Kukkuk

Jeg føler egentlig, at det er på sin plads med en lille undskyldning. Jeg havde tilsyneladende ikke særlig stor tiltro til jer, for på "Svenskeren, min kæreste"-indlægget havde jeg forventet, at få mindst et par negative kommentarer ala "har du nu fået en kæreste igen" eller "skal du ikke til at slappe af med de mænd", men i stedet har jeg fået de fineste lykønskninger fra jer. Så undskyld. Og tak!

Forelskelsen er fortsat i fuldt flor. Så meget at jeg snart bliver - eller måske forlængst er blevet - vanvittig. De kloge/de store romantikere siger, at man bliver midlertidigt sindssyg, når man er forelsket, men det har jeg altid tænkt, var en tyk overdrivelse. Jeg mener, jeg er jo et rationelt og velovervejet menneske og kunne ikke i mine vildeste fantasier så meget som tænke på at droppe at finde et job inden for mit eget felt for i stedet at tage til et andet land og lade mig ansatte ved min kæreste. Men det har jeg gjort og dermed kan jeg vidst godt diagnosticeres med full blown sindssyge. Det er kun for en midlertidig periode, hvorefter han flytter til Danmark. Men for dette førhen fornuftige pigebarn bliver det næppe vildere. Grunden er simpel: jeg kan ikke undvære ham og han kan ikke undvære mig. Folk der påstår, at man sagtens kan få langdistance forhold til at fungere enten lyver eller er ikke forelskede. Fordi vi trods alt har nogle forpligtelser i hver sit land, har vi nyligt været uden hinanden i en uge. Foruden at tilse de der forpligtelser og nogle aftaler med familie og venner, brugte jeg tiden i fosterstilling med min telefon i den ene hånd og Ben&Jerry's i den anden. Det bliver man både tyk og ked af det af, så nu er det besluttet, at jeg tager til Sverige i slutningen af måneden. Jeg kommer først tilbage til jul - altså foruden weekendbesøg herhjemme.