Storm

Hold nu kæft. Jeg er et hormonvrag, eller også er jeg bare under virkelig stor indflydelse af min mors meninger og derfor forvirret. Nåmen, Skægget er kommet hjem og gensynet var fantastisk. Vi svævede rundt på lyserøde skyer, havde savnet hinanden for vildt og havde virkelig meget, virkelig god sex. Og så skulle han møde min mor (ja, og resten af familien), hvilket jeg var ret nervøs for. Ikke fordi jeg var nervøs for, hvordan det skulle gå eller lignende, men bare fordi det er enormt vigtigt for mig at min kæreste og min familie kan udvikle et godt forhold til hinanden, og der betyder det første møde bare rigtig meget. Det gik fint og jeg var glad og fortrøstningsfuld. Skægget er heldigvis typen, der bare snakker og han lod sig slet ikke mærke med nogen form for nervøsitet. Efterfølgende snakkede jeg med min mor om besøget. Jeg ville jo gerne høre, hvad hun syntes.

- Det var da hyggeligt, men han er ret... bombastisk. Sådan styrende og dominerende. Det er som om, at han har meget klare holdninger og at der skal meget til for at de kan ændres.

Først blev jeg lidt ked af det. Jeg troede virkelig, at hun godt kunne lide ham, og at hun havde set, hvor vild jeg er med ham. Derefter tænkte jeg, at det var ligemeget, hvad hun mente. Jeg ved jo, at Skægget også er en blød mand, og jeg ved, at han i vores relation til hinanden ikke er spor dominerende. Men i de efterfølgende dage har hendes ord alligevel spøgt i mit hoved og jeg kan mærke, at jeg lægger meget mere mærke til hans såkaldte bombastiske side og sågar bliver lidt irriteret over den. Det er rigtigt nok, at han er lidt grov i sin måde at tale på og at han har meget klare holdninger og en tendens til at generalisere. Jeg har også tidligere været inde på det her med, at han kan fremstå arrogant. Jeg ved, at han er meget mere end det, men lige i øjeblikket ser jeg det kun meget sporadisk. Jeg savner min lyserøde sky, og jeg håber, at dens fravær bare skyldes, at hormonerne i disse dage spurter rundt i min krop - fordi I ved, PMS.