Kommer savn i bølger?

Siden sidst har Svenskeren og jeg taget det til nye højder og tilbragt en uge i hinandens selskab i noget sol. Nu befinder vi os igen i hvert sit land og jeg hader hvert sekund. Jeg troede, at savn var noget, som gik op og ned. Kom i bølger. At man nogengange savnede helt vildt og andre gange syntes, at det var lidt dejligt med lidt tid for sig selv. Sådan har jeg ikke haft det i løbet af denne lille uge, som der er gået siden, jeg kom hjem fra syden og Svenskeren. I flyet på vej hjem sank jeg et par gange en klump i halsen og skruede godt op for musikken i headsettet, men i lufthavnen blev jeg mødt af min mor og i samme sekund, jeg så hende, begyndte tårerne at løbe. Hun troede selvsagt, at strømmen af saltvand havde noget med hende at gøre, og det havde den egentlig også; at se hende gjorde det tydeligt for mig, at jeg var hjemme og at han ikke var med. Dagen efter var jeg pirrelig som en præmenstruel teenager og da min far kommenterede på min tydelige irritation over alt, sprang jeg i luften, hvilket manifisterede sig i skinger stemme og mere saltet vand. Denne gang krøb jeg til korset og afslørede, at jeg bare gerne ville være i Sverige. I de efterfølgende dage tog jeg hjem til mig selv og forsøgte at huske, hvordan man lever et normalt liv. Men der var ingenting, der var normalt, for hov, den her trøje lugter af ham, den her sang har vi hørt sammen og det her har han kommenteret på. Som dagene skred frem, faldt irritationen og blev erstattet med en frustration. For hvorfor kan jeg ikke huske, hvordan hans hånd ser ud? Det har jeg brug for, for at dagdrømme om at give den et klem. Og hvorfor står hans ansigt pludselig ikke så skarpt i min hukommelse længere? Jeg skal bruge hans smil og hans kys! Og hvordan lyder hans stemme? Jeg er nødt til at huske, hvordan det lyder, når han udtaler ordene! Det føles som det vigtigste i verden at huske og genopleve de her ting. Det ér savn i bølger; noglegange savner jeg ham så meget, at alt gør ondt og andre gange er det bare et lille stik.