Hej og farvel

Jeg har gået og pønset på et nyt indlæg længe. Som i... Flere måneder. Tænkt meget på bloggen i perioder og så i andre perioder glemt alt om den. Det her er egentlig bare et lille pip og på en måde også en afsked. Ser I, siden jeg fandt ud af, at Svenskeren og jeg skulle være seriøse, har jeg haft et stort behov for IKKE at skrive om ham på bloggen. Jeg har haft behov for at værne om hans privatliv og for så vidt også om mit eget. Måske fordi at jeg hos ham har fundet en helt ny form for kærlighed. Jeg har snart kendt ham et år og jeg elsker ham mere end jeg troede muligt. Jeg er vel sågar stadig forelsket selvom vi nu bor sammen og indimellem råber ad hinanden. Men jeg har aldrig fortalt ham om bloggen i ren og skær angst over, at det vil ændre hans opfattelse af mig. Jeg har lyst til at være ærlig overfor ham og det er jeg ikke, hvis jeg skriver om ham på en blog, som han ikke ved noget om. Jeg har lyst til at fortælle ham om den, men den indeholder de mørkeste sider af mit singleliv og jeg er bange for, at han vil elske mig mindre, hvis han læser om de sider.
Jeg har siden bloggens opstart ændret mig og jeg er modnet sammen med bloggen. Den har været et fantastisk sted at give udløb for alverdens tanker og frustrationer - et sted hvor jeg tilmed har været så heldig at blive mødt af ligesindede og stort set ingen fordømmende miner. Bloggen får lov at bestå, for jeg synes, at her er masser af fine tanker og historier, men jeg kommer ikke til at skrive flere indlæg. Medmindre det forfærdelige skulle ske, at Svenskeren går fra mig og efterlader mig med et blødende hjerte. Så kan jeg kun forestille mig et sted at få rigtigt afløb for følelserne: her på bloggen.