I er bare sådan helt vildt søde..

Jeg er selvfølgelig nødt til at lave et lille follow-up på mit sidste indlæg. Jeg havde forventet et par rap over fingrene, et par fordømmende miner og så selvfølgelig nogle støttende klap på skulderen. Men jeg har fandme kun fået det sidste! Det er så sejt, at I gider at skrive jeres eget tal og kommentere på mit! Jeg har læst hver eneste kommentar, og flyver pt. rundt på en lille lyserød sky af ren og skær sødhed. Rigtig mange har skrevet, at jeg ikke bør skamme mig, og det har I fuldstændig ret i. Jeg ved det jo egentlig godt. Men så alligevel; for der er også en del, som på trods af at mene at vi intet har at skamme os over, alligevel heller ikke ville sige det til veninder mm. Men hvorfor egentlig ikke? Personligt ville jeg ikke gøre det, fordi min tætteste veninde giver udtryk for at vente længe før hun spreder benene for en fyr. Noget med trust-issues siger hun. Faktisk er det nærmest det eneste vi aldrig taler om.

For lige at vende tilbage til mit eget tal, så skammer jeg mig ikke så meget over selve størrelsen på det, men mere på hvordan det blev så stort. Fordi jeg ikke lyttede til mig selv, fordi jeg ikke sagde nej, når jeg ikke havde lyst. Deraf skammer jeg mig fortsat ikke over min vilde aften i sidste uge, men er glad for den oplevelse, som jeg fik ud af det - fordi jeg havde lyst.

Jeg vil egentlig bare gerne sige tak til jer, tror jeg. Det er jo ikke en engangsforeteelse, at jeg får masser af støtte og virtuelle high-fives fra jer. Det er jeg fandme glad for. Og også for at I gad at dele jeres tal og oplevelserne bag - både jer der har været sammen og jer der har været sammen med ingen eller få. Jeg kan slet ikke sige nok, hvor meget man skal huske at lytte til sig selv i det her, men det lader til, at langt størstedelen af jer har gjort det, og det er jeg glad for.

What's your number?

I forbindelse med indlægget om mine vilde aften, kommenterede en sød læser, om jeg nu også var helt okay med det. Hun havde nemlig tidligere gjort noget i samme stil og var kommet til at fortryde senere. Det har jeg tænkt en del over, og det hænger så fint sammen med indlægget om tal, som jeg længe har haft et opfølgende indlæg i støbeskeen til.

Jeg har kun en eneste gang fortalt mit sextal til nogen, som tidligere nævnt herinde, var det til Ekskæresten, og hans reaktion var, at jeg var billig. Det sidder dybt i mig, og det er først noget, som jeg er begyndt at kunne ryste af mig nu. Men så alligevel. Jeg skriver jo kun det her, fordi jeg er anonym - jeg ville aldrig fortælle det til nogen, heller ikke min nærmeste veninde. Og når jeg trykker "udgiv" lige om lidt er det med stor usikkerhed.

Jeg har været seksuel aktiv, siden jeg var 12, hvilket i sig selv er helt skørt og en kilde til stor fortrydelse for mig. Efter den første gang fik jeg en kæreste, var sammen med ham et års tid, begyndte at se en ny fyr, så ham et lille års tid og var 14, da jeg så rigtigt begyndte på one-nighters. Som 17 årig fik jeg en ny kæreste, som jeg var sammen med et år, efterfulgt af Ekskæresten, som jeg var sammen med lidt over 2 år. Herefter blev det vildt og jeg var single helt indtil Musikeren og jeg så hinanden (eksklusivt fra min side) et par måneder og jeg efterfølgende blev kærester med Mr. Good Guy et par måneder.
Jeg har talt sammen.
Alt i alt er mit sextal på 20.
Det synes jeg, er rigtig mange. Alt for mange. Men det bunder mest i, at jeg fortryder 11 af dem. Af de resterende 9 har jeg været forelsket eller i hvert fald følelsesmæssigt involveret i 6 af dem og de sidste 3 tæller L, 15-år-ældre-mand og Tinder-fyr 6. Jeg har det okay med de 9. Det er de 11, der er problemet. Alle sammen one-nighters. Hver og en efterlod de mig med en følelse af skam og ubehag. Kun en enkelt, nemlig Tinder-fyr 4, knaldede jeg uden alkohol i blodet, og den primære grund til, at jeg fortryder ham, er at han fik mit sextal til at stige.
Så hvad kan man lære af det? Alkohol er en pissedårlig idé. I hvert fald for mig. Og så skal man fandme huske at mærke efter og sige nej, hvis man ikke har lyst. Langt de fleste af de 11 har jeg ladet mig overtale til. Kun én sagde jeg nej til, at han så var ligeglad med det, er en anden historie. Jeg er sikker på, at jeg kunne være kommet uden om 10 fortrydelser, hvis jeg havde været bedre til at lytte til mig selv og sige nej.

Hvis I har lyst, vil jeg vildt gerne høre jeres sextal, især hvis det nærmer sig mit. Som I nok kan fornemme, skammer jeg mig over mit tal, og at grunden til det er blevet så højt er, at jeg ikke lyttede til mig selv. Hvis jeg havde været sammen med 20, som jeg kunne stå inde for, som jeg havde haft det fedt med, og som jeg ikke fortrød, så er jeg sikker på, at jeg ikke ville skamme mig over det. For i bund og grund synes jeg ikke, at man skal skamme sig over et højt tal - heller ikke hvis det ligger på 200. Så længe man er glad for de valg, man har taget og kan stå inde for dem.

Har den været inde, tæller det ;)

Hold fast!

Det går altså vildt for sig. Bedst som jeg havde en lorte dag i går, besluttede 15-år-ældre-mand sig for at komme tidligere end planlagt. Efter en kort rundvisning i min ydmyge bolig, gik vi direkte til sagen og kastede os over hinanden inde i sengen. Sex med ham er kun blevet bedre for hver gang. Ikke nogen orgasmer, men helt ærligt, orgasmer fremkaldt af en mand, er altså også stadig vældig nyt for mig. Halvanden times sex til lyden af folk, der kommer hjem fra arbejde i lejlighederne rundt om én, er klart anbefalelsesværdigt. Eller bare halvanden times sex. Eller bare sex.

Anyways! Vi efterfulgte det med 30-40 minutters putning (er det overhovedet et ord?) og så var han ellers på vej ud af døren igen. Og det var helt okay. Mere end okay! Jeg er ellers typen, der helst vil klistre mig fast på manden efter sex, og ikke tale óm at han skal hjem de første par timer. Med 15-år-ældre-mand er det bare anderledes. Fordi jeg ved, at vi ses igen. Og fordi det er for sex, at vi ses.

Nå, men det er altså nu, at I skal holde fast, for det er ført nu, at det bliver rigtig vildt. Med 15-år-ældre-mand ude af døren tog jeg et bad, men knap var jeg blevet tør, før Tinder-fyr 6 skrev til mig. Om jeg havde lyst til at ses. Samme aften. Hvad gør en classy pige i den situation? Inviterer ham over.

Han stod på min dørtærskel halvanden time senere. Nærmest pænere end jeg huskede ham. Vi satte en film på, men vi ved jo alle sammen godt, at en film lynhurtigt bliver glemt, når der er læber og hænder alle vegne. Filmen var ikke tilnærmelsesvis slut, før han løftede mig op, som vejede jeg ingenting, og bar mig i retning af sengen. Alle piger burde blive løftet på den måde mindst én gang i deres liv. Nå, ind i seng. Flere gange stoppede jeg ham i at tage mit tøj af, pissebange for at man kunne lugte på mig, at jeg for bare et par timer siden knaldede en anden mand. Jeg havde absolut lyst til ham, men hvordan fa'en skulle han kunne leve op til det, jeg lige havde fået? Og hvordan kunne jeg overhovedet være bekendt at være sammen med to mænd på en aften? Efter et stykke tid gav jeg efter for lysten, og smed alle tanker om fordomme, anger, samvittighed and what not langt væk sammen med mit tøj. Størrelsesmæssigt var jeg også bange for at blive skuffet, I ved, man mærker jo lige efter gennem tøjet, når nu han alligevel presser den mod ens underliv. Det blev jeg ikke. Shit. Når man, som jeg havde på det her tidspunkt, har smidt alt tøj og alle hæmninger, så er der kun en vej. Det var godt, det var hårdt, det var kampfrækt. Bagefter tog vi et bad sammen, gik tilbage i seng og så postulerede han, at han altså ikke var helt færdig med mig.

Jeg eksploderede under hans fingre, og siden under hans tunge.

Han tog først hjem i morges, fordi jeg netop er den klæbende type. Ikke om han kunne få lov at gå hjem samme aften. 

Alt det her er jo ret vildt i sig selv, men hvad endnu vildere er, at jeg slet ikke har det dårligt med det i dag. For bare et år siden ville jeg have haft det elendigt, jeg ville have følt mig billig og skamfuld og jeg ville hade at skrive det på bloggen. I dag er jeg ligeglad. Nærmest glad. Jeg fik god sex, to gange. Med to vidt forskellige mænd. På en aften.

Måske vil nogen af jer dømme mig - jeg ville have dømt mig for et år siden. Men jeg håber, at I i så fald vil holde det for jer selv, for jeg er ligeglad. For mig er det en sejr, at jeg gjorde, hvad jeg havde lyst til og ikke lod mig tynge af samfundets normer og fordømmende blik. Jeg holdt det (efter omstændighederne) sobert og sørgede for at beskytte både mig selv og dem.

Og i dag er vi alle tre glade og tilfredse. Jeg er i hvert fald, men lur mig om ikke også de er.

Status-ish

Nå men altså. Jeg skulle have været på studie i dag fra kl 8 til 16, så direkte videre på arbejde til kl 20, og så hjem og have besøg af 15-år-ældre-mand. Jeg droppede studiet allerede kl 4 i nat, da jeg kun havde sovet, hvad der vel svarer til 1 sammenhængende time. Det er fint nok. Det er blevet lidt en vane. Det er bare så svært at komme op om morgenen. Jeg orker det ikke, min krop føles tung og mit hoved ligeså, så jeg ender oftest med at sove videre til jeg vågner igen af mig selv. Ved 13 tiden, som regel. Af den grund har jeg ikke været afsted til studiet i en uges tid. Da jeg vågnede var det til en sms om, at jeg alligevel ikke behøvede at komme på arbejde. Og sådan blev det, at min eneste plan i dag er, at 15-år-ældre-mand kommer og knalder. På eget initiativ, hvilket vi godt kan lide. Lidt underligt at vi skal være hjemme hos mig, det gør jeg mig ellers ikke så meget i. Det bliver så intimt. Som om at man giver nogen lov til at se lige igennem en, fordi man lukker dem ind i ens hjem. Fordi ens hjem siger så meget om en. Eller i hvert fald om mig.

Tinder-fyr 6 forsøgte også at invitere sig selv ind i dag (ja, på flere måder), men den gik jo ligesom ikke, når jeg allerede har en aftale. Jeg ved ikke, hvad det er med den mand. Jeg ved ikke, hvad han vil. For jeg er virkelig klar i mælet vedrørende, at jeg ikke gider at knalde. Alligevel vil han gerne ses, også selvom han ikke vil have noget følelsesmæssigt med nogen så ung som mig. Det giver ingen mening, så jeg har bare besluttet at lade være med at forsøge at få det til at give mening.

Og så er der jo ham der, hvor alt føltes rigtigt. Jeg har ikke gjort noget, og han har ikke gjort noget. Det er præcis sådan, det skal være. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Han bor trods alt 500 meter væk, så selvfølgelig spejder jeg efter ham, hver gang jeg er i nærheden af hans boligkompleks. Jeg ser ham aldrig. Det er også sådan, det skal være. I virkeligheden er jeg jo bare vild med tanken om ham, for i bund og grund kender jeg ham overhovedet ikke, og jeg er 99% sikker på, at jeg ville blive slemt skuffet, hvis vi nogensinde forsøgte at lære hinanden at kende. Jeg er vild med tanken om, at han er uopnåelig. At han aldrig kan blive min. Det var det samme sidste år med Musikeren (tjek Biroller). Selvom Musikeren og jeg havde langt mere mellem os, så vidste jeg et eller andet sted godt, at han aldrig kunne blive min. Ny i musikbranchen, med masser af succes og ikke mindst masser af damer foran sig. Alligevel ville jeg, uden at tøve, sige ja, hvis Musikeren spurgte, om vi skulle begynde at ses igen. For han er stadig uopnåelig, og jeg elsker tilsyneladende uopnåelige mænd. Jeg tror, at det er sådan en generel kvindebrist, men jeg ved sgu ikke hvordan man retter op på den. Gid jeg gjorde. For jeg præges ret meget af tanker om ham der, tanker om Musikeren og generelt bare negativitet i øjeblikket. Pænt træt af depression i øjeblikket. Det føles lidt som om, at alt er gået i stå. Også bloggen.
Så hvis I har nogen gode inputs til, hvad I gerne vil høre mere om, så bare fyr dem afsted. En hel ny og positiv blog bliver det nok ikke til, men det ville da være fint med lidt ændringer heromkring :)

Tinder-date 6

I dag er det et lidt anderledes indlæg om en Tinder-date. Følgende har jeg nemlig skrevet før daten (og faktisk ikke genlæst det nu, hvor jeg er hjemme igen): mand, jeg har ikke særlig meget lyst. Vi har skrevet sammen i noget, der minder om en uge og jeg griner højlydt over hans sms'er. Mega god humor, mega god kemi. På sms. Og vi ved jo alle sammen, at det ikke nødvendigvis også er tilfældet, når man så rent faktisk møder hinanden ansigt til ansigt. For at gøre ondt værre, så lader det til, at han disker op med mad. Jeg ved vitterligt ikke, hvordan vi gik fra kaffe til aftensmad, men jeg har så meget pres over det. Oveni hatten så er han en type, der træner og vel vejer ca. 100 kg - ren muskler selvfølgelig. Jeg tager bare noget løst tøj på og pakker mave-delen væk, ikke..

Følgende er fra efter daten: han var pænere i virkeligheden (første gang det er sket!) og han lavede mad. Og vi drak vin. Og vi hyggede. Og selvom han var lidt genert, så lå de gode jokes lige under overfladen og tittede så fint frem hen af aftenen. Jeg kunne godt lide ham, og det føltes som om, at det var gensidigt. Jeg nåede sågar at tænke "her er måske noget, der kan føre en 2. date med sig". Indtil han siger, at han faktisk ikke kan forestille sig et forhold til nogen, der er så meget yngre (9 år). Hvorefter han kysser mig, og jeg kysser tilbage. Nu føler jeg mig som en stor idiot, for tro på, at det kun var ét kys. Det var nok nærmere tusind. Fulde af lidenskab. Mest dum føler jeg mig, fordi jeg forsøgte at forhindre den her situation. På forhånd havde vi forventningsafstemt; ingen af os var interesserede i et onenight stand og ingen forventede sex. Alligevel sidder jeg nu her og føler mig som en klovn. Lort. Lort at jeg godt kunne lide ham, og hans skæve humor. Lort at han bedre kunne lide at kysse mig end at snakke med mig. Og lort at jeg overhovedet lod ham tænde mig så meget.

:(

Det her kan blive en ok deal

Godmorgen! Ja, det siger jeg, fordi jeg lige er stået op. Fra min egen seng, vel at mærke. 15-år-ældre-mands seng stod jeg op fra kl 8 i morges og væltede derpå hjem i min egen og sov videre. You know, fordi jeg ikke sov så meget i nat ;-)

I virkeligheden var jeg nærmest lidt nervøs for at møde op hjemme hos ham i går. Sådan uden at være fuld, som jeg jo ellers har været. Men det gik fint. Lidt akavet og underligt den første halve time, indtil han med et smil på læben spurgte, hvorfor det nu var, at jeg var kommet. Derfra var vi nøgne og så var stemningen ligesom en anden. Man snakker tilsyneladende også bedre sammen efter tre orgasmer. Tænk, jeg kan sgu godt lide ham. Som person, altså. Han får tingene sagt - fx tog vi lige den der snak om, hvad vi gør, når en af os finder en på vores egen alder, som vi vil være kærester med. Og gav hånd på, at vi fortsætter sådan her, dog med pauser, når nogen af os bliver forelskede i tredje part. Han bragte også noget med følelser op - hvis de nu opstår mellem os. Jeg tror egentligt ikke, at vi helt kan undgå at de opstår - der sker trods alt nogle ting i vores hjerner, når vi har så meget god sex med hinanden. Men så længe vi er bevidste og ærlige omkring dem, så tror jeg nok, at det skal gå. Det lyder jo rigtig fint og rosenrødt lige nu, på bolle-venner måden, men det kan ligeså vel gå galt. Nu må vi se, hvad der sker, men det er da ret fedt, at han gider. 15-år-ældre-mand fik ikke følelsen af I-ved-hvad til at gå væk. Jeg er stadig bange for at møde ham der, når jeg går udenfor min dør. Men på sigt tror jeg, at 15-år-ældre-mand kan gøre kål på den følelse.

Vi ved jo alle sammen hvordan den her film endte, og sådan ender det her ikke. I swear. 15-år-ældre-mand er jo ikke Justin.

Det sker jo aldrig

Jeg var ude igen i går. Big surprise. Der mødte jeg en flot fyr, som jeg tilbragte det meste af natten med. Vi tog videre i byen sammen og efterlod vores venner. Vi flirtede, dansede og spillede spil. Men sådan noget sker jo aldrig - det er for godt til at være sandt. Kl 5 fortalte han, at han har en kæreste, og at han sgu hellere måtte smutte hjem. Så der stod jeg alene tilbage i midten af København og var lettere forvirret over, hvad de sidste timer så havde været, hvis ikke forspil til en date ude i fremtiden. Jeg satte mig på min cykel og satte kursen mod hjem med en følelse af at være blevet lidt snydt. På et tidspunkt steg jeg af cyklen igen og satte mig på et trappetrin. Ved siden af mig sad en fyr og snakkede i telefon, men det tog jeg mig ikke af, jeg havde bare lige brug for en pause. Men vi faldt i snak, selvfølgelig gjorde vi det. Han er den sødeste fyr, jeg længe har mødt. Og pæn. Og så bor han ca. 500 meter fra mig sammen med sin kæreste. For sådan noget sker aldrig - det er for godt til at være sandt. Mens vi fulgtes hjem, snakkede vi om løst og fast, og om hvordan forholdet til hans kæreste ikke var helt så dejligt længere, og om hvordan jeg gjorde et eller andet ved ham, som han ikke helt kunne sætte ord på, om hvordan han gerne ville have mødt mig, mens at han var single. I dag har jeg fået en forfærdelig tvetydig besked fra ham - for selvfølgelig udvekslede vi numre.

Jeg vil ikke opfordre nogen til at være utro. Jeg vil ikke ødelægge deres forhold. Men den connection var bare stærk. Sådan rigtig stærk. Pis. Jeg har skrevet til 15-år-ældre-mand i dag. Knalder følelsen af at have mødt noget helt rigtigt væk.