Om en meget speciel lille én

I nat drømte jeg en meget livagtig drøm om den kat, som boede sammen med mig, mens jeg stadig boede i forstaderne sammen med min familie. Jeg kan ikke huske hvornår hun flyttede ind, katten altså, men jeg ved at vi elskede hinanden fra første øjekast. Jeg voksede op sammen med den kat, hun var med mig i mine kærestesorger og -glæder og hun var med mig, da jeg havde lyst til at tage livet af mig selv. For mig var hun præcis som hun skulle være: hun afskyede alle andre mennesker end mig (ok, nogengange afskyede hun også mig) og hun fulgte mig i tykt og tyndt. Bogstaveligtalt; hun var den type kat som gik med på toilettet og som løb mig i møde med halen i vejret når jeg kom ind ad hoveddøren. At hun måtte komme med var en betingelse for at flytte sammen med min daværende kæreste - vi gav sågar hånd på det.
På et tidspunkt blev hun forfærdelig syg og ud af den blå luft måtte hun pludselig aflives. Jeg var sønderknust. Det var i december 2012. 2012, venner. Jeg tænker måske ikke på hende hver dag mere, men mindst en gang om ugen og jeg drømmer ligeså tit om hende. Lige nu sidder jeg sågar med tårene løbende ned af kinderne fordi jeg fandt (ok, opsøgte) et billed af hende fra hendes allersidste tid.

Øv, hvor kan man savne et dyr meget.

Jeg forsøgte mig selvfølgelig med et par nye katte. Jeg elsker jo katte, sagde jeg til mig selv og fik faktisk to skønheder med mig hjem.

Men de var alt for unge og legesyge, og så var de bare slet ikke hende. Så jeg sendte dem hjem igen. Og græd nogle flere tårer over at hun kun havde været en del af mit teenageliv og ikke mit begyndende voksenliv.

Øv.