Om at blive afvist

I går da Skægget og jeg krøb ned under dynerne, fik jeg lyst til ham, så jeg indledte et par lange kys. I ved, af den slags, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der skal ske. Han gengældte dem og de udviklede sig hurtigt til hede kys. Han lod sine hænder glide langsomt ned af min bare ryg og jeg lod min finde vej ned ad hans mave. Han gjorde mine til, at jeg skulle være ovenpå ham, så det gjorde jeg. Kyssene var fyldt med passion og jeg var så klar til, at han tog mig. Indtil han midt i et kys trak sig ud af det og sagde: "jeg kan sgu ikke i aften, skat". Jeg stivnede og så overrasket ind i hans øjne, som stadig var helt tæt på mine. En følelse af total ydmygelse skyllede ind over mig og væltede mit indre omkuld. Jeg kravlede ned af ham, lagde mig ved siden af ham og trak dynen over mig. "Sorry", sagde han. Jeg undgik hans blik ved at kigge væk og lukke øjnene. Han trak mig indtil sig i en lang undskyldende omfavnelse. Alt ved hans kropssprog og ansigtsudtryk skreg "undskyld", og alligevel kunne jeg bare slet ikke ryste følelsen af ydmygelse af mig. Han sagde ikke noget - og så blev jeg ked af, at han ikke spurgte indtil, hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Hvis han havde spurgt, ville jeg sandsynligvis ikke vide, hvad jeg skulle svare - udover at jeg godt ved, at det ikke havde noget med mig at gøre, at det bare var understellet, der ikke lige ville efter en lang og udmattende dag. Men jeg fik associationer til tiden med Ekskæresten, hvor ydmygelse var en velkendt følelse i forbindelse med at lægge op til sex. Min ekskæreste fortalte mig gentagende gange, at han gerne ville have, at jeg lagde mere op til sex, men når jeg gjorde det, blev jeg afvist langt de fleste gange og sjældent på en pæn måde. Dét ville jeg nok have fortalte Skægget, hvis han havde spurgt.

Vent, hva?

Jeg føler mig helt skør i øjeblikket. Skægget bor her et par uger, fordi de laver badeværelse i hans lejlighed. Det er primært vildt hyggeligt og rigtig dejligt at lege hverdag sammen. Og så alligevel..

De første par dage var jeg fyldt op af lykke, i dagene efter var jeg fortvivlet og kunne ikke se forholdet holde i længden. Nu er jeg på lykke igen. Det er som om, at min hjerne kører noget bipolar med det her, men måske er det bare, fordi det er overvældende at bo sammen med nogen, når man har boet alene i flere år.