Bare pisse-bange altså

Jeg tog skridtet og kastede mig ud i de der følelser. Lod være med at holde tilbage mere, og alt det der. Og det virkede. Oh boy, det virkede. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været så forelsket. Eller hvornår jeg sidst har været så bange for, om det skulle ende. Jeg er så bange for pludselig at vågne op en dag og indse, at jeg slet ikke bryder mig om Skægget. I ved, som jeg gjorde med Mr. Good Guy. Så bange for igen at stå der og have været kærester med en i vildt kort tid, have sagt alt muligt om, at det her godt kunne være rigtigt, og så pludselig slet ikke kunne forstå, hvorfor jeg fandt sammen med manden i første omgang. Det er muligvis meget naturligt at have det sådan, men det gør det bare ikke mindre frustrerende. Jeg har lyst til at fortælle om Skægget til alt og alle, jeg har lyst til at forestille mig fremtiden, offentliggøre det på facebook, lade ham møde alle mine venner. Men jeg gør det ikke. Nogen ville nok råde mig til bare at give slip på den følelse, ligesom jeg gjorde i forhold til at blive forelsket, men jeg venter lige lidt.. Til vi har været væk på weekend sammen i et sommerhus. Så ved jeg måske lidt bedre, om der er risiko for at blive træt af ham om en måned... Hvilket btw er et scenarie, som jeg, lige nu, finder højst usandsynligt. Men det sagde jeg også for et år siden med Mr. Good Guy. Så jeg er bare pisse-bange altså.