Bare pisse-bange altså

Jeg tog skridtet og kastede mig ud i de der følelser. Lod være med at holde tilbage mere, og alt det der. Og det virkede. Oh boy, det virkede. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så forelsket. Eller hvornår jeg sidst har været så bange for, om det skulle ende. Jeg er så bange for pludselig at vågne op en dag og indse, at jeg slet ikke bryder mig om Skægget. I ved, som jeg gjorde med Mr. Good Guy. Så bange for igen at stå der og have været kærester med en i vildt kort tid, have sagt alt muligt om, at det her godt kunne være rigtigt, og så pludselig slet ikke kunne forstå, hvorfor jeg fandt sammen med manden i første omgang. Det er muligvis meget naturligt at have det sådan, men det gør det bare ikke mindre frustrerende. Jeg har lyst til at fortælle om Skægget til alt og alle, jeg har lyst til at forestille mig fremtiden, offentliggøre det på facebook, lade ham møde alle mine venner. Men jeg gør det ikke. Nogen ville nok råde mig til bare at give slip på den følelse, ligesom jeg gjorde i forhold til at blive forelsket, men jeg venter lige lidt.. Til vi har været væk på weekend sammen i et sommerhus. Så ved jeg måske lidt bedre, om der er risiko for at blive træt af ham om en måned... Hvilket btw er et scenarie, som jeg, lige nu, finder højst usandsynligt. Men det sagde jeg også for et år siden med Mr. Good Guy. Så jeg er bare pisse-bange altså.

Om at elske

Slap af, hverken Skægget eller jeg har sagt det.
Men han er lige gået hjem efter at have tilbragt hele weekenden her. En weekend, hvor jeg mindst 100 gange har tænkt de tre små ord. Og sådan havde jeg ikke regnet med, at det ville være. Jeg tror heller ikke, at jeg elsker ham, for det tror jeg ikke på, at man kan efter at have set hinanden i gennemsnit en gang om ugen i 4 måneder. Jeg tror, og ved, at jeg er møgforelsket i ham, og at denne forelskelse får mig til at tro, at jeg elsker ham. I min optik elsker man nemlig først hinanden, når det har været nederen og hverdagsagtigt, og man alligevel gerne vil være sammen. Alt før det er bare kemikalier, som prøver at narre os til at tro, at vi skal være sammen for evigt. Og måske skal vi, men det ved vi først, når forelskelsen har lagt sig og kærligheden kan tage over. Dét tror jeg på. Men man, hvor har jeg lyst til at sige det til ham.

I er velkomne til at have en anden definition af, hvornår man elsker hinanden, det er helt fint, men det her er min. Måske kommer jeg til at fortælle ham, at jeg elsker ham, men så knytter jeg også nogle af ovenstående ord på, for det ér altså ikke kærlighed i min optik.