Tinder Update

Nå. For lige at spole tiden lidt tilbage. Selvfølgelig skrev Tinder-fyr 4 efter vores date. At det havde været den hyggeligste aften længe, men at han kun havde lyst til at ses igen for sex, følelsesmæssigt var han nemlig ikke helt på. Whatever. Han var lækker og hvis han skriver igen, siger jeg ikke nej selvom det kun er til sex.

Så var der jo ham, der var 15 år ældre end mig, og som godt nok ikke var fra Tinder, men som var god sex. Han har også skrevet, uden at nævne et ord om sex, men det ligger ligesom i kortene, at det aldrig kan blive til mere mellem os.

Gad vide om man kan knalde sig ud af en depression?

Anyways, så står det ret stille på Tinder. Jeg har uoverskueligt mange matches, men halvdelen af dem var turister og dermed i gennemsnit 1000 km væk nu, resten skriver ikke til mig, medmindre det er fredag og de er fulde. Derudover har jeg ligesom glemt, hvad og hvordan man skriver til sine matches. Måske fordi jeg ved, at en Tinder-date lige nu er en dårlig idé.
Faktisk har jeg en flere uger gammel aftale i denne weekend, men eftersom vi ikke har skrevet sammen siden, vi lavede den og jeg egentlig ikke gider, så bliver det nok ikke til noget.
Det er også okay. Som I ved, var jeg jo til psykolog i torsdags. Det var godt. Hun lavede en liste over de ting jeg skal prioritere allerhøjest den næste tid:
1. at sove ("tag en morfar, en farfar, så mange bedsteforældre du kan")
2. at være alene
3. at dyrke nærende aktiviteter (dvs ting der er rare lige nu, fx at spise cocopops)

Tinder passer ikke så godt ind i dét liv. Byture gør heller ikke, så derfor er dette første weekend i 100 år uden alkohol og sene nattetimer. Det føles lidt mærkeligt, men sundt nok.

Psykologen nævnte desuden, at hun ikke tror, at jeg kan holde til at have så stor en hemmelighed for min far. Og at jeg skulle gå hjem og tænke over det. Indtil videre har jeg skubbet det i baggrunden, men i virkeligheden er det nok fordi jeg godt ved, at hun har ret.

Forresten har jeg sovet fra kl 01 til kl 11 i nat. Jeg er nu der, hvor jeg overvejer første morfar. Punkt 1 på psykolog-listen går da ret godt.

Størrelse ?

I en kommentar på Miriams femina/plus size debbat skrev Miriam at Asos og Topshop har linier, som gør at man kan shoppe efter højde. Det er præcis, hvad jeg har brug for, tænkte jeg, da jeg læste det og skyndte mig ind på Topshops hjemmeside. Her blev jeg mødt af "shop by fit" med følgende kategorier: tall, petite, maternity, mini. Men så var det, at min egen krop spændte ben for mig. For jeg er lav, så umiddelbart ville petite være fint for mig. Bortset fra at jeg har former, og det har man tilsyneladende ikke hvis man er lav ifølge standard størrelserne. Egentlig er jeg en str. 34-36 i bluser, men mine bryster kan aldrig være i de størrelser, så derfor ender jeg altid i str. 38-40, som næsten passer over brystet, men som så til gengæld er for stor og lang alle andre steder og som får mig til at se lidt tyk ud. Og hvor er jeg bare træt af det. For helt ærligt, jeg har ikke kæmpe store bryster, jeg har åbenbart bare for store bryster til, at kunne passe i standard størrelserne. Jeg er ikke engang rigtig kurvet, jeg er bare ikke uden former og det skal man tilsyneladende være for at kunne passe str. 34-36. Hvis nogen kan fortælle mig, hvor man kan købe tøj til en krop, der ikke passer til standarden, så må I endelig sige til. Jeg ved jo, at jeg ikke er den eneste med dette problem. Jeg ser i hvert fald bh'er, som titter frem i siderne, fordi toppen er for stram over brystet, på daglig basis.

Cocopops

Jeg har købt cocopops. Og nu spiser jeg cocopops. For anden gang i dag. Farvel sunde livsstil.

Den anden dag fik jeg et mindre break-down og ringede stor-tudende til min mor. Og bad hende komme og hente mig, så jeg kunne sove på på mit barndoms værelse. Det gjorde hun. Dagen efter overtalte hun mig til at ringe til lægen og få en tidligere tid end den om to uger. Så derfor var jeg til lægen igår. Hun vil helst ikke starte mig op på antidepressiv, men mener, at jeg kan få mere gavn af pskyologtimer. Jeg er enig. Men, sagde hun så, kassen til psykologtilskud til depressive er sgu tom, så du kan ikke få tilskud og der er forresten ventetid på op til 4 måneder på langt de fleste psykologer lige nu. Ka' du hyg' dig. Det lykkedes mig dog på egen hånd at finde en psykolog, da jeg senere kom hjem. Og sådan gik det til at jeg om en lille times tid, skal krænge mit inderste ud foran en vidt fremmed med en fin uddannelse for mors penge. Ikke at jeg ikke glæder mig, det gør jeg faktisk. Men jeg har sgu ikke så meget lyst. Og sådan gik det til at jeg købte cocopops. Og at jeg lige snupper en skål mere.

Et stort "nej tak" herfra

For tre år siden havde jeg en depression, som for tre år og en måned siden gjorde, at jeg lige var en tur inde og vende på psykiatrisk afdeling. Men det var ok. For jeg havde sagt til og bedt om hjælp, jeg havde erkendt, at jeg havde det udover det sædvanlige dårligt, og så var jeg allerede kommet rigtig langt. Så jeg gik til psykolog og fik antidepressiv medicin, og da det blev sommer igen, var jeg rask. Det lærte mig rigtig meget lige at kysse bunden og i dag er jeg nærmest glad for, at jeg var der, men stort nej tak til nogensinde at skulle derned igen. Jeg har været på vej derned igen. Hver vinter er jeg en lille smule truet, men jeg lærte en masse fine teknikker dengang, det var slemt, så om vinteren lykkes det mig altid at hive mig selv op igen. Men nu er det noget andet en den almindelige vinterdepression. Nu er det frit fald direkte mod bunden. Det er ligesom et tog, der bare kører og jeg skulle jo forhelvede have været af for længe siden. Jeg har ringet til min læge og fået en tid. Til om hundrede år. Jeg kan ikke få en akut tid, for jeg er ikke akut. Langt fra. Jeg kender bare mig selv og jeg har alle tegnene på, at det her kun kan gå galt, hvis jeg ikke gør noget. Så nu har jeg gjort det igen. Bedt om hjælp. For jeg er pisse bange for at ende dér igen.


Sidder du og har det lidt ad helvedes til og er uengageret i dit eget liv? Så snup lige den her test.

Tinder-date 4

Har pt. lige lidt svært ved at følge med. Var på fjerde tinder-date i går. Hjemme hos ham. Hvilket man ikke må! Tænk, hvis han havde været øksemorder. Det var han heldigvis ikke. Bedste tinder-date hidtil. Ved ikke, hvad jeg mere skal sige. Jeg har sjældent håbet så meget på at høre fra en fyr igen. Og samtidig været så usikker på om han skriver igen. Han har for faen først lige oprettet sig på tinder. Han har masser af damer, som han lige skal se an først. Lort. Gider ikke en gang i detaljer fortælle jer hvordan daten forløb. Den var god, okay. Please, skriv Tinder-fyr 4.

I Just Had Sex

Og så er det fandme ikke engang løgn. Det fortjener næsten en applaus, at jeg i virkelig-virkelig fuld tilstand formåede, at charmere en fyr i går. En lav mand, jovist, men pæn og sød.
Positivt overrasket over hvor godt sex kan være efter så mange måneder med dårlig Mr.GoodGuy-sex eller ingen sex.
Positivt overrasket over at så lille mand kan bære rundt på noget så stort mellem benene.
Negativt overrasket over at han er 15 år ældre end mig.
Positivt overrasket over at han kyssede mig farvel midt på gaden i dag og sagde at vi ses igen.
Bliver positivt overrasket hvis han rent faktisk skriver, at han gerne vil ses igen. Men whatever.
Pointen er, at jeg troede at sex med en vidt fremmed, mens man er godt fuld, var dømt til at være dårligt. Og at jeg var dømt til at føle mig lidt ulækker og utilpas dagen efter. Men jeg har det lige modsat. Dette er en opfordring til bare at gå ud og gøre det - og så lade være med at fortælle sin fremtidige kæreste sit tal ;) Måske er jeg stadig lidt fuld.

Bare et tal?

Jeg snakkede med en af mine allerbedste venner om den pige, som han ser i øjeblikket. Han ved ikke helt om det skal være noget; han synes, at der er en del ting, der taler imod, at de skulle passe sammen. En af tingene er antallet af mænd, som omtalte pige har været sammen med - især i løbet af det sidste års tid. Hun har haft en del one-night stands og det synes min ven ikke er fedt. Han siger, at det ville være noget andet, hvis hun havde haft 6-7 kærester i løbet af dette år, fremfor 6-7 one-nighters.

Personligt er jeg i tvivl om, hvad jeg skal mene.

På den ene side synes jeg, at man skal have lov til at gøre præcis som man vil (hvis det vel at mærke er lovligt, man passer på sig selv og man gør det med respekt og omtanke for andre).

På den anden side kan jeg bare godt følge hans tankegang om, at det skriger af usikkerhed/behov for opmærksom og at han ikke synes, at det er frækt, at hun har spredt benene det antal gange indenfor det sidste år. Jeg væmmes jo også lidt ved mig selv, når jeg i perioder af mit liv skider på, hvad andre tænker, og er sammen med de mænd, som jeg mere eller mindre impulsivt får lyst til.

I virkeligheden er min holding jo den første; gør hvad du vil, men når jeg alligevel føler mig beskidt, når jeg fører det ud i livet, må det jo være fordi samfundet, og nok i særdeleshed min omgangskreds farver mig med, at jeg BØR føle mig beskidt og billig. Så måske er mit eget tal ikke bare et tal. Måske møder jeg en fyr en dag, som også vil sætte det på minus-listen, hvis jeg fortæller ham, hvor mange jeg har været sammen med i alt (ikke indenfor det sidste år i mit tilfælde - for så ville han nok være pænt ligeglad, så dødt som det har været).

Pointen med det her indlæg, hvis der da er nogen, er vel, at jeg synes, at det er kamp-latterligt, at andre mennesker skal bestemme om ens tal er ok eller ej. Og at det ligefrem skal have en betydning, når man prøver at finde ud af, om noget kan lede til et forhold eller ej. Hvis man er forelsket, er man forelsket og hvis vedkommende, som man er forelsket i, har været sammen med en masse andre, men har det godt med det, så kan man da være ligeglad.. Man bør da i hvert fald forsøge at være ligeglad. Jeg havde en kæreste, der ikke var ligeglad og som til mit åbne ansigt kaldte mig billig, da han hørte mit tal. Jeg havde det som sådan ikke dårligt med mit tal inden denne udtalelse, på trods af et par ups'ere, men jeg skal love for, at jeg fik det dårligt med det bagefter. Derfor rådede jeg min ven til at droppe hende pigen, hvis det virkelig var noget, der var altoverskyggende for ham, men ellers så være ligeglad. Det er jo bare et tal og et højt tal er ikke lig med illoyalitet og utroskab.

Blown away

Så øhm..

Da jeg loggede ind på blogger for et kort øjeblik siden, var der sket et eller andet vildt med min statistik. Noget med firecifrede tal. Hvilket altså ikke stemmer overens med at have en mikro-lille blog. Så først tænkte jeg, at det var nogle scam-sider eller sådan noget. Så loggede jeg på bloglovin, hvor tallet er gået til tocifret. Så tænkte jeg noget med, at være blevet hacket. Nej, jeg har absolut ingen idé om hvordan sådan noget sker. Så opdagede jeg Miriams lille stunt. Men jeg tror altså stadig ikke rigtigt på det.

I virkeligheden loggede jeg på blogger for at skrive lidt om Mr. Good Fucking Irriterende Guy. Mindre sammenstød i fredags hvor vi var endt til samme fest. Jeg gik på toilettet og da jeg kom ud stod han og spærrede vejen tilbage til festen. Føltes lidt som et bagholdsangreb. Noget med om vi ikke godt please kunne snakke sammen. Igen, igen, igen. Og nej. Men så alligevel jo. Så vi gik udenfor. Ham i sin store jakke, mig i bare arme. Og snakkede. Han græd lidt, men det er vel efterhånden ingen overraskelse. Jeg græd også lidt, men det var på grund af mor. Hvilket jeg gudskelov havde nok sense til ikke at fortælle ham om. For at opsummere samtalen:

- Han siger, at jeg virker sur på ham i dag

- Jeg er uforstående - jeg hilste da og alt muligt?

- Han holder fast ved det

- Jeg siger, at det da også var pænt mærkeligt, at han tog lidt på min venindes lår. En veninde han ikke brød sig særlig meget om, da vi var sammen

- Han begynder at græde og benægter

- Jeg siger whatever. Det er koldt, jeg vil videre, videre, videre

- Han siger kom tilbage til mig

- Nej

- Ovenstående gentager sig af et par omgange

- Han siger, at han har det så hårdt

- Jeg siger, at han ikke aner, hvad hårdt er (det var her, jeg skulle have stoppet mig selv)

- Han leger Ygritte; You know nothing, Jon Snow

- Jeg får tårer i øjnene

- Han prøver, at give mig et kram

- Jeg siger, at han skal lade være med at røre mig

- Han plager om, at fortælle hvad der sker

- Jeg går min vej og siger at han skal skride

Så det var en god aften. Men den er jo ikke helt slut der. Sammen med en ven, som er vores fælles, tager jeg videre i byen. Denne ven får noget i nærheden af 21947589746589 opkald fra Mr. Good Guy, som tilsyneladende tror, at vi er taget hjem sammen. Der er noget galt med den mand. Og det siger jeg med et par objektive briller på.

Tinder-date 3

Hold lige fast, for nu går det altså stærkt. En date om ugen, åbenbart.
Jeg havde jo egentlig lavet en second-date med Tinder-fyr 2, men så kom jeg til at droppe den.. Det var lidt tarveligt, men jeg gjorde op med mig selv, at der var intet andet godt at komme efter end kys, og så kunne det være ligemeget. Især fordi han vidst godt kunne lide min personlighed også. Så tak, men nej tak.

Nu ville omstændighederne så, at en anden fyr som jeg har skrevet med på Tinder i en måneds tid, kom til København et par dage. Han er fra Århus og vi har flere gange forbandet de mange kilometer, der har været imellem et første møde. Men nu kom han altså og jeg fik hans nummer, så vi lettere kunne finde hinanden. Jeg er en nysgerrig sjæl, så jeg indtastede hans nummer på Krak.dk, fandt frem til hans fulde navn og smed det ind i søgefeltet på Facebook. Should not have done that. Mindst 10 kg tungere og med poser under øjnene som vel udgjorde det for 500 gram hver. Men nu havde jeg jo sagt ja, og kemien på skrift havde været skide god.

Vi kom ikke så godt fra start, kan man sige..
Jeg var forsinket og kunne ikke rigtigt tage mig sammen til at skynde mig.
Da jeg stod og ventede på bussen (som jeg havde skrevet til ham, var forsinket) ringede han. I røret fik jeg et styk virkelig træt og gnaven mand. Som egentlig hellere ville hjem til Århus end vente yderligere 20 min på mig. På daværende tidspunkt var jeg blevet stædig, nu havde jeg trods alt skiftet tøj og gjort lidt ud af mig selv, så nu ville jeg mødes og finde ud af om de poser virkelig var så tunge. Han gik med til at vente og da vi mødtes, havde han vidst fået noget at spise. Han var i hvert fald stor-smilende og den gnavne mand fra telefonen var pist væk. Poserne var tunge og maven ligeså, men jeg skød det til side og sammen gik vi en tur langs søerne og han købte mig en drink på et hyggeligt lille sted.

Jeg aner ikke hvor i Århus han bor, om han har en roomie, hvor langt han er i sin uddannelse, om han har nogen søskende eller nogen andre af de ting, som jeg ellers normalt får at vide på en første date. Men der var slet ikke tid til at tale om den slags banaliteter! Snakken flød om løst og fast, men mest om fast. Det viser sig, at vores såkaldte værdier er meget ens og vi kunne tale i uendeligheder om ting, som ville kede andre til døde. Så det gik jo godt. Lidt træt af Århus på nuværende tidspunkt.

Mor

"Var det ikke noget med at din mor var en totalt so der lige var ved at smadre hele familien, eller som måske faktisk gjorde det?", spørger I nok.
Jo.
"Og hvordan står det så til med det?"
Ad helvedes til. Men det er lidt skægt. Ser I, jeg kan ikke kigge min mor i øjnene, når jeg ser hende in real life. Men jeg kan godt snakke i telefon med hende om hvor dum min lejlighed er fordi den ikke gør sig selv ren eller hvor latterligt et system min uddannelse kører med, når de ikke ligger et skemaet for det kommende semester op før dagen inden det starter.
Tragikomisk.
Oppe i mit hoved foregår der alt muligt, som mor ikke kommer til at høre om. Der er noget med hævn, noget med at google hans navn og finde frem til hans familie. Og så er der noget med at være fornuftig, og lad-være-med-at-ødelægge-andres-glansbilled-familie. Så er der noget med hvem af mine venner, som jeg kan sige det til. Nogen som måske rent faktisk ville have noget brugbart at sige. Nej, jeg ved da virkelig heller ikke hvad det skulle være.

Oven i det hele er det som om, at min mor total har glemt at jeg fandt hendes største hemmelighed. Det er vel måske faktisk grunden til at det hele er blevet rodet igen. Hvordan kan hun ikke have trukket mig til side og snakket med mig om det her endnu? Hvordan kan hun lytte og svare præcis som hun plejer? Hvordan kan hun regne med, at hvis vi ikke snakker om det, så ryger det nok i glemmebogen, og så er vi en stor fucking lykkelig familie igen? Og er der for helvede ikke snart nogen, der kommer forbi med noget chokolade?