Pfffff

Jeg forbløffes fortsat over mine egne følelser. I dag har jeg været sur, muggen og ked af, at Skægget kun kunne være her et par timer, resulterende i, at vi har set hinanden 1,5 gang i denne uge. Præcis ligesom vi plejer. Måske endda 0,5 gang mere end vi plejer. Lige pludselig er det bare ikke nok for mig mere. Lige pludselig ville det være ok, hvis vi så hinanden oftere end det. Disse følelser fik desværre overtaget det sidste stykke tid af at hans besøg i dag. Jeg kan trøste mig med, at han bare syntes, at det var sødt. Men det irriterer mig. Mest fordi jeg ikke ved, om dette behov skyldes pres på studiet, som gør at jeg føler mig stresset og bare har brug for lidt ekstra hygge og tryghed end normalt, eller om det rent faktisk skyldes, at jeg er blevet gladere for ham.

Nu har jeg ikke flere ord, så indlægget stopper brat lige dér og så prøver jeg lige at finde noget overskud til endnu en uge ....hvilket jeg har det ca. sådan her med:

Når far er den bedste i verden

Min far er en mand af få ord, når det gælder følelser. Han har aldrig været overbeskyttende eller her-er-mit-hagl-gevær-agtig i forhold til mig og de mænd/drenge, jeg har set gennem mit liv. Det har heller aldrig været ham, jeg har gået til, hvis jeg havde problemer med føromtalte hankønsvæsener - eller andre følelsesmæssige problemer.
I dag fortalte jeg mine forældre om Skægget. De er jo ikke dumme, så de har længe vidst, at jeg så en eller anden, men har også vidst, at de ikke skulle spørge om noget, før jeg selv var klar til at fortælle. Og det var jeg så i dag. Så vi snakkede om, hvordan jeg har forsøgt at sløre min forelskelse og ikke fortælle noget særligt om den kære mand, fordi jeg hader presset og hvordan-går-det-med-jer-spørgsmålene, der følger med, når folk ved. at man ser en ny. Men jeg kunne altså ikke tie stille længere med ham her, og desuden plejer mine forældre (især min mor) at stille alle de rigtige spørgsmål for at få mig til at tænke over relationen på en ny måde. Jeg fik også luftet mine bekymringer i forhold til at være vild med nogen vs. være vild med idéen om nogen, og nervøsiteten for at ende i endnu en Mr. Good Guy eller endnu værre Ekskæresten.
Ufatteligt nok, valgte min far helt af sig selv at bringe ovenstående på banen i bilen på vej hjem til mig (Ja, jeg er forkælet nok til at blive kørt hjem indimellem. Halleluja.). Og han var så sød. Og god. Og mand, jeg elsker ham så højt. Vi snakkede lidt om de bestemte ting ved Skægget, som gør mig i tvivl. Og endte med at grine af, hvor dumme og ligegyldige de er. Og så snakkede vi lidt om at nøjes og om min generations hollywood-syn på kærlighed - hvordan det hele skal være perfekt. Jeg kan ikke helt beskrive, hvor fint et øjeblik, vi delte der i bilen, men hvor er jeg glad for at det skete. Især med et udfald hvor jeg føler mig helt rolig omkring Skægget.
"Så længe han gør dig glad og du ikke kan undvære ham".

Om at nøjes

En fin kommentar på sidste indlæg fik mig til at tænke lidt over den evige jagt på drømmemanden og på ikke at skulle nøjes. For selvfølgelig skal man ikke nøjes.. Eller skal man? Jeg tvivler på, at der er en mand derude til mig, som aldrig ville få mig til at tvivle, irritere mig eller gøre mig ked af det. Men her i mine start-tyvere får jeg bare tit at vide, at jeg ikke skal nøjes. At han nok skal være derude - ham, manden fra mine drømme. Og jeg har jo massere af tid til at finde ham - jeg har hverken et biologisk ur, der tikker eller bryster tynget af tyngdekraften. Men hvad hvis så jeg står som 34-årig og stadig ikke har fundet ham, fordi jeg ikke ville nøjes?
Så måske skal jeg nøjes. Jeg nøjes jo også i forhold til mine venner og veninder - der er ikke ét af de mennesker, som er tætte på mig, der ikke har fået mit pis i kog eller som jeg har syntes, var træls i perioder. Så hvorfor skal jeg ikke også nøjes og gå på kompromis på mandefronten? Hvorfor er spørgsmålet ikke nærmere, hvor meget jeg vil nøjes?
Selvfølgelig skal jeg ikke tage det første og det bedste, der kommer i min retning, men hvis han overordnet er sød og dejlig og så indimellem møgirriterende eller ikke lige deler mit synspunkt, er det så ikke godt nok? Er han så ikke god nok?

Bagud

Jeg er bagud med alting. 2015 har indtil videre været lidt streng i forhold til tid. Det er som om at dagene er kortere i det her år og så er det lidt svært at nå alt det man plejer. Det kan selvfølgelig også godt have noget med den der eksamen i starten af januar eller den kæmpe opgave, som afløste den så snart, den var ovre. Måske har det også noget at gøre med, at jeg savner min farfar en del og at mors affære stadig fylder en del i mit hoved. Og Skægget. Den psykolog, som jeg går hos, advarede mig lige. da jeg mødte Skægget, om at en forelskelse ville være stressende for mit i forvejen stressede sind og at jeg måske skulle passe lidt mere på mig selv. Omend hun selvfølgelig godt forstod, at man ikke dropper en fyr, man lige har mødt, når man synes, at der er potentiale. Jeg gør i hvert fald ikke. Men jeg må give hende ret, det er møgstressende. Den opmærksomme læser vil mellem linjerne allerede have opdaget, at jeg lige indrømmede, at jeg er forelsket i Skægget. Med fare for at jinxe det hele, så går det rigtig godt. Jeg er gået fra at have spist for meget lagkage og være i tvivl om det hele. til pludselig at være forelsket til op over begge ører. Det er rart og det er pissehamrende skræmmende på samme tid. Jeg er så bange for, at det falder fra hinanden. Jeg er så bange for, at jeg om et stykke tid finder ud af, at Skægget slet ikke er noget for mig, som jeg pludselig gjorde med Mr. Good Guy sidste år. Men jeg prøver at nyde det, og gå langsomt frem. Så går det forhåbentligt.

Lagkage

Livet er lidt som en lagkage. Skæg-situationen er lidt en lagkage. Studiet er lidt en lagkage. Vennerne er lidt en lagkage. Alt det, jeg godt kan lide, er lidt som en lagkage. Lagkager smager virkelig godt. Virkelig, virkelig godt. Men ingen kan blive ved med at spise lagkage i det uendelige - på et tidspunkt har man ikke lyst eller plads til mere. Så kan lagkagen være nok så lækker, men man er alt for mæt til at få bare et stykke mere ned. Man har slet ikke lyst mere. Så venter man lidt - et par timer eller dage, måske, og så får man som oftest lyst til lagkage igen og kan nyde endnu et stykke.

Indimellem sker der dog det, at ens øjne er mere sultne end ens mave, og så kan man komme til at spise for meget lagkage og få det helt vildt dårligt, fordi der egentlig ikke var plads til mere. Og man kan fristes til, at tænke jeg spiser aldrig lagkage igen, fordi man nærmest har kvalme bare ved tanken om endnu et stykke.

Jeg er kommet til at spise for meget Skæg-lagkage i juleferien.

Lo-lo-lort

Et ikke urealistisk bud på hvor meget jeg har taget på den sidste uges tid, er vel omkring 1 kilo. Til gengæld er jeg så forstoppet, at det mere ligner 4 kilo. Kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst var sådan rigtigt på toilettet. Farvel pæne, stramme nytårskjole.

Godt nytår til jer også!

Fra alle mig til alle mig

Jeg har købt mig selv en julegave. Til svimlende 579 kr. (inkl. moms). Fra sinful.dk, høhø. Og hvorfor så det, kan man fristes til at spørge.. Svaret på det er, at jeg savner orgasmer, som dem de kære mænd kan give mig, når jeg er alene. Rimelig omvendt problematik. Men altså, ligeså snart jeg nærmer mig orgasme ved hjælp af fingrene, kan jeg ligesom ikke koncentrere mig om at blive ved med at bevæge dem. Så orgasmerne bliver altid nogle halvflade nogen - ulig når det er en fyr, der har gang i fingrene. Så jeg besluttede mig for, at jeg da havde massere af penge og smed altså nogen efter en vibrator. En ordentlig, anmelderrost, testvindende én. Mød We Vibe Touch:

Beklager kvaliteten på billederne, det fås desværre ikke bedre med min telefon..

Første indtryk af We Vice Touch'en var, at den var mega mega lækker. Selv indpakningen var fin og stilet. Selve produktet ligeså. Jeg har ikke gidet at slå op, hvad den er lavet af, men det er lækkert og blødt og meget bedre end alt det plastisk, som man ellers bruger. Eftersom jeg fik den ind ad døren igår, kom den med det samme med i bad (waterproof, yay). Jeg har på fornemmelsen, at den kan gøre det samme som mændene, men det lykkedes altså ikke under bruseren - nok mest fordi det var besværligt og fordi jeg var en lillesmule i tidsnød i forhold til at nå lillejuleaften hos min mormor og morfar. Men den kommer med i seng en af dagene, og så satser vi på, at den er ligeså god som en koncentreret mand. 

Hvis I har prøvet We Vibe Touch, så vil jeg kun høre om det, hvis oplevelsen var god.. Kan trods alt ikke rigtigt returnere den nu...

En skægget redningsmand

Hvem der har været helt fantastisk i alt det her død-farfar-ked-af-det-hele-tiden-show, er Skægget. Som i seriøst. Nærmest bedre end mine tætteste venner. Helt sådan "hvis-du-har-brug-for-at-ringe-og-så-bare-sidde-og-græde-i-telefonen-så-gør-du-bare-det-dag-og-nat". Han kom hjem og besøgte mig i fredags, helt klar på at skulle trøste og lytte. I stedet fik han mig til at glemme alt om sorgen. Sammen lavede vi aftensmad, så film, puttede og grinede. Og så tog han mig i køkkenet igen - først med mig siddende på bordet og derefter indover bordet. Det var overordentligt hot og fuldstændig sorg-eliminerende. Vi snakkede også lidt seriøst, ligesom de snakke vi har haft, når Skægget har været fuld, hvilket jeg syntes var virkelig rart. Alt i alt kunne jeg vel faktisk ikke blive gladere.. Bortset fra at det kunne jeg godt. Efter en gåtur i den friske luft lørdag morgen endte vi igen i den seng, som vi lige var stået op fra. På trods af en passioneret start, "mistede han pludselig lysten" og ingenting var stift mellem benene længere. Knapt havde jeg dog nået at ærgre mig, før han kom i tanker om, at fingre kan udrette mirakler. Vi har dog ikke været helt heldige med det før, så jeg forventede egentlig ikke andet end at blive yderligere seksuelt frustreret. Men oh boy, pludselig ramte han et punkt, som sendte mig i himlen. I hvert fald 3 gange - jeg talte ikke. Med mig i himlen vækkedes hans lyst pludselig og vi kunne fortsætte, hvor vi slap. Jeg må anbefale alle at lege med et par fingre inden sex. Seriøst.

Så om jeg er glad? Ja. Og bange; jeg har i denne weekend også måtte erkende, at jeg er jo er blev vild med Skægget. Meget endda. Og det gør mig helt ærligt lidt bange, for det er der, man mister kontrollen og tillader risikoen for at blive såret eller blive så blind af forelskelse, at man ikke kan se, at man eventuelt intet har tilfælles med manden. Så ja, kryds fingre for mig..

Død og ødelæggelse

.. og ikke engang i overført betydning eller billedligt talt eller noget. Min farfar er fandme død. Revet ud af vores liv og det er så mærkeligt, så uvirkeligt. Og det er bare gået så stærkt. I går måtte vi rushe ind til hospitalet, fordi lægerne mente, at nu var det nu. Det var det først 10 lange timer og en hel masse slik senere. Selvom jeg nåede at sige farvel til ham og fortælle ham, at jeg er glad for, at han blev min farfar, hvilket så mange ikke får chancen for, så er det bare en fucking ringe trøst. Klokken 2 i nat stod vi, de udholdende familiemedlemmer, rundt om hans seng og så ham trække vejret for sidste gang. Og tuede. Og krammede. Og tuede noget mere. Det er det værste i verden, at se sin stærke far og sin om muligt endnu stærkere farmor være sønderknuste. Så jeg tuede også for dem. Især for min farmor, som nu er helt alene, og som kyssede og krammede min farfars krop, som jeg aldrig har set hende gøre det før i mine nogen-og-tyve år.
Han bisættes på mandag og jeg gruer for det; det bliver alt for smukt og alt for sørgeligt. Og på onsdag er det juleaften og torsdag første juledag, og jeg har ingen idé om, hvordan vi alle sammen - inklusive min vandfaste mascara, skal komme helskindede igennem dét show.
Pt. prøver jeg at holde fast i, at hans stemme står soleklart i mit hoved og at jeg virkelig er glad for, at jeg nåede at fortælle ham, at jeg holder af ham (holdt af ham?).

Farfar

Man skal lade være med at brokke sig over, at der ikke sker noget, for så sker der lige pludselig noget. Og ikke nødvendigvis noget godt. Min far ringede for en halv times tid siden. Min farfar er blevet indlagt. Igen. Han er røget ind og ud af hospitalet de sidste to måneder og de kan ikke helt finde ud af, hvad der er galt. Jeg får oplysningerne fra min far, som får dem fra min faster, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farfar, som får dem fra lægerne. I den proces går noget tabt og jeg er således ret forvirret over, hvad der overhovedet er galt med min kære farfar, altså udover at han ligger på lungemedicinsk afsnit og det er usikkert, om han kommer hjem til jul that is. Min far siger, at vi skal lade være med at male fanden på væggen og blive helt bange, men når man har været rimelig syg i flere måneder, er 76 år, overvægtig og har røget siden man var 8, så banker fanden altså på i mit hoved. Og så bliver man en lille smule bange, når man er barnebarn og aldrig rigtigt har prøvet at miste. Jeg har ikke verdens tætteste forhold til min farfar og farmor. De bor langt oppe i Nordsjælland og eftersom min mormor og morfar boede 700 meter væk fra vores barndomshjem, var det som regel der, vi blev passet eller lige smuttede forbi efter skole. Men min farfar har alligevel en helt særlig plads i mit hjerte. Han er ikke min biologiske farfar, men han har aldrig opført sig som andet og jeg ville aldrig kunne kalde ham andet end farfar. Så han skal sgu lade være med at dø. Selvom ingen siger det højt, så ved vi jo alle sammen godt, at det er det, der kan ske. Og det er der altså ikke nogen, der er klar til.