Nyt og spændende kaos

Efter nogle uger i udlandet med virkelig dårligt internet og en computer, som pludselig valgte at stå af, har jeg nu forvildet mig herind. Der er sket så mange ting og jeg er et helt andet sted end der, hvor jeg var sidst, jeg var aktiv herinde. På trods af at den kun er et par uger siden. Det er en lidt indviklet historie, og jeg ved egentlig ikke helt, hvor jeg skal begynde, så nu forsøger jeg bare at kaste mig ud i det:
Jeg havde kun været i dette nye land og mit nye hjem et par dage, da jeg begyndte at mærke, at noget mellem Skægget og mig var galt. Jeg kunne ikke rigtigt sætte ord på det og skød skylden på, at alt var nyt og spændende, og at jeg derudover havde rigtig god kemi med en af mine nye roomies – på trods af at jeg egentlig ikke fandt ham meget tiltrækkende i første omgang. Weekenden efter min ankomst bød på middag i huset og dertil både vin og øl. Kemien groede sig selvsagt stærkere jo mere alkohol, der kom indenbords og jeg søgte roomiens blik oftere og oftere. Da selskabet rykkede over i sofaerne endte vi ved siden af hinanden og ud på natten lagde han armen rundt om mig. Mens solen stod op, tilkendegav han, at han havde lyst til at kysse mig og jeg måtte finde mit bedste pokerfjæs frem og fortælle ham, at det havde jeg ikke lyst til. ”Æblet falder ikke langt fra stammen” messede jeg for mig selv og huskede, hvordan jeg gang på gang har svoret aldrig at være utro, ikke at ende som min mor, ikke at gøre nogen så ondt. Med alkohollen ude af kroppen dagen efter, håbede jeg, at også lysten ville være væk, men idet jeg stødte ind i ham på gangen, vidste jeg, at den ikke ville være så let at fordrive. Som den voksede over de efterfølgende dage, blev lysten til Skægget mindre og mindre. Jeg skød skylden på roomien; han var ny og spændende og han måtte derfor være grunden til, at jeg pludselig slet ikke kunne finde mine følelser for Skægget. Men som tiden gik, måtte jeg sande, at der måske var mere i det end som så. Selv hvis jeg havde været single, ville roomien ikke have været kærestepotentiale. Og der var jo andre ting i mit liv end ham, som var nye og spændende; jobbet, landet, sproget, menneskene. Jeg havde lyst til at bo her, slå mig ned. Med mit ophold her, åbnede der sig pludselig helt nye fremtidsmuligheder. Jeg fik lyst til ting, som jeg aldrig havde troet, at jeg skulle få lyst til; rejse mere fx. En følelse af at skulle nå mere i min ungdom, inden mand, fast job og børn, begyndte at spire. En sindssyg lyst til at være single, fri, alene. Til at gøre hvad jeg vil, bo hvor jeg vil, leve som jeg vil. Lære mere om mig selv.

Jeg fortalte Skægget om denne nye følelse i mig, jeg fortalte, at jeg følte en mærkelig pligt i, at skulle være i kontakt med ham. At jeg ikke havde lyst. Vi skød begge to skylden på alt det nye og spændende, aftalte at vente på, at det går over. At jeg finder tilbage. Det er der, vi er nu; vi har aftalt helt stop i kommunikationen indtil, at jeg har lyst til den igen. Vi har haft 4 dage uden nogen form for kontakt og jeg er ikke kommet nærmere savn eller lyst. Ikke engang interesse er jeg i nærheden af. Det eneste jeg føler, er dårlig samvittighed. Tænk at han går rundt i cirkler derhjemme og venter på mig. Forvirret, bange og uforstående.
Jeg ved ikke, hvor det ender henne. Hvad der skal ske, eller hvordan. Men det ser sort ud. Allerhelst ville jeg gerne finde følelserne og lysten til ham frem igen. Glæde mig til at vende hjem til ham og til trygheden. Jeg ser tiden an. For hans skyld håber jeg, at jeg snart finder ud af det.