Status-ish

Nå men altså. Jeg skulle have været på studie i dag fra kl 8 til 16, så direkte videre på arbejde til kl 20, og så hjem og have besøg af 15-år-ældre-mand. Jeg droppede studiet allerede kl 4 i nat, da jeg kun havde sovet, hvad der vel svarer til 1 sammenhængende time. Det er fint nok. Det er blevet lidt en vane. Det er bare så svært at komme op om morgenen. Jeg orker det ikke, min krop føles tung og mit hoved ligeså, så jeg ender oftest med at sove videre til jeg vågner igen af mig selv. Ved 13 tiden, som regel. Af den grund har jeg ikke været afsted til studiet i en uges tid. Da jeg vågnede var det til en sms om, at jeg alligevel ikke behøvede at komme på arbejde. Og sådan blev det, at min eneste plan i dag er, at 15-år-ældre-mand kommer og knalder. På eget initiativ, hvilket vi godt kan lide. Lidt underligt at vi skal være hjemme hos mig, det gør jeg mig ellers ikke så meget i. Det bliver så intimt. Som om at man giver nogen lov til at se lige igennem en, fordi man lukker dem ind i ens hjem. Fordi ens hjem siger så meget om en. Eller i hvert fald om mig.

Tinder-fyr 6 forsøgte også at invitere sig selv ind i dag (ja, på flere måder), men den gik jo ligesom ikke, når jeg allerede har en aftale. Jeg ved ikke, hvad det er med den mand. Jeg ved ikke, hvad han vil. For jeg er virkelig klar i mælet vedrørende, at jeg ikke gider at knalde. Alligevel vil han gerne ses, også selvom han ikke vil have noget følelsesmæssigt med nogen så ung som mig. Det giver ingen mening, så jeg har bare besluttet at lade være med at forsøge at få det til at give mening.

Og så er der jo ham der, hvor alt føltes rigtigt. Jeg har ikke gjort noget, og han har ikke gjort noget. Det er præcis sådan, det skal være. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på ham. Han bor trods alt 500 meter væk, så selvfølgelig spejder jeg efter ham, hver gang jeg er i nærheden af hans boligkompleks. Jeg ser ham aldrig. Det er også sådan, det skal være. I virkeligheden er jeg jo bare vild med tanken om ham, for i bund og grund kender jeg ham overhovedet ikke, og jeg er 99% sikker på, at jeg ville blive slemt skuffet, hvis vi nogensinde forsøgte at lære hinanden at kende. Jeg er vild med tanken om, at han er uopnåelig. At han aldrig kan blive min. Det var det samme sidste år med Musikeren (tjek Biroller). Selvom Musikeren og jeg havde langt mere mellem os, så vidste jeg et eller andet sted godt, at han aldrig kunne blive min. Ny i musikbranchen, med masser af succes og ikke mindst masser af damer foran sig. Alligevel ville jeg, uden at tøve, sige ja, hvis Musikeren spurgte, om vi skulle begynde at ses igen. For han er stadig uopnåelig, og jeg elsker tilsyneladende uopnåelige mænd. Jeg tror, at det er sådan en generel kvindebrist, men jeg ved sgu ikke hvordan man retter op på den. Gid jeg gjorde. For jeg præges ret meget af tanker om ham der, tanker om Musikeren og generelt bare negativitet i øjeblikket. Pænt træt af depression i øjeblikket. Det føles lidt som om, at alt er gået i stå. Også bloggen.
Så hvis I har nogen gode inputs til, hvad I gerne vil høre mere om, så bare fyr dem afsted. En hel ny og positiv blog bliver det nok ikke til, men det ville da være fint med lidt ændringer heromkring :)