Lo-lo-lort

Et ikke urealistisk bud på hvor meget jeg har taget på den sidste uges tid, er vel omkring 1 kilo. Til gengæld er jeg så forstoppet, at det mere ligner 4 kilo. Kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst var sådan rigtigt på toilettet. Farvel pæne, stramme nytårskjole.

Godt nytår til jer også!

Fra alle mig til alle mig

Jeg har købt mig selv en julegave. Til svimlende 579 kr. (inkl. moms). Fra sinful.dk, høhø. Og hvorfor så det, kan man fristes til at spørge.. Svaret på det er, at jeg savner orgasmer, som dem de kære mænd kan give mig, når jeg er alene. Rimelig omvendt problematik. Men altså, ligeså snart jeg nærmer mig orgasme ved hjælp af fingrene, kan jeg ligesom ikke koncentrere mig om at blive ved med at bevæge dem. Så orgasmerne bliver altid nogle halvflade nogen - ulig når det er en fyr, der har gang i fingrene. Så jeg besluttede mig for, at jeg da havde massere af penge og smed altså nogen efter en vibrator. En ordentlig, anmelderrost, testvindende én. Mød We Vibe Touch:

Beklager kvaliteten på billederne, det fås desværre ikke bedre med min telefon..

Første indtryk af We Vice Touch'en var, at den var mega mega lækker. Selv indpakningen var fin og stilet. Selve produktet ligeså. Jeg har ikke gidet at slå op, hvad den er lavet af, men det er lækkert og blødt og meget bedre end alt det plastisk, som man ellers bruger. Eftersom jeg fik den ind ad døren igår, kom den med det samme med i bad (waterproof, yay). Jeg har på fornemmelsen, at den kan gøre det samme som mændene, men det lykkedes altså ikke under bruseren - nok mest fordi det var besværligt og fordi jeg var en lillesmule i tidsnød i forhold til at nå lillejuleaften hos min mormor og morfar. Men den kommer med i seng en af dagene, og så satser vi på, at den er ligeså god som en koncentreret mand. 

Hvis I har prøvet We Vibe Touch, så vil jeg kun høre om det, hvis oplevelsen var god.. Kan trods alt ikke rigtigt returnere den nu...

En skægget redningsmand

Hvem der har været helt fantastisk i alt det her død-farfar-ked-af-det-hele-tiden-show, er Skægget. Som i seriøst. Nærmest bedre end mine tætteste venner. Helt sådan "hvis-du-har-brug-for-at-ringe-og-så-bare-sidde-og-græde-i-telefonen-så-gør-du-bare-det-dag-og-nat". Han kom hjem og besøgte mig i fredags, helt klar på at skulle trøste og lytte. I stedet fik han mig til at glemme alt om sorgen. Sammen lavede vi aftensmad, så film, puttede og grinede. Og så tog han mig i køkkenet igen - først med mig siddende på bordet og derefter indover bordet. Det var overordentligt hot og fuldstændig sorg-eliminerende. Vi snakkede også lidt seriøst, ligesom de snakke vi har haft, når Skægget har været fuld, hvilket jeg syntes var virkelig rart. Alt i alt kunne jeg vel faktisk ikke blive gladere.. Bortset fra at det kunne jeg godt. Efter en gåtur i den friske luft lørdag morgen endte vi igen i den seng, som vi lige var stået op fra. På trods af en passioneret start, "mistede han pludselig lysten" og ingenting var stift mellem benene længere. Knapt havde jeg dog nået at ærgre mig, før han kom i tanker om, at fingre kan udrette mirakler. Vi har dog ikke været helt heldige med det før, så jeg forventede egentlig ikke andet end at blive yderligere seksuelt frustreret. Men oh boy, pludselig ramte han et punkt, som sendte mig i himlen. I hvert fald 3 gange - jeg talte ikke. Med mig i himlen vækkedes hans lyst pludselig og vi kunne fortsætte, hvor vi slap. Jeg må anbefale alle at lege med et par fingre inden sex. Seriøst.

Så om jeg er glad? Ja. Og bange; jeg har i denne weekend også måtte erkende, at jeg er jo er blev vild med Skægget. Meget endda. Og det gør mig helt ærligt lidt bange, for det er der, man mister kontrollen og tillader risikoen for at blive såret eller blive så blind af forelskelse, at man ikke kan se, at man eventuelt intet har tilfælles med manden. Så ja, kryds fingre for mig..

Død og ødelæggelse

.. og ikke engang i overført betydning eller billedligt talt eller noget. Min farfar er fandme død. Revet ud af vores liv og det er så mærkeligt, så uvirkeligt. Og det er bare gået så stærkt. I går måtte vi rushe ind til hospitalet, fordi lægerne mente, at nu var det nu. Det var det først 10 lange timer og en hel masse slik senere. Selvom jeg nåede at sige farvel til ham og fortælle ham, at jeg er glad for, at han blev min farfar, hvilket så mange ikke får chancen for, så er det bare en fucking ringe trøst. Klokken 2 i nat stod vi, de udholdende familiemedlemmer, rundt om hans seng og så ham trække vejret for sidste gang. Og tuede. Og krammede. Og tuede noget mere. Det er det værste i verden, at se sin stærke far og sin om muligt endnu stærkere farmor være sønderknuste. Så jeg tuede også for dem. Især for min farmor, som nu er helt alene, og som kyssede og krammede min farfars krop, som jeg aldrig har set hende gøre det før i mine nogen-og-tyve år.
Han bisættes på mandag og jeg gruer for det; det bliver alt for smukt og alt for sørgeligt. Og på onsdag er det juleaften og torsdag første juledag, og jeg har ingen idé om, hvordan vi alle sammen - inklusive min vandfaste mascara, skal komme helskindede igennem dét show.
Pt. prøver jeg at holde fast i, at hans stemme står soleklart i mit hoved og at jeg virkelig er glad for, at jeg nåede at fortælle ham, at jeg holder af ham (holdt af ham?).

Farfar

Man skal lade være med at brokke sig over, at der ikke sker noget, for så sker der lige pludselig noget. Og ikke nødvendigvis noget godt. Min far ringede for en halv times tid siden. Min farfar er blevet indlagt. Igen. Han er røget ind og ud af hospitalet de sidste to måneder og de kan ikke helt finde ud af, hvad der er galt. Jeg får oplysningerne fra min far, som får dem fra min faster, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farfar, som får dem fra lægerne. I den proces går noget tabt og jeg er således ret forvirret over, hvad der overhovedet er galt med min kære farfar, altså udover at han ligger på lungemedicinsk afsnit og det er usikkert, om han kommer hjem til jul that is. Min far siger, at vi skal lade være med at male fanden på væggen og blive helt bange, men når man har været rimelig syg i flere måneder, er 76 år, overvægtig og har røget siden man var 8, så banker fanden altså på i mit hoved. Og så bliver man en lille smule bange, når man er barnebarn og aldrig rigtigt har prøvet at miste. Jeg har ikke verdens tætteste forhold til min farfar og farmor. De bor langt oppe i Nordsjælland og eftersom min mormor og morfar boede 700 meter væk fra vores barndomshjem, var det som regel der, vi blev passet eller lige smuttede forbi efter skole. Men min farfar har alligevel en helt særlig plads i mit hjerte. Han er ikke min biologiske farfar, men han har aldrig opført sig som andet og jeg ville aldrig kunne kalde ham andet end farfar. Så han skal sgu lade være med at dø. Selvom ingen siger det højt, så ved vi jo alle sammen godt, at det er det, der kan ske. Og det er der altså ikke nogen, der er klar til.

Meh

Skægget besøgte mig i fredags, men der er ikke det store at berette om det. Vi så film og vi puttede, ligesom de sidste par gange. Han tog mig op ad køkkenbordet, og det klager jeg egentlig slet ikke over, men der blev lidt lagt op til, at vi ville tage den videre i sengen senere på aftenen eller morgenen efter. Det blev der ikke noget af, fordi han stoppede mig, hver gang jeg gjorde et forsøg. Jeg kan ikke helt greje, hvad der er med ham på det punkt.. Men derudover skete der altså ikke det store. Da han var gået, kort tid efter vi var vågnet i går, var jeg efterladt småskuffet, for jeg havde egentlig håbet, at han blev lidt. Jeg havde også håbet på mere sex, og på at den fine åbenhed som vi havde sidst, kunne graves frem igen. Så, meh.
Der er heller ikke det store at berette om på nogen som helst andre fronter. Rimelig kedeligt ser det ud. Studie, studie og mere studie. Og en mor der stadig ikke har taget sig sammen til at gøre noget som helst. Så endnu mere meh.