fredag den 25. juli 2014

1 stk tudetur

I dag er kaotisk. Jeg ved ikke hvor det her indlæg ender, men jeg ved, at jeg kommer til at græde en hel sø inden det er færdigt.
Det føles som om at jeg har fået en tung, tung byrde på mine skuldre og som om at jeg har mistet lidt af min tro på det gode i mennesker.

Jeg er tilhænger af monogami. Men jeg ved også godt at et ægteskab byder på udfordringer i denne retning. Derfor synes jeg, at man som mand og kone på et tidspunkt bør sætte sig og tage den der monogami-snak. Ikke i de første år, hvor alt forhåbentlig er fryd og gammen, men efter børnenes tilkomst, hvor hverdagen rigtig er indtruffet og man glemmer alt om hinanden og i særdeleshed sex. Der synes jeg, at man skal sætte sig ned og blive enige om, at det måske er ok at tage et enkelt knald udenfor ægtesengen i ny og næ. Indefor nogen præmisser som det enkelte par kan blive enige om, og føler sig trygge ved, selvfølgelig. Hvad enten det er swingerclub, partner-bytte eller onenightstands.
Hvad jeg til gengæld synes, er dybt utilgiveligt er, at bryde monogamien uden partnerens samtykke.
Det har min mor gjort.
Og det fandt jeg ud af.
De nærmere omstændigheder er sådan set ligegyldige. Hun siger, at det har gjort ægteskabet stærkere og at hun har indset, at min far er den rigtige mand for hende. Hun siger, at det er dét, jeg skal fokusere på og derfor ikke sige noget til min far.
Jeg har ikke tænkt mig at sige noget til ham. Min far er min helt, jeg er indbegrebet af fars-pige. Og jeg kan ikke bære at se ham blive knust. Derudover vil det ødelægge hele familien, så det kommer slet ikke på tale.
Men for helvede. Det er min far. Hun har gjort det her mod min far og nu skal jeg holde en så stor hemmelighed for ham. Lige nu føles det ubærligt.
Jeg kan ikke se min far i øjnene.
Jeg kan ikke se min mor i øjnene.
Det skal nok komme, det er jeg sikker på.

Hvad jeg er mindre sikker på kommer tilbage, er troen på at et langt og lykkeligt ægteskab eksisterer. At monogami eksisterer.
Mine forældres ægteskab har altid gjort mig stolt, jeg har altid drømt om at få et ægteskab som deres. Rundt om mig så jeg mine klassekameraters forældre blive skilt. Senere har jeg set utroskab blandt mine venner. Film, TV og musik har ikke gjort tvivlen på den eneste ene og det lange, lykkelige, monogamiske ægteskab mindre. Men altid har jeg trøstet mig ved tanken om, at det godt kunne lade sig gøre, ved at kigge på mine forældre. Det er ødelagt nu. Og dét ved jeg ikke, om kommer tilbage.

2 kommentarer:

  1. For helvede noget lort. Især at du skal rende rundt og bære på en hemmelighed, som slet ikke er din. Det er simpelthen dybt uansvarligt at din mor. Øv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det er SÅ uansvarligt. Og SÅ hårdt at skulle rende rundt med så stor en hemmelighed. Både lige nu, men også hvis jeg ser mere langsigtet på det.
      En veninde sagde til mig, at jeg skal prøve at vende det hele rundt; jeg holder ikke på en hemmelighed for min mor, jeg holder på den for min far. Det hjælper lidt.

      Slet