Svenskeren, min kæreste

Da jeg gik fra Skægget lovede jeg mig selv, at jeg skulle være single i mindst et år, så da jeg oprettede mig på Tinder, happn og Badoo var det for at se på mænd og have det lidt sjovt. Imellemtiden mødte jeg et par mænd udenom datingappsene og lod mig betage flere gange. I et af mange forsøg på at vriste mig fri af endnu et crush (Skyen), som jeg godt vidste mest handlede om sex fra hans side, sagde jeg ja, da en pæn svensker på Tinder inviterede mig ud på en øl. Dagen efter den svensktalende date fortalte jeg min veninde, at jeg havde lyst til at gifte mig med ham. Overdrivelse fremmer forståelsen, ved I. Pinligt bevidst om min lynhurtige evne til at blive betaget og mit løfte til mig selv om at være single, mødte jeg Skyen til en fest dagen efter daten med Svenskeren. Men fra da af var Skyen ikke længere interessant. Han blev flad og kedelig for mig og pludselig var tankerne om ham skiftet ud med tanker om Svenskeren. Ulig de andre mænd som jeg, siden mit brud med Skægget, havde været betaget af, var Svenskeren ikke bare interesseret i sex. Han var megapå og selvom dette i fortiden har fået mig til at stikke halen mellem benene og miste interessen, var det ikke tilfældet med denne mand. Jeg prøvede holde igen for at være tro mod mig selv og fordi jeg var bange for at gentage tidligere fejl. På et tidspunkt i løbet af sommeren måtte jeg erkende, at jeg ikke kunne holde det tilbage længere og at betagelsen for længst havde udviklet sig til en forelskelse i fuldt flor. Jeg gjorde ellers mit bedste for at finde ting ved ham, som ikke passede til mig, men efter at have fundet absolut intet andet end en bopæl i et andet land, gav jeg op og overgav mig. Allerede i den spæde begyndelse af vores bekendtskab, havde jeg ytret, at en kæreste i et andet land var en fuldstændig umulighed og denne regel holdt vi os ydmygt til. Indtil jeg for et par uger siden alligevel spurgte, om han ville være min kæreste. Fordi alt andet føltes forkert. I går fortalte jeg ham, at jeg elsker ham. Fordi jeg ikke kunne holde det inde længere. Fordi jeg stadigvæk ikke kan finde noget ved ham, som jeg synes er irriterende eller som ikke passer sammen med mig. Jeg er en stor romantiker og fortsat rødglødende pinligt bevidst om det store antal gange jeg har været både betaget og forelsket, så jeg tør næsten ikke sige det, men jeg tror virkelig, at det her er rigtigt. Sådan ægte.

Kommer savn i bølger?

Siden sidst har Svenskeren og jeg taget det til nye højder og tilbragt en uge i hinandens selskab i noget sol. Nu befinder vi os igen i hvert sit land og jeg hader hvert sekund. Jeg troede, at savn var noget, som gik op og ned. Kom i bølger. At man nogengange savnede helt vildt og andre gange syntes, at det var lidt dejligt med lidt tid for sig selv. Sådan har jeg ikke haft det i løbet af denne lille uge, som der er gået siden, jeg kom hjem fra syden og Svenskeren. I flyet på vej hjem sank jeg et par gange en klump i halsen og skruede godt op for musikken i headsettet, men i lufthavnen blev jeg mødt af min mor og i samme sekund, jeg så hende, begyndte tårerne at løbe. Hun troede selvsagt, at strømmen af saltvand havde noget med hende at gøre, og det havde den egentlig også; at se hende gjorde det tydeligt for mig, at jeg var hjemme og at han ikke var med. Dagen efter var jeg pirrelig som en præmenstruel teenager og da min far kommenterede på min tydelige irritation over alt, sprang jeg i luften, hvilket manifisterede sig i skinger stemme og mere saltet vand. Denne gang krøb jeg til korset og afslørede, at jeg bare gerne ville være i Sverige. I de efterfølgende dage tog jeg hjem til mig selv og forsøgte at huske, hvordan man lever et normalt liv. Men der var ingenting, der var normalt, for hov, den her trøje lugter af ham, den her sang har vi hørt sammen og det her har han kommenteret på. Som dagene skred frem, faldt irritationen og blev erstattet med en frustration. For hvorfor kan jeg ikke huske, hvordan hans hånd ser ud? Det har jeg brug for, for at dagdrømme om at give den et klem. Og hvorfor står hans ansigt pludselig ikke så skarpt i min hukommelse længere? Jeg skal bruge hans smil og hans kys! Og hvordan lyder hans stemme? Jeg er nødt til at huske, hvordan det lyder, når han udtaler ordene! Det føles som det vigtigste i verden at huske og genopleve de her ting. Det ér savn i bølger; noglegange savner jeg ham så meget, at alt gør ondt og andre gange er det bare et lille stik.