Mor

"Var det ikke noget med at din mor var en totalt so der lige var ved at smadre hele familien, eller som måske faktisk gjorde det?", spørger I nok.
Jo.
"Og hvordan står det så til med det?"
Ad helvedes til. Men det er lidt skægt. Ser I, jeg kan ikke kigge min mor i øjnene, når jeg ser hende in real life. Men jeg kan godt snakke i telefon med hende om hvor dum min lejlighed er fordi den ikke gør sig selv ren eller hvor latterligt et system min uddannelse kører med, når de ikke ligger et skemaet for det kommende semester op før dagen inden det starter.
Tragikomisk.
Oppe i mit hoved foregår der alt muligt, som mor ikke kommer til at høre om. Der er noget med hævn, noget med at google hans navn og finde frem til hans familie. Og så er der noget med at være fornuftig, og lad-være-med-at-ødelægge-andres-glansbilled-familie. Så er der noget med hvem af mine venner, som jeg kan sige det til. Nogen som måske rent faktisk ville have noget brugbart at sige. Nej, jeg ved da virkelig heller ikke hvad det skulle være.

Oven i det hele er det som om, at min mor total har glemt at jeg fandt hendes største hemmelighed. Det er vel måske faktisk grunden til at det hele er blevet rodet igen. Hvordan kan hun ikke have trukket mig til side og snakket med mig om det her endnu? Hvordan kan hun lytte og svare præcis som hun plejer? Hvordan kan hun regne med, at hvis vi ikke snakker om det, så ryger det nok i glemmebogen, og så er vi en stor fucking lykkelig familie igen? Og er der for helvede ikke snart nogen, der kommer forbi med noget chokolade?