Højt at flyve...

Bedst som jeg havde forenet mig med min singletilværelse i Danmark, var stoppet med at savne et andet land hele tiden og faktisk var glad hver eneste dag, mødte jeg en fyr. I husker måske mit lille anfald af usikkerhed i forbindelse med at skrive eller ikke skrive til Tinderfyr 6. Jeg ville bare gerne have revet benene væk under mig (i forbindelse med at blive løftet ind i sengen vel at mærke), men i stedet for at skrive til Tinder-fyr 6, tog jeg til fest og mødte en mand, som gud-hjælpe-mig slog benene væk under mig på både den ønskede og en lidt mere uønsket måde. Omend sexen ikke var noget at råbe hurra for, var jeg flyvende, da jeg tog hjem fra ham den efterfølgende dag. Da jeg samme aften tjekkede min mobil for 478347832. gang lå der endelig en sms til mig og de efterfølgende dage blev de ved med at tikke ind. De var fulde af humor, flabethed, intelligens og grammatisk korrekthed og jeg mistede lynhurtigt interessen for både Tinder, happn og sågar badoo. I lørdags fandt vi ud af at ramme den samme fest igen og før jeg vidste af det, sad jeg endnu en gang i hans arme, med benene slynget om hans lænd. Højt, højt oppe. Han holdt om mig, mens vi sov og kyssede mig i nakken, da vi vågnede. Jeg er ellers ikke, modsat mange andre, så glad for morgensex og slet ikke når ens tænder er belagt med frotté, men han behøvede bare at åbne sine læber og lade sin tunge strejfe mine en enkelt gang, så var jeg klar. Med stærke arme placerede han mig på sit ansigt og lod mig klynge mig til væggen, mens hans tunge fandt vej mellem mine ben. Bagefter red jeg ham i en uendelighed. Han har den mærkeligste pik, jeg nogensinde har set. Den har sådan et sjovt knæk på midten, så den nærmest peger opad. Den er svær at give et blowjob, men når det kommer til selve akten, rammer den alt det rigtige. Efter halvanden times aktivitet faldt vi om i de fugtige lagener og brugte en rum tid på at lære hinanden bedre at kende. Med et forfærdeligt ømt underliv mod en alt for hård cykelsadel fløj jeg hjem og modtog snart en snap, som om muligt sendte mig endnu højere op i skyerne på trods af, at handle om vasketøj. I dag har jeg ikke hørt fra ham og jeg opfører mig som en usikker, hormonforstyrret 14 årig. Mit fornuftige voksne selv, som jeg er sikker på gemmer sig derinde et sted, prøver at fortælle mig, at han selvfølgelig tager kontakt igen. Altså intet tyder på, at han ikke gør det. Mit voksne selv forsøger også at huske mig på, at jeg er udstyret med fingre, og dermed bare kunne sende ham en besked.

Højt at flyve, dybt at falde, som man siger...

On another note kan vi efterhånden kan konkludere, at jeg eddermame har det med at falde for de der mænd lynhurtigt. Pissesmart når man lige gik og var lykkelig over sin ukomplicerede singlehed. Det er også lidt som om, at hele den her situation, minder lidt for meget om en vis arkitekt i et andet land, som jeg jo nærmest også forelskede mig i på ingen tid.