![[indsæt selv fancy navn]](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhSxPK9AFiMI9z1fPA19KVkYjPAd5uHmAIzq3J4ayeixFRwSk53aK0xyJ2AKIrGzng9mXb8GmXCa-4h7TJfQtzo1au8ybdpEjyneok7i8UDA5s1fzplnHb9YxBjSdjuCRE_JQYpzNRC1kQ/s1600/ny.jpg)
Nogen husker måske mor-sagen bedre end andre. Long story short: mor var far utro, far ved det ikke, og det gør stadig ondt på mig hver eneste dag.
I lang tid har der ikke været nogen udvikling overhovedet; min mor har fuldstændig ignoreret, at det nogensinde er sket og jeg har forsøgt at gøre det uden det store held. Dog laver jeg lige noget med en forelskelse, som får det en lille smule på afstand, indtil jeg ligger alene i min seng, ser en film om kærlighed eller ser midaldrende mennesker kysse. Nå. Jeg har gennem de sidste 9 måneder eller hvor længe der efterhånden er gået, fortalt historien til min gode veninde, virkelig-god-ven, min kusine og Skægget. Med min veninde og min kusine har jeg især drøftet muligheden for at få min mor med til en session hos psykologen, for at kunne snakke ordentligt med hende og måske komme nærmere at ligge et låg på den sag.
I dag i telefonen øjnede jeg så muligheden (og fandt endelig modet) til at spørge min mor, om hun vil med. Til min glæde fik jeg spurgt på en rigtig god måde, uden nogen form for bebrejdelse, men bare med et "det ville betyde virkelig meget for mig". Til min fortrydelse brød hun sammen i gråd. Fordi hun er sindssygt presset på arbejdet og det her åbenbart var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg gjorde mit allerbedste for at være sød og forstående, og sagde at det bare kunne være ude i fremtiden. Hun tog fint i mod det, indtil hun i en bisætning fangede, at jeg havde talt med min kusine om det, som hun jo naturligvis kender. Det fik hende til - om muligt - at bryde endnu mere sammen. Og så græd jeg også lidt.. Fordi det aldrig er sjovt at høre sin mor græde, og fordi hun for første gang viste ægte skam over det, hun har gjort. Hun tiggede mig desuden om ikke at sige noget til Skægget og jeg kunne simpelthen ikke bære at fortælle hende, at det har jeg allerede været nødt til. Om ikke andet virkede hun åben for idéen om at tage med til psykologen..
Hvor er jeg glad på dine vegne over, at du fandt modet og spurgte din mor. Det må være så stor en byrde at bære rundt på. Sejt du har turde fortælle andre om det også. Håber på det bedste! Kh
SvarSletTusind tak for din kommentar!! Her et par dage efter, kan jeg mærke, at det virkelig var en god samtale på trods af ovenstående. Noget er faldet på plads, fordi hun for første gang udviste rigtig ægte skam over det, hun har gjort. Så det er et skridt i den rigtige retning :)
SletJeg synes det er sejt at du fik det sagt og jeg håber virkelig at hun tager imod tilbudet for det lyder som om hun måske har mere brug for det end dig.. Selv om hun nok aldrig selv ville indrømme det. Hendes reaktion viser jo at det er vigtigere end du nok først lige regnede med.. Det er aldrig rart, men det hjælper ikke skubbe det ud i fremtiden, så måske du skal presse lidt på for at få det igennem.. Tror virkelig det kunne være kanon for jer begge..
SvarSletKender du en god psykolog eller?? Det er vigtigt at det er en i klikker rigtig meget.
Knus <3
Ja, jeg gik til en her hen over efteråret og vinteren, som kender til mine tanker omkring hele problematikken :)
SletMin mor er sindssygt presset på sit arbejde pga en deadline, så det er kun derfor, at det er skubbet lidt ud i fremtiden. Hun virkede helt klart som om, at hun gerne ville, og at hun forstod, hvor meget det ville betyde for mig.
Jeg tror, at du har helt ret i, at hun vil have mere brug for at komme hos en psykolog. Det ville jeg ønske, at hun også selv kunne se. Tak :)
Jeg har nogle problemer med min mor, som slet ikke er det samme som din mor, men som også betyder at hun gør mig ked af det, selvom det ikke er med vilje. Og vil bare lige sige at det er rigtig stærkt, at du har bedt hende om at tage med til psykolog, for man kommer nemt til at lægge låg på sine egne følelser for at holde "freden", så at sige. Men det er måske bedre i det lange løb, hvis man ikke tager det ansvar på sig overfor sin egen mor, som jo er voksen-rollen i forholdet.
SvarSletSå godt gået! Håber det hjælper dig. Det er vigtigt at passe lidt på sig selv også. :)
Tusind tak for din kommentar. Det tog mig altså også et par måneder og et par gode snakke med veninder, før jeg fandt modet. I min mors og mit forhold var der virkelig gået "vi-ignorerer-at-det-nogensinde-er-sket" i den og det var slet ikke holdbart for mig - hvilket jeg egentlig aldrig nogensinde tænker, at det er uanset problematik. At min mor og jeg skal til psykolog sammen på et tidspunkt er som udgangspunkt, udelukkende for min skyld. Hvis hun også kan gavne af det, vil jeg blive rigtig glad, men jeg gør det for mig :)
SletJeg ved jo ikke, hvad problematikken mellem dig og din mor er, men jeg mener helt sikkert, at hvis den kan løses eller blive bedre ved, at du påtager dig voksen-rollen for en stund, så er det det værd.
Jeg håber virkelig, at I finder ud af det og at du får det bedre!
Desværre bunder vores problem i et problem hun har, som går ud over dem hun har nær, og så kom hun kan ændre. Men det er jeg skam også afklaret med :)
SvarSletJeg håber virkelig det er gået godt, og i måske har været til psykolog sammen?? krydser i hvertfald fingre for at det kan blive bedre <3
SvarSletTak!! Der er ikke sket noget endnu, og nu har hun lige mistet sit job, så der kommer nok til at gå lidt tid.. Men episoden lettede helt vildt alligevel! Jeg har det meget bedre, både fordi jeg fik det sagt, men især fordi hun viste ægte skam over det, hun har gjort - det har jeg virkelig manglet. Men tak for omtanken!
Slet