Bagud

Jeg er bagud med alting. 2015 har indtil videre været lidt streng i forhold til tid. Det er som om at dagene er kortere i det her år og så er det lidt svært at nå alt det man plejer. Det kan selvfølgelig også godt have noget med den der eksamen i starten af januar eller den kæmpe opgave, som afløste den så snart, den var ovre. Måske har det også noget at gøre med, at jeg savner min farfar en del og at mors affære stadig fylder en del i mit hoved. Og Skægget. Den psykolog, som jeg går hos, advarede mig lige. da jeg mødte Skægget, om at en forelskelse ville være stressende for mit i forvejen stressede sind og at jeg måske skulle passe lidt mere på mig selv. Omend hun selvfølgelig godt forstod, at man ikke dropper en fyr, man lige har mødt, når man synes, at der er potentiale. Jeg gør i hvert fald ikke. Men jeg må give hende ret, det er møgstressende. Den opmærksomme læser vil mellem linjerne allerede have opdaget, at jeg lige indrømmede, at jeg er forelsket i Skægget. Med fare for at jinxe det hele, så går det rigtig godt. Jeg er gået fra at have spist for meget lagkage og være i tvivl om det hele. til pludselig at være forelsket til op over begge ører. Det er rart og det er pissehamrende skræmmende på samme tid. Jeg er så bange for, at det falder fra hinanden. Jeg er så bange for, at jeg om et stykke tid finder ud af, at Skægget slet ikke er noget for mig, som jeg pludselig gjorde med Mr. Good Guy sidste år. Men jeg prøver at nyde det, og gå langsomt frem. Så går det forhåbentligt.