Det sker jo aldrig

Jeg var ude igen i går. Big surprise. Der mødte jeg en flot fyr, som jeg tilbragte det meste af natten med. Vi tog videre i byen sammen og efterlod vores venner. Vi flirtede, dansede og spillede spil. Men sådan noget sker jo aldrig - det er for godt til at være sandt. Kl 5 fortalte han, at han har en kæreste, og at han sgu hellere måtte smutte hjem. Så der stod jeg alene tilbage i midten af København og var lettere forvirret over, hvad de sidste timer så havde været, hvis ikke forspil til en date ude i fremtiden. Jeg satte mig på min cykel og satte kursen mod hjem med en følelse af at være blevet lidt snydt. På et tidspunkt steg jeg af cyklen igen og satte mig på et trappetrin. Ved siden af mig sad en fyr og snakkede i telefon, men det tog jeg mig ikke af, jeg havde bare lige brug for en pause. Men vi faldt i snak, selvfølgelig gjorde vi det. Han er den sødeste fyr, jeg længe har mødt. Og pæn. Og så bor han ca. 500 meter fra mig sammen med sin kæreste. For sådan noget sker aldrig - det er for godt til at være sandt. Mens vi fulgtes hjem, snakkede vi om løst og fast, og om hvordan forholdet til hans kæreste ikke var helt så dejligt længere, og om hvordan jeg gjorde et eller andet ved ham, som han ikke helt kunne sætte ord på, om hvordan han gerne ville have mødt mig, mens at han var single. I dag har jeg fået en forfærdelig tvetydig besked fra ham - for selvfølgelig udvekslede vi numre.

Jeg vil ikke opfordre nogen til at være utro. Jeg vil ikke ødelægge deres forhold. Men den connection var bare stærk. Sådan rigtig stærk. Pis. Jeg har skrevet til 15-år-ældre-mand i dag. Knalder følelsen af at have mødt noget helt rigtigt væk.