Om tillid og mistillid

Jeg kommer fra et forhold, hvor jeg helst ikke måtte have mandlige venner og hvor jeg absolut ikke måtte se dem udenfor skole/arbejde, hvis jeg havde nogen. Tillid var noget man gjorde sig fortjent til, men det var virkelig svært at opnå, hvorfor der slet ikke var nogen i mit forhold til Ekskæresten. Mistillid var der til gengæld masser af, og jeg kan slet ikke tælle, hvor mange kan jeg er blevet beskyldt for at være utro, baseret på fx en samtale med en fyr. Når den ene part ikke stole på den anden, får den anden lynhurtigt svært ved at stole på vedkommende - tyv tror trods alt, at hver mand stjæler. Så på trods af at jeg var noget mindre verbal omkring min mistillid til Ekskæresten end han var, havde jeg masser af den.
Jeg er godt klar over i dag, at det var dybt usundt og jeg har aldrig lyst til, at skulle være i sådan et forhold igen. Omend det ikke er i samme grad som førhen, er jeg stadig påvirket af det; jeg stoler ikke ligeså meget på Skægget, som han gør på mig. Han er meget lidt jaloux og lader mig selvfølgelig have de venner, som jeg ønsker. Jeg forsøger selvsagt at gøre det samme og langt hen ad vejen går det fint. Der er bare den her ene veninde, som han knaldede med inden, han mødte mig. Hun var mere interesseret i ham end han var i hende, og han droppede hende egentlig for at være sammen med mig. Med jævne mellemrum ser han hende til en kaffe eller lignende og omtaler hende som sin veninde.
I nat drømte jeg, at jeg bustede dem i at være sammen. Jeg er godt klar over, at sandsynligheden for dette er meget lille, men jeg må jo bare konstatere, at det alligevel fylder oveni skallen på mig.
Jeg har selvfølgelig forsøgt at tale med ham om det af et par omgange, men efterhånden fejer han det væk, inden jeg har fået nok bekræftelse til at kunne mane disse tanker til jorden. Han er med garanti træt af at høre på mig, og jeg kan med hånden på hjertet godt forstå ham. Manden er helt vild med mig, det er jeg slet ikke i tvivl om, så han har ingen grund til at lave noget med en anden dame. Men hvorfor skriver han så og spørger, om hun er i byen kl. 2 om natten? Hvorfor ved hun noget som helst om hans hunds personlighed?
Jeg stopper nu. Mine venner kunne få samme besked midt om natten og de ville med garanti kende til min hunds personlighed.
Jeg har bare svært ved at forstå, at man kan være venner med en, som man ikke bare har knaldet med gentagende gange, men som også har haft lyst til at give det der med at være kærester et skud.
Det ville jeg ikke kunne, men jeg er godt klar over at andre kan - så derfor stopper jeg nu.


Jeg har skrevet dette indlæg for at komme ud med min mistillid og jalousi. I bund og grund tror jeg ikke, at den har noget med Skægget at gøre, men til gengæld alt med Ekskæresten og min egen usikkerhed at gøre :-)

Om at blive afvist

I går da Skægget og jeg krøb ned under dynerne, fik jeg lyst til ham, så jeg indledte et par lange kys. I ved, af den slags, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der skal ske. Han gengældte dem og de udviklede sig hurtigt til hede kys. Han lod sine hænder glide langsomt ned af min bare ryg og jeg lod min finde vej ned ad hans mave. Han gjorde mine til, at jeg skulle være ovenpå ham, så det gjorde jeg. Kyssene var fyldt med passion og jeg var så klar til, at han tog mig. Indtil han midt i et kys trak sig ud af det og sagde: "jeg kan sgu ikke i aften, skat". Jeg stivnede og så overrasket ind i hans øjne, som stadig var helt tæt på mine. En følelse af total ydmygelse skyllede ind over mig og væltede mit indre omkuld. Jeg kravlede ned af ham, lagde mig ved siden af ham og trak dynen over mig. "Sorry", sagde han. Jeg undgik hans blik ved at kigge væk og lukke øjnene. Han trak mig indtil sig i en lang undskyldende omfavnelse. Alt ved hans kropssprog og ansigtsudtryk skreg "undskyld", og alligevel kunne jeg bare slet ikke ryste følelsen af ydmygelse af mig. Han sagde ikke noget - og så blev jeg ked af, at han ikke spurgte indtil, hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Hvis han havde spurgt, ville jeg sandsynligvis ikke vide, hvad jeg skulle svare - udover at jeg godt ved, at det ikke havde noget med mig at gøre, at det bare var understellet, der ikke lige ville efter en lang og udmattende dag. Men jeg fik associationer til tiden med Ekskæresten, hvor ydmygelse var en velkendt følelse i forbindelse med at lægge op til sex. Min ekskæreste fortalte mig gentagende gange, at han gerne ville have, at jeg lagde mere op til sex, men når jeg gjorde det, blev jeg afvist langt de fleste gange og sjældent på en pæn måde. Dét ville jeg nok have fortalte Skægget, hvis han havde spurgt.

Ekskæresten

Er det tarveligt at blive lidt glad, på den der fryd-måde, når ens ekskæreste bliver single igen?
Jeg mener, også selvom det var en selv der slog op, og det sidste man vil, er at være sammen med manden igen?

Oh well. Omtalte ekskæreste og jeg var sammen i 2 år, hvilket er mit hidtil længste forhold. Og hidtil mest usunde forhold. Det var mens, at jeg var sammen med ham, at jeg fik en depression, som jeg mener, var et resultat af den måde vores forhold var skuret sammen med. Så nu hvor jeg har præsenteret ham, kan jeg jo ligeså godt fortælle hele historien. Måske giver den mening sådan set i forhold til mine mere nylige forhold. Jeg ved det ikke.. Her kommer den - med eller uden pointe:

I virkeligheden skal tiden skrues endnu længere tilbage for, at det giver mening. Helt tilbage til den kæreste jeg havde inden Ekskæresten. Jeg blev venner med Ekskæresten under dette forhold. Vi var mere venner med fordele, end vi var egentlige kærester, men i 1.g anede vi ikke hvad vi ellers skulle kalde det. Anyways, jeg mødte Ekskæresten og han var typen, der sagde sin mening - også om det besynderlige, kærlighedsløse forhold jeg var i. Hurtigt forelskede jeg mig i ham og gik fra min daværende kæreste, som by the way kun var ked af, at det betød slut med sex.
Ekskæresten og jeg indledte forholdet og jeg var gladere og mere forelsket end nogensinde. Tænk at jeg havde hentet sådan en hunk hjem. Men der gik kun en måneds tid, så kom det første tegn. Han havde drukket sig kampstiv en aften og ringede til mig og sagde, at han ville cykle ud for at se mig. I telefonen var han grædende og råbende, men jeg kan faktisk ikke huske, hvad grunden var. Jeg var i panik, for han truede med at cykle ud på motorvejen og lød dybt ulykkelig. Jeg fik min mor til at køre mig hjem til ham den aften, men fandt et mørkt og sovende hus. Dagen efter påstod han, at jeg havde overreageret og at han bare var kørt lige hjem i seng.
Vores forhold fortsatte og jeg var stadig forelsket til op over begge ører. Det betød ikke noget, at han indimellem blev rasende på mig over ting, som jeg ikke helt forstod. En gang var det, at jeg ikke havde snakket nok med hans venner til en fest, en anden gang at jeg havde snakket alt for meget med dem.  Det er lidt svært at beskrive selve skænderierne, men herunder er et på skrift. Det opstod, fordi jeg spurgte ham, om det var ok, at jeg tog til en køretime (jeg var ved at tage kørekort på daværende tidspunkt) og dermed tog tidligere hjem fra vores aftale end planlagt. Så vidt jeg husker, udløste det også et skænderi, da vi var sammen og senere udspillede denne samtale sig så altså:

Ikke min stærke side at redigere og kopiere billeder ind - sorry!

En samtale som ovenstående var hverdag i vores forhold. Jeg fattede ikke en skid af det. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at han blev så vred over, at jeg spurgte om det var ok med ham. Der er som sagt ikke noget specielt ved det her skænderi (måske lige udover min kommentar om ikke at gide mit liv mere). Det særlige ved alle vores skænderier var, at jeg altid var bange. En enkelt gang havde han slået mig, utallige gange havde han gjort mine til det, ofte bankede han sine hænder ind i væggen eller døren, en gang rev han en pude i stykker og to gange tog han kvælertag på sig selv. Altid råbte han og altid græd jeg. Rigtig tit fortalte han mig, at jeg var en elendig kæreste. Det var på ingen måde sundt for nogen af os. Jeg ville ønske, at den psykolog jeg gik hos, havde set det. Havde set at der bag mine ord om en sød og støttende kæreste, var en der sagde "det er lidt underligt at være kærester med en freak" da jeg fortalte ham, at jeg skulle på antidepressivmedicin. Men hvordan skulle hun kunne det? Jeg var alt for god til at lyve overfor mig selv og for hende på det punkt.

Et år efter at jeg var stoppet til psykologen, slog jeg endelig op med ham. Jeg kan ikke huske, hvad der gjorde udslaget. Jeg var begyndt at indse, at han ikke kunne gøre mig glad, men kun få mig til at føle mig elendigt til mode. Til slut valgte jeg min egen lykke, og frygtede for hans liv.

Han kom dog hurtigt videre, og da han fik en ny kæreste for et lille års tid siden, blev jeg lidt trist og den følelse hang ved mig hver gang, jeg tænkte på dette nye forhold. Jeg havde lyst til at kontakte hans nye kæreste og spørge hende, om hun blev behandlet ligesom mig, eller om det hele bare var noget, som jeg havde bildt mig selv ind. Men nu er jeg glad. Glad på fryd-måden over at endnu et af hans forhold er brast og glad på lettet-måden over, at hun er fri.

Jeg kan ikke komme på nogen pointe her til slut. Jeg vil gerne have jeres inputs om dette forlængst forliste forhold - for engang imellem sidder jeg helt ærligt stadig med følelsen af, at jeg måske bare bildte mig selv det hele ind, og at jeg bare gerne vil være i offerollen og have medlidenhed.