Hvorfor sociale medier er lort, når der eksisterer ekskærester

De sidste par dage har jeg tænkt en del over, hvor awesome det må have været at have ekskærester pre-internet. Når ekskæreste-statussen indtraf, kunne man smutte til en anden by eller what ever og dermed aldrig se sin ekskæreste igen. Det kan man selvfølgelig stadig, men så finder de bare én på facebook, krak eller en af internettes andre smukke veje til genforening. Eller de beholder dit nummer på deres telefon. Pr-internet og pre-telefon må have været så godt.

Dengang jeg var 13 år, havde jeg en kæreste, som var et år eller to ældre end mig. Vi var sammen 8 måneder, hvorefter jeg slog op med ham på MSN til fordel for en ny fyr. Han var min første kæreste og i løbet af de 8 måneder nåede vi at planlægge hele vores liv - helt ned til hvilken race vores kommende hund skulle være. Jeg kan ikke rigtigt huske andre detaljer om forholdet eller om ham, end at vi spiste en forfærdelig masse krydderboller og så en forfærdelig masse serier fra hans enkeltmandseng. Og jeg ved, at vi havde sex, men jeg kan intet huske om det.. 

Eftersom vi skiltes nogenlunde fredeligt (han blev vidst nok lidt knust, men lad nu det ligge), forblev vi venner på dethersens nye facebook. Siden da har han med et par års mellemrum skrevet og spurgt hvordan det går og vi har således i gennemsnit udvekslet 4-5 beskeder hvert andet år. Da han skrev til mig for et par dage siden, blev jeg således ikke overrasket. Jeg havde travlt den dag, og åbnede derfor ikke beskeden, da jeg modtog den. Et par timer senere modtog jeg en sms fra et ukendt nummer. Han havde afprøvet det nummer, han havde stående i sin telefon og eftersom jeg aldrig har skiftet, fik han altså fat i mig. Eller også har han krakket mig.. 

Men fint nok! Vi skrev lidt frem og tilbage om, hvordan livet behandler os, og det er hyggeligt nok. Da han spørger, om jeg ser nogen, fortæller jeg om Skægget. Omvendt kan han fortælle, at han ikke har haft nogen rigtig kæreste siden mig. Et par beskeder senere inviterer han mig på kaffe. Jeg takker pænt nej med den begrundelse, at jeg hverken har rigtig tid eller lyst. Han accepterer det, og giver udtryk for, at han håber, at det er ok, at han skriver. Jeg svarer selvfølgelig ja, for det har jo været hyggeligt og jeg holdt meget af hans familie, da vi var sammen. 

Morgenen efter vågner jeg til en besked om at få en god dag. Om eftermiddagen bliver jeg spurgt, om jeg har haft en god dag. Dette gentog sig i dag...

Projekt God Sex

Af en eller anden grund, stoppede jeg med at berette om Projekt God Sex, som jeg ellers tidligere har nævnt både her og her, og som jo fyldte en hel del efter det første knald med Skægget. Måske stoppede jeg fordi min farfar døde og det hele gik lidt op i sorg. Måske fordi det der med sex egentlig begyndte at køre meget godt, så snart han stoppede med at tro, at skedeorgasmer er noget, som alle får efter 5 minutter i missionær og startede med at knalde mig, som han har lyst til. Jeg har egentlig ikke gjort noget (andet end sørget for ovenstående) for at få Projekt God Sex til at fungere, det er ligesom bare kommet af sig selv. Det vilde ved sexen nu er, at der er så meget passion. Seriously. Jeg troede, at lidenskab og passion var opreklameret af alskens romantiske film. Jeg er blevet klogere. Det er så frækt og intenst. Der er måske alligevel noget om, at sex udvikler sig i takt med, at man lærer nogen bedre at kende.

Mission accomplished.

Med fare for at jinxe det hele..

.. så går det egentlig meget godt. Virkelig godt. Mellem Skægget og mig, that is. Angående rolleskiftet, så er det alligevel ikke så slemt, som det tog sig ud i den følelsesladede stund, jeg skrev det tidligere indlæg i. Jeg tog en beslutning om at skide på det hele og give følelserne frit løb, hvilket har resulteret i, at jeg er forelsket til op over begge ører og mest har lyst til at ligge i Skæggets arme dag ud og dag ind. Så med dobbelt fare for at jinxe det: vi er begyndt at kalde os for kærester, sådan lidt i smug. Vi har sat en label på for os selv, men uden at det springer i alle folks fjæs på facebook.
I dag fortalte jeg ham om mor. Han var sød og krammede mig lidt ekstra, og spurgte lige præcis nok indtil det til, at det var ok.
Virkelig opkastsfremkaldende hvis jeg skriver, at jeg allerede savner ham, selvom han gik for 3 timer siden?
.. Jep.

Rolleskift

Jeg ved virkelig ikke, hvad det er, det sker mellem Skægget og mig i disse dage. Jeg føler mig super needy og mangler mere end 4-5 timer ad gangen med ham. Han vil hellere bruge sin weekend på at drikke sig fuld og have tømmermænd fremfor at bruge den på min sofa med armene om mig. Det føles som et underligt rolleskift - for bare 1,5 måned siden ville jeg have ham til at skrue ned og tage det roligt med at ses, og nu sidder jeg i hans tidligere position og vil gerne udvikle relationen. Som i sidste indlæg forstår jeg ikke hvorfor. Jeg føler mig ikke mere vild med ham og jeg føler ikke, at han har taget et skridt tilbage i forhold til udviklingen. Så jeg ved stadig ikke, hvad det er, men jeg ved, at det er røvhamrende irriterende at blive sådan lidt irrationelt pigefornærmet på ham i tide og utide.

Pfffff

Jeg forbløffes fortsat over mine egne følelser. I dag har jeg været sur, muggen og ked af, at Skægget kun kunne være her et par timer, resulterende i, at vi har set hinanden 1,5 gang i denne uge. Præcis ligesom vi plejer. Måske endda 0,5 gang mere end vi plejer. Lige pludselig er det bare ikke nok for mig mere. Lige pludselig ville det være ok, hvis vi så hinanden oftere end det. Disse følelser fik desværre overtaget det sidste stykke tid af at hans besøg i dag. Jeg kan trøste mig med, at han bare syntes, at det var sødt. Men det irriterer mig. Mest fordi jeg ikke ved, om dette behov skyldes pres på studiet, som gør at jeg føler mig stresset og bare har brug for lidt ekstra hygge og tryghed end normalt, eller om det rent faktisk skyldes, at jeg er blevet gladere for ham.

Nu har jeg ikke flere ord, så indlægget stopper brat lige dér og så prøver jeg lige at finde noget overskud til endnu en uge ....hvilket jeg har det ca. sådan her med:

Når far er den bedste i verden

Min far er en mand af få ord, når det gælder følelser. Han har aldrig været overbeskyttende eller her-er-mit-hagl-gevær-agtig i forhold til mig og de mænd/drenge, jeg har set gennem mit liv. Det har heller aldrig været ham, jeg har gået til, hvis jeg havde problemer med føromtalte hankønsvæsener - eller andre følelsesmæssige problemer.
I dag fortalte jeg mine forældre om Skægget. De er jo ikke dumme, så de har længe vidst, at jeg så en eller anden, men har også vidst, at de ikke skulle spørge om noget, før jeg selv var klar til at fortælle. Og det var jeg så i dag. Så vi snakkede om, hvordan jeg har forsøgt at sløre min forelskelse og ikke fortælle noget særligt om den kære mand, fordi jeg hader presset og hvordan-går-det-med-jer-spørgsmålene, der følger med, når folk ved. at man ser en ny. Men jeg kunne altså ikke tie stille længere med ham her, og desuden plejer mine forældre (især min mor) at stille alle de rigtige spørgsmål for at få mig til at tænke over relationen på en ny måde. Jeg fik også luftet mine bekymringer i forhold til at være vild med nogen vs. være vild med idéen om nogen, og nervøsiteten for at ende i endnu en Mr. Good Guy eller endnu værre Ekskæresten.
Ufatteligt nok, valgte min far helt af sig selv at bringe ovenstående på banen i bilen på vej hjem til mig (Ja, jeg er forkælet nok til at blive kørt hjem indimellem. Halleluja.). Og han var så sød. Og god. Og mand, jeg elsker ham så højt. Vi snakkede lidt om de bestemte ting ved Skægget, som gør mig i tvivl. Og endte med at grine af, hvor dumme og ligegyldige de er. Og så snakkede vi lidt om at nøjes og om min generations hollywood-syn på kærlighed - hvordan det hele skal være perfekt. Jeg kan ikke helt beskrive, hvor fint et øjeblik, vi delte der i bilen, men hvor er jeg glad for at det skete. Især med et udfald hvor jeg føler mig helt rolig omkring Skægget.
"Så længe han gør dig glad og du ikke kan undvære ham".