Skæg + familie = ??

Skægget og jeg er ude i nogle "mød svigerfamilien"-snakke i øjeblikket. Jeg har mødt hans bror og han har hilst på min far, men vi har undgået "rigtige" møder, hvor man sætter sig ned og lærer sin kærestes familie at kende. Jeg er efterhånden klar til det, min familie har været klar vildt længe og Skægget har udskudt det. Han snakker ellers tit om, hvordan han glæder sig til at være i værkstedet med min far eller drille min lillesøster, men selve planlægningen af første møde undgår han helst. Jeg pressede ham lidt i går - spurgte ham, hvor længe han ville have lyst til, at hans fiktive datter skulle date en fyr, før han fik lov at møde ham. 2-3 sekunder, svarede han - præcis som jeg forventede. Det åbnede op for en snak om, at jeg rigtig gerne vil have, at han som minimum får hilst på dem inden han lige om lidt rejser væk i hundrede år. Han gik med til det og har bedt mig finde en dag, hvor det kan føres ud i livet. Først var jeg vildt glad. Endelig. Jeg glædede mig sådan til at vise ham og dem frem for hinanden. Men så, bagefter, føltes det alligevel lidt hult. Han gør det for min skyld. Fordi jeg er klar. Fordi jeg gerne vil have, at de skal møde hinanden. Men jeg tror i virkeligheden ikke, at han er klar.

Når far er den bedste i verden

Min far er en mand af få ord, når det gælder følelser. Han har aldrig været overbeskyttende eller her-er-mit-hagl-gevær-agtig i forhold til mig og de mænd/drenge, jeg har set gennem mit liv. Det har heller aldrig været ham, jeg har gået til, hvis jeg havde problemer med føromtalte hankønsvæsener - eller andre følelsesmæssige problemer.
I dag fortalte jeg mine forældre om Skægget. De er jo ikke dumme, så de har længe vidst, at jeg så en eller anden, men har også vidst, at de ikke skulle spørge om noget, før jeg selv var klar til at fortælle. Og det var jeg så i dag. Så vi snakkede om, hvordan jeg har forsøgt at sløre min forelskelse og ikke fortælle noget særligt om den kære mand, fordi jeg hader presset og hvordan-går-det-med-jer-spørgsmålene, der følger med, når folk ved. at man ser en ny. Men jeg kunne altså ikke tie stille længere med ham her, og desuden plejer mine forældre (især min mor) at stille alle de rigtige spørgsmål for at få mig til at tænke over relationen på en ny måde. Jeg fik også luftet mine bekymringer i forhold til at være vild med nogen vs. være vild med idéen om nogen, og nervøsiteten for at ende i endnu en Mr. Good Guy eller endnu værre Ekskæresten.
Ufatteligt nok, valgte min far helt af sig selv at bringe ovenstående på banen i bilen på vej hjem til mig (Ja, jeg er forkælet nok til at blive kørt hjem indimellem. Halleluja.). Og han var så sød. Og god. Og mand, jeg elsker ham så højt. Vi snakkede lidt om de bestemte ting ved Skægget, som gør mig i tvivl. Og endte med at grine af, hvor dumme og ligegyldige de er. Og så snakkede vi lidt om at nøjes og om min generations hollywood-syn på kærlighed - hvordan det hele skal være perfekt. Jeg kan ikke helt beskrive, hvor fint et øjeblik, vi delte der i bilen, men hvor er jeg glad for at det skete. Især med et udfald hvor jeg føler mig helt rolig omkring Skægget.
"Så længe han gør dig glad og du ikke kan undvære ham".