Udlandseventyr

Jeg er rendt ind i noget blog-blokade. Har slet ikke haft lyst til at blogge, og den bedste kur mod det, er jo sådan set bare at lade være. Jeg tror, at det kommer sig af, at jeg har lidt travlt. Oveni den obligatoriske julestress er december for mange, inklusive mig, tid for eksamen. Dette var den sidste inden den store, hvor jeg skal bevise, at det er forsvarligt at kalde mig færdiguddannet. Til sommer. Men inden det ræs for alvor starter, skal jeg da lige ud og rejse. En 2 måneders tid. Jojo. Man kan godt diskutere, om det er det allerklogeste valg, jeg har truffet, men det er nu engang truffet og om under en måned er jeg på vej til noget, som folk omtaler, som mit "livs eventyr". Jeg skal altså ikke på safari, bestige et bjerg eller kaste mig ud fra et højt sted. Det er et helt almindeligt og enormt studierelevant ophold. Så på den måde kan man faktisk godt argumentere for fornuften i det. Hvorom alting er, så tror jeg faktisk, at det bliver mit livs eventyr. Eller i hvert fald det første. Første gang jeg nogensinde tog et fly alene, var i efteråret, hvor jeg rejste over og besøgte Skægget på hans udlandseventyr og det længste jeg nogensinde har været væk fra mit hjem er 17 dage på en tur til USA med min familie. Taget det i betragtning er 2 måneder alene i et nyt land faktisk ret vildt. I øjeblikket skifter jeg mellem at glæde mig og at have lyst til at blive hjemme. Det er lidt skræmmende. Jeg er typen, der godt kan lide at have styr på det hele, og hvis jeg ikke har det, får jeg lynhurtigt lyst til at bakke ud. Dette land, som jeg for min egen anonymitets skyld ikke kan opgive navnet på, taler et sprog, som jeg faktisk godt kan lidt af. Jeg kan formegentlig gøre mig forståelig, hvilket for mange ville være nok, men for mig er det bare ikke godt nok. Jeg ville ønske, at jeg kunne gebærde mig flydende på deres sprog og dermed blende ind og slippe for at måtte opgive samtaler, fordi jeg ikke kan få budskabet i dem frem. "Det skal nok gå" siger alle omkring mig, og de har muligvis ret, jeg kan nok bare ikke se det, før jeg står i det.

En historie om at sige "jeg elsker dig"

Jeg lå der i sengen ved siden af ham og lyttede til en lang forklaring på noget, som han syntes var spændende. Jeg hørte ikke rigtigt efter - lå bare og pillede ved de mørke hår på hans brystkasse, og var alt for bevidst om tre små ord, som havde taget plads på min tunge. Jeg forsøgte mig med at kaste dem fra tungen og ud i verdenen, ud til der hvor han ville kunne høre dem, men forgæves. Ikke engang det første ord lykkedes det mig at få presset afsted. Imellemtiden var han blevet færdig med sin forklaring og entusiasmen i øjnene var skiftet ud med begær. Jeg prøvede at slippe udenom. Det var første gang, at ordene havde ligget på den alleryderste tip af min tunge og jeg ville så gerne have, at han skulle høre dem. Men han gav ikke op så let; han kyssede, nappede, slikkede, rørte og pressede sig mod mig - og så forsvandt ordene fra min tunge.

Da vi svedige rullede fra hinanden en stund efter, mærkede jeg ordene brænde på min tunge igen.

"Nu siger jeg lige noget, og det er altså ikke fordi, vi lige har haft god sex.." startede jeg og indså i samme øjeblik, at nu var der ikke nogen vej tilbage. Hans blik opfordrede mig til at gå videre.

"Jeg elsker dig". Min stemme var fast og tydelig, og idet samme ordene var ude mærkede jeg lettelsen skylle ind over mig.

En skygge af overraskelse gled over hans ansigt, så smilede han og trykkede sine læber ind mod mine i et enkelt langt kys.

"Jeg elsker også dig".