Farfar

Man skal lade være med at brokke sig over, at der ikke sker noget, for så sker der lige pludselig noget. Og ikke nødvendigvis noget godt. Min far ringede for en halv times tid siden. Min farfar er blevet indlagt. Igen. Han er røget ind og ud af hospitalet de sidste to måneder og de kan ikke helt finde ud af, hvad der er galt. Jeg får oplysningerne fra min far, som får dem fra min faster, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farfar, som får dem fra lægerne. I den proces går noget tabt og jeg er således ret forvirret over, hvad der overhovedet er galt med min kære farfar, altså udover at han ligger på lungemedicinsk afsnit og det er usikkert, om han kommer hjem til jul that is. Min far siger, at vi skal lade være med at male fanden på væggen og blive helt bange, men når man har været rimelig syg i flere måneder, er 76 år, overvægtig og har røget siden man var 8, så banker fanden altså på i mit hoved. Og så bliver man en lille smule bange, når man er barnebarn og aldrig rigtigt har prøvet at miste. Jeg har ikke verdens tætteste forhold til min farfar og farmor. De bor langt oppe i Nordsjælland og eftersom min mormor og morfar boede 700 meter væk fra vores barndomshjem, var det som regel der, vi blev passet eller lige smuttede forbi efter skole. Men min farfar har alligevel en helt særlig plads i mit hjerte. Han er ikke min biologiske farfar, men han har aldrig opført sig som andet og jeg ville aldrig kunne kalde ham andet end farfar. Så han skal sgu lade være med at dø. Selvom ingen siger det højt, så ved vi jo alle sammen godt, at det er det, der kan ske. Og det er der altså ikke nogen, der er klar til.