Rystet i min grundvold

Jeg ligger i sengen ved siden af Mr. Good Guy. Jeg har ryggen til ham, men bag mig putter han sig tæt ind til mig og det hele føles trygt og rart. Jeg sover ikke helt, men alligevel gør jeg.

"Jeg elsker dig"

Jeg springer op og vifter med armene og får råbt "hvad sagde du?". Jeg falder tungt ned mod madrassen igen og sover videre. Måske er de tre små magiske ord ikke blevet hvisket bag mig. Måske er det bare en drøm.

Et par timer senere ligger jeg i sengen ved siden af Mr. Good Guy. Jeg har ikke længere ryggen til ham, men ligger og krammer ham. Det føles stadig lige trygt og rart. Jeg sover ikke, jeg ligger bare og nyder ham.

"Jeg elsker dig"

Jeg springer ikke op. Jeg stivner. Jeg aner ikke hvad jeg skal sige. På studiet har jeg lært at freeze-reaktionen er en af de tre frygt-reaktioner. Og jeg er sgu bange. Jeg elsker ikke ham. Ikke endnu, i hvert fald. Det får jeg også sagt til ham. Han siger at det er okay. Der er jo kun gået to måneder.

Et par dage efter er jeg fortsat rystet helt indtil knoglerne. Jeg er så vild med den mand, men efter de tre ord er det som om at jeg har trukket mig lidt tilbage følelsesmæssigt. Ufrivilligt, vel at mærke. Jeg benytter mig af en af de andre frygt-reaktion, nemlig flugt. Nærmere bestemt er jeg  flygtet på weekend hjem til mor og far. For at få et break fra det hele og være barn igen for et par dage (bogstaveligtalt: har sovet i lyserødt sengetøj, spillet computerspil og er blevet puttet i seng af min far)