tirsdag den 8. juli 2014

Verdens mest døde blog

.. er vidst den her. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst skrev et indlæg. Men der er sådan set heller ikke sket så meget siden. Jeg var til eksamen og det gik skide godt og så har jeg været på Roskilde, hvilket egentlig ikke var den største succes. Festivalen var virkelig fed i mine øjne, min camp; not so much. Jeg tager afsted med nogle andre næste år - nogen der ikke går i seng senest kl 1 hver eneste nat.

Og så er jeg jo faktisk kommet i tanke om, at jeg helt har glemt at fortælle om Mr. Good Guys seneste stunt. Lige efter min eksamen, mødtes vi for at udveksle ting, som vi havde haft liggende hjemme hos hinanden. De involverede underbukser, nøgler og en dildo. I sms'erne op til mødet, havde han glemt alt om dildoen og jeg måtte huske ham på at jeg skulle have den tilbage. Først kunne han ikke finde den, så opdagede han at den lå bag hans seng (Kom ikke og sig at jeg ikke prøvede at få sexlivet til at fungere!). Og dermed var der lagt op til et akavet møde.
På selve mødetidspunktet kunne vi først ikke finde hinanden og måtte ringe frem og tilbage flere gange, før vi endelig mødtes. Vi byttede poser og så troede jeg egentlig, at det var det og at jeg kunne gå hjem og nyde de rosende ord jeg netop havde modtaget til eksamen. Men nej. Han ville gerne snakke. Jeg forsøgte, at overbevise ham om, at der ikke var mere at snakke om. Så begyndte det at sitre i hans ansigt og han trak munden op mod næsen i noget der lignende jeg-kan-ikke-holde-det-ud-om-lidt-begynder-jeg-at-græde. Jeg overgav mig og vi gik over i en park og satte os på græsset. Vi sad der en time og snakkede om alle de samme ting, som vi havde skrevet om. På et tidpunkt sked en fugl på min hånd. På et tidspunkt græd han. Hele tiden snakkede han om en ny chance, at han kunne gøre det bedre og at han ville flytte bjerge for mig. Jeg sagde igen og igen at det var slut og at jeg er langt gladere alene. Jeg sagde det blidt, forstående, vedmodigt, vredt, opgivende og hårdt. Jeg ved ikke om han tog det til sig. På et tidspunkt sagde jeg at jeg ville hjem. Først ville han ikke lade mig gå, så trak jeg eksamens-kortet om at jeg ville nyde det og så lod han mig gå.

Jeg kiggede først i den pose, som han havde givet mig da jeg kom hjem. I den lå dildoen, mit håndklæde og et par trusser. Sidst nævnte havde jeg aldrig set før.


Jeg er typen, der går op i mit undertøj. Især når jeg har en kæreste. Jeg ville aldrig nogensinde bære et sådant par underbukser foran min kæreste. Så jeg blev egentlig vred, ikke så meget over underbukserne, for de er med garanti bare hans ekskærestes, men mere over at han rent faktisk troede at det var mine. I den time vi sad i græsset i den park, snakkede han så meget om hvordan han syntes at vi passede perfekt sammen. Det kan jeg bare slet ikke få til at hænge sammen med at han ikke aner hvilke underbukser, jeg ville gå i. Det eneste jeg nogensinde har haft på overfor ham er g-streng. Så jeg skrev til ham:


 Set i bakspejlet, var jeg måske lidt tarvelig ved ham, men jeg var bare så træt af ham..


11 kommentarer:

  1. Tragi-komisk på den akavede måde!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis! Vidste ikke om jeg skulle grine eller græde..

      Slet
  2. Hahahaha jeg ELSKER din like-emojii til sidst, fucking fedt!

    P.S dejligt at du er tilbage på bloggen igen!
    - Smil fra Pigepaatvaers

    SvarSlet
    Svar
    1. Godt at du ikke syntes, at den var for tarvelig! Var bare så træt af ham og hans "hvis du tror at de tilhører en anden" - jeg kan da godt kende mine egne underbukser..

      P.S det varmer!! Tak!

      Slet
  3. Nå, men nu er jeg kun lige begyndt at læse med (er dog ganske hooked), og det forekommer mig, at du sætter din anonymitet ret højt, så derfor vil jeg lige sikre mig, at du ved, at der i bunden af alle dine indlæg står "indsendt af Nanna Larsen"? Det kan selvfølgelig være et bevidst pseudonym - det er trods alt et temmelig almindeligt navn, men det kunne jo også være, at du var en hat til teknologi (lige som mig) og derfor ikke er klar over det, og så synes jeg lidt, det er bloggerkode at gøre dig opmærksom på det i fald af, at du vil have det fjernet... Og i så fald skal du nok også fjerne denne kommentar. ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. For helvede, og så har jeg endda ikke gidet at sætte kommaer!
      Det gør jeg absolut! Nanna Larsen er et pseudonym, idet jeg var nødt til at angive et navn.. Senere har jeg tænkt, at jeg vel bare kunne have skrevet bloggens navn der.. Men altså. Nu er det sådan.
      Du skal alligevel have tusind tak for at gøre opmærksom på det - det er rigtig god stil!
      Og tak fordi du er her. Forsøger lige at lade være med at gå i panik over at det er dig.

      Slet
    2. Du kan til hver en tid ændre navnet, hvis det er. Men godt at høre, at det var bevidst. Vi mister alt for mange anonyme bloggere, fordi de bliver afsløret, og det kan vi ikke have. I er altid de mest juicy! ;)

      Slet
    3. Fuldstændig enig! Håber aldrig at rodebutikken bliver afsløret. Eller jeg selv for den sags skyld.
      Så nu sad jeg og kiggede lidt på det med at ændre navnet, men hvor i alverden gør jeg det henne?

      Slet
    4. Det lykkedes sgu at finde det selv! Hurra!

      Slet
  4. Jeg elsker det her indlæg. Tak for at være kommet tilbage i mit liv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold op hvor er du sød. Undskyld at jeg skred igen.. Italien kaldte sådan på mig, men nu er jeg rigtigt tilbage! (Håber jeg)

      Slet