forpligtelser og nogle aftaler med familie og venner, brugte jeg tiden i fosterstilling med min telefon i den ene hånd og Ben&Jerry's i den anden. Det bliver man både tyk og ked af det af, så nu er det besluttet, at jeg tager til Sverige i slutningen af måneden. Jeg kommer først tilbage til jul - altså foruden weekendbesøg herhjemme.

Svenskeren, min kæreste

Da jeg gik fra Skægget lovede jeg mig selv, at jeg skulle være single i mindst et år, så da jeg oprettede mig på Tinder, happn og Badoo var det for at se på mænd og have det lidt sjovt. Imellemtiden mødte jeg et par mænd udenom datingappsene og lod mig betage flere gange. I et af mange forsøg på at vriste mig fri af endnu et crush (Skyen), som jeg godt vidste mest handlede om sex fra hans side, sagde jeg ja, da en pæn svensker på Tinder inviterede mig ud på en øl. Dagen efter den svensktalende date fortalte jeg min veninde, at jeg havde lyst til at gifte mig med ham. Overdrivelse fremmer forståelsen, ved I. Pinligt bevidst om min lynhurtige evne til at blive betaget og mit løfte til mig selv om at være single, mødte jeg Skyen til en fest dagen efter daten med Svenskeren. Men fra da af var Skyen ikke længere interessant. Han blev flad og kedelig for mig og pludselig var tankerne om ham skiftet ud med tanker om Svenskeren. Ulig de andre mænd som jeg, siden mit brud med Skægget, havde været betaget af, var Svenskeren ikke bare interesseret i sex. Han var megapå og selvom dette i fortiden har fået mig til at stikke halen mellem benene og miste interessen, var det ikke tilfældet med denne mand. Jeg prøvede holde igen for at være tro mod mig selv og fordi jeg var bange for at gentage tidligere fejl. På et tidspunkt i løbet af sommeren måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne holde det tilbage længere og at betagelsen for længst havde udviklet sig til en forelskelse i fuldt flor. Jeg gjorde ellers mit bedste for at finde ting ved ham, som ikke passede til mig, men efter at have fundet absolut intet andet end en bopæl i et andet land, gav jeg op og overgav mig. Allerede i den spæde begyndelse af vores bekendtskab, havde jeg ytret, at en kæreste i et andet land var en fuldstændig umulighed og denne regel holdt vi os ydmygt til. Indtil jeg for et par uger siden alligevel spurgte, om han ville være min kæreste. Fordi alt andet føltes forkert. I går fortalte jeg ham, at jeg elsker ham. Fordi jeg ikke kunne holde det inde længere. Fordi jeg stadigvæk ikke kan finde noget ved ham, som jeg synes er irriterende eller som ikke passer sammen med mig. Jeg er en stor romantiker og fortsat rødglødende pinligt bevidst om det store antal gange jeg har været både betaget og forelsket, så jeg tør næsten ikke sige det, men jeg tror virkelig, at det her er rigtigt. Sådan ægte.

Kommer savn i bølger?

Siden sidst har Svenskeren og jeg taget det til nye højder og tilbragt en uge i hinandens selskab i noget sol. Nu befinder vi os igen i hvert sit land og jeg hader hvert sekund. Jeg troede, at savn var noget, som gik op og ned. Kom i bølger. At man nogengange savnede helt vildt og andre gange syntes, at det var lidt dejligt med lidt tid for sig selv. Sådan har jeg ikke haft det i løbet af denne lille uge, som der er gået siden, jeg kom hjem fra syden og Svenskeren. I flyet på vej hjem sank jeg et par gange en klump i halsen og skruede godt op for musikken i headsettet, men i lufthavnen blev jeg mødt af min mor og i samme sekund, jeg så hende, begyndte tårerne at løbe. Hun troede selvsagt, at strømmen af saltvand havde noget med hende at gøre, og det havde den egentlig også; at se hende gjorde det tydeligt for mig, at jeg var hjemme og at han ikke var med. Dagen efter var jeg pirrelig som en præmenstruel teenager og da min far kommenterede på min tydelige irritation over alt, sprang jeg i luften, hvilket manifisterede sig i skinger stemme og mere saltet vand. Denne gang krøb jeg til korset og afslørede, at jeg bare gerne ville være i Sverige. I de efterfølgende dage tog jeg hjem til mig selv og forsøgte at huske, hvordan man lever et normalt liv. Men der var ingenting, der var normalt, for hov, den her trøje lugter af ham, den her sang har vi hørt sammen og det her har han kommenteret på. Som dagene skred frem, faldt irritationen og blev erstattet med en frustration. For hvorfor kan jeg ikke huske, hvordan hans hånd ser ud? Det har jeg brug for, for at dagdrømme om at give den et klem. Og hvorfor står hans ansigt pludselig ikke så skarpt i min hukommelse længere? Jeg skal bruge hans smil og hans kys! Og hvordan lyder hans stemme? Jeg er nødt til at huske, hvordan det lyder, når han udtaler ordene! Det føles som det vigtigste i verden at huske og genopleve de her ting. Det ér savn i bølger; noglegange savner jeg ham så meget, at alt gør ondt og andre gange er det bare et lille stik.

Status #6

• Lykkefølelse efter at have set Svenskeren endnu en weekend: 500
• Træthed: 900
• Trang til sommerferie (med sol): 43.858.843
• Dage til jobkontrakt udløber: 14
• Rynker fået de sidste to måneder: TO (Hvordan?!)
• Længste pause i beskedudveksling mellem Svenskeren og jeg de sidste 6 uger (eks. de timer vi fysisk har brugt i hinandens selskab): 27 timer
• Savn til Svenskeren: 7.825 (som nogen måske har set på instagram - @indsaetselvfancynavn)
• Sandsynligheden for at Svenskeren og jeg køber en afbudsrejse sammen til noget sol: 100
• Hvor meget Skyens interesse er steget efter min er faldet: 294
• Kørekort mistet: 1
• Status på tan: HVAD ER DET DER SKER? (= hvid)
• Ambivalens ved udsigt til at skulle finde mig et rigtigt job: 1.000
• Problemer med at få udbetalt løn på nuværende job: 89.854.838.435
• Penge på konto: 32,90 kr.
• Penge lånt af mor og far: yderligere 5.000
• Afhængighed af "Suits": 600
• Status på datingapps: alle slettet.
• Forvirring over hvad det er der sker med mine følelser: 93847854
• Lyst til at droppe voksenarbejde og i stedet skrive en bog eller studere videre: 405
• Nervøsitet for at det går ad helvedes til med at holde kontakt til de studievenner, som jeg er blevet virkelig glad for: 383
• Besvær med at følge med i venindes dating liv, når man befinder sig i megamange kilometer fra hinanden: 49053 (ps: jeg dømmer ikke, jeg elsker det!)
• Batteri på min computer: 5%
• Afstand til oplader: 2 meter
• Sandsynligheden for at jeg kommer til at hente den så længe, der er strøm på min telefon: -3

En hel weekend

På vej mod hotellet, som Svenskeren allerede var checket ind på, begyndte sommerfuglene at baske så voldsomt i min mave, at jeg fik kvalme. En hel weekend - hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Ville det blive ligeså akavet som mit besøg hos Roomien? Med bare 100 meter yderligere at tilbageligge blev jeg passet op af en snøvlende kvinde i snusket tøj. På gebrokkent svensk forklarede jeg hende, at jeg ikke havde nogen kontanter på mig. Hun kvitterede med at fortælle en tung historie om heroinmisbrug og et liv på gaden. Jeg åndede lettet op og forsøgte at samle min koncentration om hendes historie fremfor knuden i min mave. I det samme vibrerede mobiltelefonen i min hånd og kvinden insisterede på, at jeg tog opkaldet. Mens hun smilede et tandløst smil til mig, guidede jeg Svenskeren hen til os og ved synet af hans udstrakte arme og store smil, forduftede hun. Sommerfuglene i maven vendte tilbage med fornyet kraft og snublende over ordene fortalte jeg febrilsk om den tandløse kvindes historie. Svenskeren viste mig med ophøjet ro og et overbærende smil op til vores hotelværelse, hvor der ikke var andre muligheder end at sætte sig på sengekanten. Han kyssede mig lidenskabeligt og jeg tog mig selv i at trække mig lidt væk fra ham. Jeg havde glædet mig så meget til dette øjeblik og gang på gang forestillet mig, hvordan vi ville kaste os i armene på hinanden så snart, vi kom ind på værelset. Virkeligheden var helt anderledes og jeg måtte stoppe ham og næsten hviskende fortalte jeg, at jeg var møgnervøs. Han smilede sit overbærende smil og lagde sig ned med armen udstrakt i en invitation til at gøre ham selskab. Det gjorde jeg, og mærkede herefter sommerfuglene forsvinde i takt med, at han strøg mig på ryggen. Efter at have været i nærmest konstant kontakt på Messenger havde jeg været så nervøs for, at vi ikke havde noget at snakke om mere. Åh, hvor blev den nervøsitet gjort til skamme. Da de fleste sommerfugle var borte, mærkede jeg, at de blev erstattet af en kilden. Han mærkede det vist også, i hvert fald gjorde hånden på min ryg efterhånden så store udsving, at min bagdel snart var inden for rækkevidde. Med tøjet af mærkede jeg de sidste sommerfugle forsvinde. Som weekenden skred frem, mærkede jeg nogle andre sommerfugle komme til i min mave. Den slags som fik mig til at kigge drømmene på ham og konstant have lyst til at være i fysisk kontakt med ham.

Det var egentlig meningen, at vi skulle være turister og rent faktisk se noget af byen, men efter morgenmaden på hotellet den efterfølgende dag (og to runder i lagnerne, erhm) endte vi på en solbeskinnet café med hver vores drink og her blev vi siddende i flere timer. Jeg kan ikke længere huske, hvad vi snakkede om, men jeg kan huske, at vi gjorde det nærmest uafbrudt. På et tidspunkt gik vi en tur, som vi afsluttede på hotellet for at tage et bad (og gud ved hvor mange runder i lagnerne, erhm). Efter en middag med lange blikke henover bøfferne overvejede vi at udforske byens natteliv, men vi gav lynhurtigt op og gik i stedet hjem i seng. Og i karbad, hvor vi afprøvede LUSH bathbomben "Sexbomb", som jeg havde købt til formålet og teaset med på instagram (@indsaetselvfancynavn). Alle pengene værd!! Vandet var lyserødt! Og vi fik meget morskab ud af at se kuglen opløses og efterfølgende lege med de "rosenblade" som var inde i den.

Om søndagen prøvede vi ikke engang at komme på sightseeing, men gentog i stedet successen med drinks før tolv på en café. Det er den samme historie, som om lørdagen, men om muligt endnu mere kvalmende: vi snakkede i et væk, lo, kyssede, gik tæt omslynget i solen og smed os sågar i det grønne græs i en park. Sommerfuglene var taget til og jeg opdagede, at jeg skyndte mig at komme tilbage til ham, når jeg var på toilettet og at jeg syntes, at alle borde var helt umenneskelig brede. En mand på gaden opførte sin egen udgave af Ed Sheeran, mens jeg forgæves forsøgte at finde et eller andet ved Svenskeren, som jeg kunne irritere mig over eller have lyst til at ændre på. Idet jeg kiggede op på ham og hans mørkeblå øjne mødte mit blik, sang gadesangeren "darling, I'll be loving you 'til we're 70..." og jeg indså, at jeg ikke kunne finde den mindste ting at irritere mig over. Det var fuldstændig som at være med i den mest urealistisk romantiske film nogensinde.
For et par timer siden skiltes vi, og ja, jeg savner ham. Det er så klichéfyldt og urealistisk. Men jeg har besluttet mig for ikke at tænke for meget over det. Jeg har lige været sammen med en mand en hel weekend uden at irritere mig over en eneste ting ved ham. Uden at kunne få nok af ham. Den følelse vil jeg nyde så længe, den varer.

Status #5

Det er vidst tid til en status! Jeg er startet på mit nye job og som forventet er det spændende, men også travlt og enormt energikrævende - som alle større omvæltninger jo er. Statussen er derfor rimelig kort denne gang. Det skyldes selvsagt, at jeg har brugt de fleste af mine vågne timer på arbejde og dermed ikke har haft tid eller overskud til andet end det og søvn.

• Dage til at Svenskeren og jeg skal mødes på hotel et sted i Sverige: 8
• Gange jeg har åbnet Tinder de sidste to uger: 3
• Status på tan: muligvis hvidere end ved sidste status
• Karakter i afsluttende opgave: 12
• Dage til første løn: 8
• Penge lånt af mor og far: 5.000
• Glæde over de gaver (inkl. penge) man (jeg) får ved afsluttet uddannelse: 3.984.959
• Længste pause i beskedudveksling mellem Svenskeren og jeg de sidste to uger: 27 timer
• Dage med menstruationssmerter uden menstruation: 4
• Gram chokolade spist på 4 dage: 400 g
• Sandsynlighed for at jeg kommer til at downloade Pokémon Go: 0
• Besvær med at få ord fra hjerne ned i fingre og ind på computeren: 148
• Stressbumser: 4
• Gange min kontaktlinse er faldet ud af mit øje, fordi den var tør (pga træthed?): 3
• Akavethed under besøg hos Roomien: 10.000
• Hvor mange dage to en halv dag føles som i ovenstående stemning: 7

Blandt mænd

Velkommen tilbage til en blog der har været rimelig død grundet eksamen, status som nyuddannet og en helt masse øl både derhjemme og på Roskilde festival.
Udover at der tydeligvis er sket store omvæltninger i mit uddannelses-/arbejdsliv, så er der helt vildt på mandefronten. Så vildt at jeg har brugt flere dage på at tænke på og forsøge at skrive ned, hvordan jeg skal koge det hele ned i et indlæg. Jeg er endt med følgende løsning; en mand ad gangen.

15-år-ældre-mand: har simpelthen skrevet til mig og spurgt, om jeg har lyst til at ses igen. To gange. Da adspurgt, om han havde snakket om sin kæreste, svarede han: "Hun er ikke så vild med idéen, men hun er med på den for nu". Jeg er ikke med.

Tinder-fyr 7 aka Svenskeren: på trods af den lange distance er det blevet til flere dates med Svenskeren, som var i Danmark i en uge. Vi fulgte første date op med en 6 timer lang date i Tivoli, hvor vi snakkede om stort og småt og kyssede i solnedgangen. Så ramte weekenden, som jeg brugte på at fejre at min uddannelse med rigtig meget alkohol. Jeg mødtes med Svenskeren i byen og tog ham med hjem. Først fredag og så igen lørdag. Først mandag formiddag tog han hjem igen og siden da, har vi planlagt at mødes halvvejs mellem vores hjem til endnu en weekend. Jeg ved ikke, hvornår det bliver, men jeg kan love jer for, at jeg glæder mig. Jeg ved bare ikke, hvad jeg føler om det hele, hvor det bærer hen eller hvor jeg har ham. I bund og grund er der meget mere at fortælle om Svenskeren, for han er rigtig sød og jeg har ikke tal på omgangene af fuldstændig formidabel sex, vi tog i weekenden, men jeg ved simpelthen ikke, hvordan jeg skal få det hele ned til tekst, så det giver bare minimalt mening for nogen, som ikke selv var tilstede.

Skyen: efter ikke at have hørt noget særligt fra Skyen og heller ikke selv have taget synderlig kontakt grundet eksamen, en svensker og en følelse af afvisning, var jeg begyndt at tro, at kemien mellem Skyen og jeg var ved at dø ud ligeså hurtigt, som den var opstået. Men så skrev han. Om jeg havde lyst til at ses. Uden alkohol og fest. Jeg var på festival, da han skrev, men nu er jeg hjemme igen og den har han luret og har derfor sendt endnu en invitation i min retning.

Roomien: i weekenden rejser jeg tilbage til Udlandet for at besøge det bofællesskab jeg boede i og ikke mindst dem, jeg boede sammen med. Først skal jeg besøge roomien, som også er flyttet væk. Han har skrevet en del beskeder om, at han glæder sig til at se mig og mere specifikt til at holde om mig. Jeg glædede mig egentlig også. Indtil jeg mødte Svenskeren. Så det.

Som man forhåbentlig får et indtryk af i dette indlæg, er der derfor så mange tilbud i øjeblikket, at jeg slet ikke ved, hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeg overvejer at tage en kold tyrker fra dem alle sammen, men samtidig er der nogle sommerfugle hos Svenskeren og nogle halvdøde sommerfugle hos Skyen, som jeg gerne vil udforske lidt mere.

Status #4

Jeg har i øjeblikket "læseferie"/forberedelse til forsvar af opgave/fuck, hvilket har den effekt, at jeg er ekstra aktiv på bloggen. Her er en status på de sidste 14 dage - I ved, fordi det der med at formulere lange sætninger, som rent faktisk hænger sammen, ikke lige er mig i disse dage:

• Gange jeg var lige ved at trykke udgiv på det her indlæg inden det var færdigt: 5
• Gange jeg trykkede udgiv på det her indlæg inden det var færdigt: 1 (undskyld!)
• Glæde over jeres modtagelse af IG-konto (indsaetselvfancynavn): 1.000.000
• Nye venneanmodninger på Facebook fra søde fyre, som jeg fuldstændig har glemt (venneanmodningerne altså): 2 
• Gange jeg har haft rigtig dårlig mave i Fitness World: 1
• Dage min solskoldning var ildrød: 5 (plejer sådan noget ikke at fortage sig over natten?)
• Gange jeg har onaneret til tanken om Læsperen mellem mine ben: 2
• Penge på konto: 21 kr.
• Dage til første løn: 46
• Antal ejendele oprettet på Den Blå Avis: 3
• Besvær med at lave ny header og profilbilled til instagram, bloglovin, mm.: 9086
• Sider jeg burde have læst i dag: 30
• Sider læst i dag: 0
• Forvirring over hvordan man forbereder sig til at forsvare sin afsluttende opgave: 10.000
• Timer brugt på Jodel: for mange
• Matches på Tinder: 88
• Crushes på happn: 37
• Status på tan: stadig hvid
• Snaps fra Skyen siden lørdag: 1
• Hvor meget ovenstående går mig på: 12
• Glæde over at sidde indenfor i regnvejret: 100
• Gange jeg er gået ind i ting/væg, fordi FW'eren har smilet til mig: 2
• Motivation for træning udenfor bemandede åbningstider: 400
• Beskeder udvekslet med Svenskeren aka. Tinder-fyr 7 de sidste to dage: 58697494

Det lykkedes! + Tinder-date 7

Jeg er officielt nede fra skyerne! I lørdags var jeg sammen med Skyen og jeg følte ingenting. Det var fantastisk. Ingen lyserøde skyer eller lykkerus eller noget i den stil, da jeg endnu en gang tog cyklen hjem fra ham. Efterfølgende ingen længselsfuld venten på den næste snap. Jeg er ret vild på den måde; jeg kan skifte fra den ene yderlighed til den anden på ingen tid. Jeg tror egentlig ikke, at det er specielt sundt, men jeg har svært ved at finde ud af, hvorfor det er sådan. For det ér bare sådan, og efterhånden ingen hemmelighed for nogen: jeg forelsker mig hovedkuls på ingen tid og på ligeså kort tid mister jeg al interesse. Nogen gange er der ikke nogen tydelig grund til, at min interesse forsvinder, andre gange sætter jeg noget (nogen) andet i stedet. For lige at spole tilbage var jeg på første Tinder-date i halvandet år, hvilket altså samlet set udgør Tinder-date nummer 7. Jeg har forsøgt mig med et "kort" recap:

Jeg havde swipet til højre på ham, fordi han så spændende ud. Et par timer efter var der et match. Fordi han netop så spændende ud og ikke bare flot, skrev jeg til ham. Han svarede hurtigt og herefter skrev vi sammen nogle dage. Han var svensker og på besøg hos familien i Danmark. Da han spurgte, om jeg havde lyst til at drikke en øl med ham, takkede jeg ja. Jeg var glædeligt overrasket over, at han lignede sine Tinder-billeder: høj, mørk og i skjorte. Ikke en slående lækkerbisken med en lille skelen på det ene øje og en solbrændt næse, men sød og imødekommende. Han bestilte to fadøl og snart kørte snakken. Herfra kan jeg faktisk ikke huske så meget udover helt faktuelle ting, som at vi spillede billiard mod nogle unge fyre, drak nogle flere øl og til sidst gik ud i den kølige aften for at ende på en bænk med en fin udsigt. Og så kan jeg huske den spøjse kemi, der helt fra begyndelsen var mellem os. Som om at vi havde kendt hinanden altid.
På bænken med den fine udsigt lagde han armen omkring mig og inviterede mig til sin hjemby i Sverige. Det føltes som det mest naturlige i verden at sige ja. Bagefter slog min fornuft ind og jeg fik ham til at love, at selvom det ikke bliver til noget romantisk mellem os, så skal vi forsøge at blive venner, så jeg ikke bestiller en flybillet forgæves.
Efter et sted mellem to timer og to minutter på bænken, ytrede han, at han havde lyst til at give mig et kys. "Så gør det dog", tænkte jeg og lænede mig frem mod ham. Kysset var forsigtigt, prøvende og virkelig fint.
Da vi rejste os fra bænken for at gå i hver sin retning, vidste jeg, at vi skulle se hinanden igen, og det gik op for mig, at jeg ikke havde tænkt på Skyen én eneste gang.

Siden da har han bestilt flybilletter hertil til om 14 dage og jeg har bestilt til hans hjemby i slutning af august (august fordi jeg i forbindelse med noget andet alligevel er i området og derved bruger færre penge). Det er helt sikkert overilet og komplet ufornuftigt, men samtidig forkert at lade være.


On a totally different note: jeg har efter lang tids overvejelse oprettet en instagram-konto under navnet: indsaetselvfancynavn