Latenight-tanker om et par akavede dage

Jeg skylder vel lidt en forklaring på føromtalte akavethed på besøget hos Roomien. For at gøre det, må jeg nok se det hele lidt i retroperspektiv.

Jeg ved ikke helt, om jeg tror på ægte kærlighed eller at der findes en eneste ene derude et sted. Men jeg tror på, at nogle mennesker er rigtige for hinanden. Rigtige i den forstand at de får det gode frem i hinanden, og at de vokser og trives sammen. Jeg ved ikke, om man bliver ved med at være rigtige for hinanden i al evighed. Måske kan man være rigtige for hinanden i et kort øjeblik. Sådan tror jeg, at det var med Roomien og mig. Vi var rigtige for hinanden, da vi mødtes. Han var i hvert fald rigtig for mig. Jeg vidste det fra første gang, jeg så ham; da han bankede på min værelsesdør for at byde mig velkommen til det bofællesskab, hvor jeg skule tilbringe to måneder i forbindelse med mit udenlandseventyr.
Uden at sige noget hjalp han mig til at indse, at Skægget og jeg ikke passede sammen og jeg voksede så meget i samtalerne med ham. Jeg tror også, at jeg hjalp ham. I bund og grund var han en stor del af, at mine to måneder i udlandet blev så vellykkede.
Da vi aftalte, at jeg skulle besøge ham inden, jeg begyndte på mit nye job, forventede jeg derfor, at det ville blive lige så dejligt og givende, som de to måneder var. Han hentede mig i lufthavnen og inden vi havde forladt ankomsthallen, vidste jeg, at det ikke ville blive ligesom mit udenlandsophold. Samtalen var træg, akavet og der var virkelig meget af den der ukomfortable stilhed.
Ved ankomsten til hans nye hjem måtte jeg indrømme, at jeg var virkelig træt efter min rejse og at jeg bare gerne ville ligge ned. Han førte mig ind i sit soveværelse og tilbød mig den ene side af sengen, mens han selv lagde sig i den anden. Dette var der ingenting overraskende i - vi tilbragte meget tid i sengen, da vi boede sammen, fordi det var det eneste sted, vi kunne snakke i fred for vores andre roomies. Han knugede mig ind til sig, gav mig kram efter kram og kyssede mig på panden. Da han prøvede at kysse mig på munden, trak jeg mig væk. Jeg forklarede, at jeg ikke havde lyst - at jeg havde lyst til, at vi bare skulle være venner nu. Det var egentlig ikke en følelse, jeg havde været bevidst om før, men i det øjeblik vi lagde os i sengen, var den overvældende. Fra da af trak han sig og tilbragte meget tid med at ryge cigaretter på terrassen eller kigge ned i sin mobil. Alt ved ham signalerede, at han ikke havde lyst til, at jeg skulle være der. Jeg havde heller ikke lyst til at være der, men tilbragte alligevel to meget lange og regnfulde dage sammen med ham.

Vores relation gav så meget mening under mit udenlandsophold, men jeg tror, at vi har fået alt det, vi kunne få fra hinanden. Eller, jeg har i hvert fald fået alt det, jeg kunne få fra ham. Eller også er det bare fordi, min interesse ligger andetsteds. Jeg ved det ikke, men jeg tror fortsat på, at det var helt rigtigt at vi mødte hinanden - at der var en mening med det. At vi (eller jeg i hvert fald) skulle udvikle os. Det gjorde vi (jeg?) og nu er der så ikke mere tilbage - vi er ikke længere rigtige for hinanden.