Hvorfor sociale medier er lort, når der eksisterer ekskærester

De sidste par dage har jeg tænkt en del over, hvor awesome det må have været at have ekskærester pre-internet. Når ekskæreste-statussen indtraf, kunne man smutte til en anden by eller what ever og dermed aldrig se sin ekskæreste igen. Det kan man selvfølgelig stadig, men så finder de bare én på facebook, krak eller en af internettes andre smukke veje til genforening. Eller de beholder dit nummer på deres telefon. Pr-internet og pre-telefon må have været så godt.

Dengang jeg var 13 år, havde jeg en kæreste, som var et år eller to ældre end mig. Vi var sammen 8 måneder, hvorefter jeg slog op med ham på MSN til fordel for en ny fyr. Han var min første kæreste og i løbet af de 8 måneder nåede vi at planlægge hele vores liv - helt ned til hvilken race vores kommende hund skulle være. Jeg kan ikke rigtigt huske andre detaljer om forholdet eller om ham, end at vi spiste en forfærdelig masse krydderboller og så en forfærdelig masse serier fra hans enkeltmandseng. Og jeg ved, at vi havde sex, men jeg kan intet huske om det.. 

Eftersom vi skiltes nogenlunde fredeligt (han blev vidst nok lidt knust, men lad nu det ligge), forblev vi venner på dethersens nye facebook. Siden da har han med et par års mellemrum skrevet og spurgt hvordan det går og vi har således i gennemsnit udvekslet 4-5 beskeder hvert andet år. Da han skrev til mig for et par dage siden, blev jeg således ikke overrasket. Jeg havde travlt den dag, og åbnede derfor ikke beskeden, da jeg modtog den. Et par timer senere modtog jeg en sms fra et ukendt nummer. Han havde afprøvet det nummer, han havde stående i sin telefon og eftersom jeg aldrig har skiftet, fik han altså fat i mig. Eller også har han krakket mig.. 

Men fint nok! Vi skrev lidt frem og tilbage om, hvordan livet behandler os, og det er hyggeligt nok. Da han spørger, om jeg ser nogen, fortæller jeg om Skægget. Omvendt kan han fortælle, at han ikke har haft nogen rigtig kæreste siden mig. Et par beskeder senere inviterer han mig på kaffe. Jeg takker pænt nej med den begrundelse, at jeg hverken har rigtig tid eller lyst. Han accepterer det, og giver udtryk for, at han håber, at det er ok, at han skriver. Jeg svarer selvfølgelig ja, for det har jo været hyggeligt og jeg holdt meget af hans familie, da vi var sammen. 

Morgenen efter vågner jeg til en besked om at få en god dag. Om eftermiddagen bliver jeg spurgt, om jeg har haft en god dag. Dette gentog sig i dag...