Lort

Lidt bange for at nogen har fundet denne lillebitte blog fordi jeg glemte at logge ud af min indsætselvfancynavn-profil. Hele pointen med denne blog er jo at jeg og de mennesker jeg omgiver mig med er anonyme. Det er mit fristed til at lukke alt det lort ud, som jeg ellers ikke kan lukke ud andetsteds. Og jeg kan faktisk slet ikke overskue hvis jeg nu skal til at være bange for og have forbehold for hvad jeg poster, fordi nogen jeg kender måske kigger med nu. Find et nyt navn, ville nogen måske sige, men jeg kan bare virkelig godt lide det her..
Dette er måske i virkeligheden en lille opfordring til at den nogen, som ved hvem jeg er bag min anonymitet, giver sig selv til kende..

Repeat#1

Jeg hører følgende sang på repeat i øjeblikket. Både i mit headset og bare i mit hoved. Første gang jeg hørte den var i radioen, hvor jeg lige fik opsnappet titlen på den. Siden gik jeg hjem og fandt den på Spotify. Og således startede det. I dag har jeg fundet den på youtube så jeg kan dele den her. I denne proces fandt jeg ud af hvordan denne, for mig hidtil ansigtsløse, mand ser ud. Jeg er mildt sagt skuffet. Jeg regnede med en midaldrende mørk, eller i det mindste latino, mand..
George Ezra har dog i min optik en fantastisk stemme, selvom hans ansigt så absolut ikke passer til den.

Om en meget speciel lille én

I nat drømte jeg en meget livagtig drøm om den kat, som boede sammen med mig, mens jeg stadig boede i forstaderne sammen med min familie. Jeg kan ikke huske hvornår hun flyttede ind, katten altså, men jeg ved at vi elskede hinanden fra første øjekast. Jeg voksede op sammen med den kat, hun var med mig i mine kærestesorger og -glæder og hun var med mig, da jeg havde lyst til at tage livet af mig selv. For mig var hun præcis som hun skulle være: hun afskyede alle andre mennesker end mig (ok, nogengange afskyede hun også mig) og hun fulgte mig i tykt og tyndt. Bogstaveligtalt; hun var den type kat som gik med på toilettet og som løb mig i møde med halen i vejret når jeg kom ind ad hoveddøren. At hun måtte komme med var en betingelse for at flytte sammen med min daværende kæreste - vi gav sågar hånd på det.
På et tidspunkt blev hun forfærdelig syg og ud af den blå luft måtte hun pludselig aflives. Jeg var sønderknust. Det var i december 2012. 2012, venner. Jeg tænker måske ikke på hende hver dag mere, men mindst en gang om ugen og jeg drømmer ligeså tit om hende. Lige nu sidder jeg sågar med tårene løbende ned af kinderne fordi jeg fandt (ok, opsøgte) et billed af hende fra hendes allersidste tid.

Øv, hvor kan man savne et dyr meget.

Jeg forsøgte mig selvfølgelig med et par nye katte. Jeg elsker jo katte, sagde jeg til mig selv og fik faktisk to skønheder med mig hjem.

Men de var alt for unge og legesyge, og så var de bare slet ikke hende. Så jeg sendte dem hjem igen. Og græd nogle flere tårer over at hun kun havde været en del af mit teenageliv og ikke mit begyndende voksenliv.

Øv.

Farvel singleliv

Første gang Mr. Good Guy kom til at kalde mig for sin kæreste, fortrød han med det samme og gemte sig først bag sin dyne og siden bag sin smartphone. Det var egentlig helt ok med mig, det var for tidligt og jeg blev nok ligeså chokeret over ordet som han selv gjorde..

En af de første ting han fortalte mig da jeg kom hjem til ham i går, var at han havde snakket om paleo (palæo?) og glutenintolerance (og derfor også om mig) med en pige fra sin klasse. Det tænkte jeg ikke videre over, før han efter tre timer med ekstraordinært mange komplimenter, bragte historien op igen;
"Jeg kom til at gøre noget fjollet i dag.." begyndte han mens vi lå i mørket og jeg egentlig var mere end lidt tæt på at falde i søvn.
"Hvad?"
"Der da jeg snakkede med hende pigen tidligere, sagde jeg: min kæreste kan heller ikke tåle gluten"
"Det synes jeg ikke var fjollet"
"Det synes jeg faktisk heller ikke.."

Og sådan gik det til at jeg fik mig en kæreste.
Han understregede det ved i dag at sige: "Jeg skal lige vende mig til at du rent faktisk er min kæreste nu" (bare lige hvis nogen skulle være i tvivl)

Jamen..

Jeg bestod min eksamen med et 12-tal og begyndte straks at tude. Mest af ren og skær overraskelse, tror jeg. Vildt nok at det kunne lade sig gøre til en mundtlig eksamen og helt uden eksamens angst.

Så det skulle selvfølgelig fejres..


[her var engang et billed, af alle mine indkøb, men da de lå på min ret genkendelige sofa, har jeg set mig nødsaget til at slette det. I ved, for anonymiteten og en blog med dramas skyld]

Jeg beklager virkelig den ringe kvalitet - jeg var bare alt for træt til at tage et ordentligt billed af alle mine nyerhvervelser. Sandt at sige er det her faktisk ikke engang dem alle sammen; der mangler et par solbriller og en trææske fra Søstrene Grene.

Jeg har nok brugt 1000+ kroner. Men det var også et flot 12-tal!

Skruk

Kan det lade sig gøre at være skruk allerede 2,5 måned inde i noget som ikke engang er betegnet som et kæresteforhold?

Ja, vi snakker twins.

Tag dog en slapper.