Voksensnak

Stormen er så småt ved at stilne af og jeg har opdaget, at jeg nærmest er voksen. Jeg endte nemlig med at tage en snak med Skægget om den storm, der efterhånden fyldte mine tanker de fleste vågne timer. Han tog det pænt, selvom han selvfølgelig blev ked af det og bange for, at jeg vil gå fra ham. Det hjalp mig rigtig meget at få snakket om det, se hans reaktion og høre hans tanker. Bagefter følte jeg mig helt opløftet og siden da har jeg ikke tænkt på ham på samme måde som, da stormen raste.

Det er noget af det mest voksne, jeg har gjort i en relation til et andet menneske, sådan at tage en snak om noget så svært. Jeg vil klart anbefale det, hvis man kan holde det i en sober og betænksom tone. Det kræver selvfølgelig også, at man har en voksen-agtig kæreste, der ikke har brug for at råbe og skrige.

Det her indlæg blev ultra kort, men jeg har altså ikke mere at tilføje til den sag. Jeg tror på, at stormen bare var et bump på en ellers utrolig lige vej. Desuden er jeg møgtræt. Kl 20 på en begivenhedsløs fredagaften. Jeg er i sandhed blevet voksen.

Stormen raser

I dag forestiller jeg mig, at de fleste bloggere dedikerer et indlæg til Paris og alt det frygtelige, som er sket dernede. Det vil jeg ikke gøre. Jeg kan ikke sætte nye og bedre ord på det end alle andre, så derfor lader jeg være. Jeg synes, at det er forfærdeligt og jeg er ligeså rystet og føler mig ligeså magtesløs, som jeg forestiller mig, at andre gør. Men det er ikke det, som det her indlæg skal handle om. I lyset af Paris ser min storm uendelig lille ud, men i mit hoved fylder den meget. Jeg er i et forhold, som jeg normalt er rigtig glad for at være i. Der har ikke været nogen store skænderier eller dramaer på noget tidspunkt og jeg har meget ofte følt mig helt igennem lykkelig og meget forelsket, for ikke at nævne tryg og lyttet til. Jeg kan med hånden på hjertet sige, at det sidste år har været et af de bedste siden jeg var barn. I ethvert forhold går det op og ned og det her forhold har egentlig føltes som en stor optur det meste af tiden. Lige nu befinder jeg mig imidlertid i en kæmpe nedtur, hvad det angår, og det er dybt frustrerende og forvirrende. Jeg ved i øjeblikket ikke, om jeg kan se mig selv flytte sammen med ham og på sigt stifte familie. En kvinde fortalte mig engang, at hendes store kærlighed blev reduceret til "mit barns far" ligeså snart babyen var ude af kroppen. Dermed ikke sagt, at hun ikke elskede ham mere, men lige pludselig var der noget, der var vigtigere og hendes forhold til ham gik fra romantisk til praktisk. De af hans kvaliteter der nu var vigtigst for hende byggede på praktiske og venskablige egenskaber - gnisten, kærligheden og det fysiske og seksuelle samvær trådte i baggrunden. Omend jeg synes, at denne kvinde satte familie- og ægteskabslivet lige vel meget på spidsen, synes jeg også, at hun havde en god pointe. Nemlig at nogle af de vigtigste kvaliteter i et forhold er venskab og samarbejde. Jeg er sikker på, at Skægget og jeg styrer på samarbejdsfronten, men selvom han engang ytrede, at han godt kunne være venner med mig, er jeg ikke så sikker på, at det også gælder den anden vej rundt.

Jeg håber virkelig, at ovenstående er et resultat af en mindre nedtur i parforholdet og at jeg (og dermed vi) snart er på vej opad igen. Jeg vil det så gerne.

Storm

Hold nu kæft. Jeg er et hormonvrag, eller også er jeg bare under virkelig stor indflydelse af min mors meninger og derfor forvirret. Nåmen, Skægget er kommet hjem og gensynet var fantastisk. Vi svævede rundt på lyserøde skyer, havde savnet hinanden for vildt og havde virkelig meget, virkelig god sex. Og så skulle han møde min mor (ja, og resten af familien), hvilket jeg var ret nervøs for. Ikke fordi jeg var nervøs for, hvordan det skulle gå eller lignende, men bare fordi det er enormt vigtigt for mig at min kæreste og min familie kan udvikle et godt forhold til hinanden, og der betyder det første møde bare rigtig meget. Det gik fint og jeg var glad og fortrøstningsfuld. Skægget er heldigvis typen, der bare snakker og han lod sig slet ikke mærke med nogen form for nervøsitet. Efterfølgende snakkede jeg med min mor om besøget. Jeg ville jo gerne høre, hvad hun syntes.

- Det var da hyggeligt, men han er ret... bombastisk. Sådan styrende og dominerende. Det er som om, at han har meget klare holdninger og at der skal meget til for at de kan ændres.

Først blev jeg lidt ked af det. Jeg troede virkelig, at hun godt kunne lide ham, og at hun havde set, hvor vild jeg er med ham. Derefter tænkte jeg, at det var ligemeget, hvad hun mente. Jeg ved jo, at Skægget også er en blød mand, og jeg ved, at han i vores relation til hinanden ikke er spor dominerende. Men i de efterfølgende dage har hendes ord alligevel spøgt i mit hoved og jeg kan mærke, at jeg lægger meget mere mærke til hans såkaldte bombastiske side og sågar bliver lidt irriteret over den. Det er rigtigt nok, at han er lidt grov i sin måde at tale på og at han har meget klare holdninger og en tendens til at generalisere. Jeg har også tidligere været inde på det her med, at han kan fremstå arrogant. Jeg ved, at han er meget mere end det, men lige i øjeblikket ser jeg det kun meget sporadisk. Jeg savner min lyserøde sky, og jeg håber, at dens fravær bare skyldes, at hormonerne i disse dage spurter rundt i min krop - fordi I ved, PMS.