mandag den 24. marts 2014

Helt og aldeles uundværlig

For efterhånden længe siden faldt jeg over den fineste kalender på instagram og så igen efter par uger efter på en blog. Og så kunne jeg ikke få den ud af mit hoved. Jeg fandt den på ebay, men den størrelse jeg gerne ville have, var ikke in stock på det tidspunkt. Efter 14 dage fandt jeg den på amazon til lidt flere penge, men jeg kunne simpelthen ikke vente med at få bestilt den hjem.
Nu er den ankommet og jeg elsker alt ved den.
Og så er den endda kommet ekstra langvejs fra:



Som overskriften antyder er kalenderen allerede uundværlig og spækket med aftaler for hver eneste dag. I love it! Som bonus har den sådan en skæg duft af noget mint-agtigt.

søndag den 9. marts 2014

Rystet i min grundvold

Jeg ligger i sengen ved siden af Mr. Good Guy. Jeg har ryggen til ham, men bag mig putter han sig tæt ind til mig og det hele føles trygt og rart. Jeg sover ikke helt, men alligevel gør jeg.
"Jeg elsker dig"
Jeg springer op og vifter med armene og får råbt "hvad sagde du?". Jeg falder tungt ned mod madrassen igen og sover videre. Måske er de tre små magiske ord ikke blevet hvisket bag mig. Måske er det bare en drøm.

Et par timer senere ligger jeg i sengen ved siden af Mr. Good Guy. Jeg har ikke længere ryggen til ham, men ligger og krammer ham. Det føles stadig lige trygt og rart. Jeg sover ikke, jeg ligger bare og nyder ham.
"Jeg elsker dig"
Jeg springer ikke op. Jeg stivner. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. På studiet har jeg lært at freeze-reaktionen er en af de tre frygt-reaktioner. Og jeg er sgu bange. Jeg elsker ikke ham. Ikke endnu, i hvert fald. Det får jeg også sagt til ham. Han siger at det er okay. Der er jo kun gået to måneder.





Et par dage efter er jeg fortsat rystet helt indtil knoglerne. Jeg er så vild med den mand, men efter de tre ord er det som om at jeg har trukket mig lidt tilbage følelsesmæssigt. Ufrivilligt, vel at mærke. Jeg benytter mig af en af de andre frygt-reaktion, nemlig flugt. Nærmere bestemt er jeg  flygtet på weekend hjem til mor og far. For at få et break fra det hele og være barn igen for et par dage (bogstaveligtalt: har sovet i lyserødt sengetøj, spillet computerspil og er blevet puttet i seng af min far)

tirsdag den 4. marts 2014

Mandag

2.30 Det er slut med den røde løber til The Oscars og jeg falder lidt hen.

3.16 Vågner og opdager at fjernsynet stadig kører. Slukker uden at tænke over hvad skærmen egentlig viser.

6.30 Vækkeuret ringer. Røv

6. 32 Indser at jeg fortsat er syg og nok må blive hjemme

6.33 Indser at det betyder at jeg skal være syg med selskab af et par håndværkere

6.35 Går i bad

7.00 Har tøj på og er så klar som muligt til at håndværkerne kommer

7.15 Indser at håndværkerne nok ikke starter i min lejlighed

7.17 Kravler tilbage i seng ledsaget af min computer. Det er ok at der ikke er kommet nogen håndværkere endnu; jeg ser bare Oscar showet, som jeg jo lå og snorkede til.

7.20 Hvorfor ligger showet ikke på Tv2Play?

7.21 Googler en masse

7.23 I min søgen opdager jeg flere og flere spoilers, selvom jeg virkelig prøver at lukke øjnene.

7.26 Efterhånden lidt i panik. Seriøst, hvor kan jeg se det henne?!

7.30 Det banker på døren. Det er en håndværker der siger, at de lukker for vandet om lidt og at jeg nok hellere må tappe noget vand. Mens han smiler over at mit hår er vådt og mine øjne er røde. Skrid.

7.32 Tapper et enkelt glas vand. Har jo allerede fyldt en 2L colaflaske og to 0,5L op med vand.

7.33 Kravler tilbage i seng og leder videre efter showet.

7.35 Nyser så kraftigt at noget slim kommer med op. Det smager klamt. Rigtig klamt. Er frosset fast i sengen med klam i munden.

7.37 Opdager at der står noget toiletpapir inde for rækkevidde. Er reddet.

7.40 Kommer i tanker om at planen var at koge et æg til morgenmad. Står op for at fylde en gryde med vand.

7.41 Der er ikke noget vand.

7.42 Går slukøret tilbage i seng. I det mindste kan jeg snuppe en lille lur, håndværkerne skal trods alt igennem mindst 1 lejlighed før de kommer til min.

7.47 Øredøvende larm starter fra lejligheden nedenunder. De skal åbenbart bore en masse.

7.59 Øredøvende larm starter fra lejligheden ovenpå. Hvad med mig?

8.05 Ok, det er min tur. Det første håndværkeren siger er at han skal skrue mit skoskab i gangen ned. Neeeeej.

8.10 Han fløjter. Jeg bliver så glad for det her.

16.00 Alt er væk. Intet ligner sig selv. De har sågar taget mit toilet. Det står i gangen sammen med håndvasken og shampo, balsam, intimsæbe og min skraber. Som den 55 årige håndværker selv har flyttet.

16.03 Flygter til træning og derefter hjem til Mr. Good Guy hvor jeg bliver forkælet med drinks og grin til langt ud på natten.