Efter 11 dages radiostilhed

Der gik 11 dage uden nogen form for kommunikation mellem Skægget og mig, før jeg sendte ham en besked. 11 dage hvor jeg var råvild og forvirret. Jeg ledte og ledte efter alt det, der havde været godt i vores forhold. Efter den forelskelse som havde været så stærk og den fremtid, som jeg havde glædet mig sådan til. Jeg fandt ingenting udover minderne. Så efter 11 dage skrev jeg til ham, at vi hellere måtte snakke sammen. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det; at jeg ville ønske, at jeg havde kunne finde følelserne frem igen, men at det ikke var lykkedes. Han var rigtig ked af det, græd og fortalte at han havde skrevet dagbog hver dag til mig. Jeg havde håbet, at det at bryde stilheden, høre hans stemme og hans følelser ville vække noget i mig, men det eneste det vækkede var dårlig samvittighed og et stort ønske om at kunne gøre det lettere for ham. Han blev vred og frustreret; "har du overhovedet grædt over det her?!" råbte han ind i telefonen og jeg måtte endnu engang skuffe ham. Det eneste jeg følte var smerte på hans vegne - ingen fortrydelse over det der var ved at ske.

Jeg har været single i 6 dage og det føles ok. Skægget og jeg er i kontakt de fleste dage, fordi han enten har brug for at være ked af det eller rase ud. Det er lidt svært. Jeg føler mig som det mest egoistiske menneske i verden og jeg har lidt svært ved at holde ud, at jeg har såret et menneske, som holder så meget af mig, så dybt. Men samtidig føles det godt. Jeg er helt sikker på, at det var den rigtige beslutning, selvom den var svær. Når jeg tænker tilbage på det forgangne år har det været enormt lærerigt og jeg har været meget glad, men jeg tror, helt objektivt, at det har været af de forkerte grunde. Jeg følte mig helt ind i hjertet forelsket, når vi snakkede om fremtiden. Om det hus vi skulle bo i og de børn, vi skulle fylde det med. Det bedste jeg vidste, var at ligge i hans arme, der følte jeg mig tryg og elsket. Jeg kunne også godt lide, at han lod mig tale om mine følelser og lyttede til dem. Til gengæld var jeg irriteret på ham hver gang vi så hinanden. Over måden han sagde tingene på, ordvalg, holdninger og meninger til forskellige ting, arrogancen. Vi var ikke venner, vi var kun partnere og de gange jeg forsøgte at introducere ham til mine nærmeste venner, snakkede de fuldstændig forbi hinanden.
Den føromtalte irritation mærkede jeg allerede på de første par dates, men jeg skød den væk, som værende et produkt af hans usikkerhed. Som vi lærte hinanden at kende blev den dog hængende, men fordi han gjorde mig så glad på andre punkter lukkede jeg øjnene for den. Og så tog jeg jo ud at rejse. Her var det ikke muligt at få den fysiske kontakt, som jeg elskede, og en nye fremtidsmuligheder åbnede sig desuden, hvilket gjorde mig mindre og mindre forelsket i den fremtid, vi planlagde sammen. Og så var der lige pludselig ikke rigtigt noget tilbage. Jeg håber, at det giver lidt mening for jer. For mig er det pludselig helt indlysende, at jeg savnede en fremtid med nogen og virkelig manglede at blive holdt om dengang Skægget og jeg mødte hinanden. Vi var ikke et match, men han er en fantastisk mand og jeg tror, at han kommer til at gøre nogen meget lykkelig. For min del skal jeg først have en kæreste igen, når jeg finder en mand med en personlighed, som jeg kan elske - fremfor en varm krop og samme ønsker for fremtiden.