Kvalmende afsked

Jeg er så forelsket, at det gør ondt. Det har I nok efterhånden opdaget. I er nok efterhånden også lidt trætte af at høre om det. 
Jeg er ikke sikker på, at Skægget har det helt på samme måde som jeg, efter mit farvel-stunt natten til den sidste dag, vi så hinanden. Vi skulle begge to i byen og havde således aftalt at skrives ved og enten mødes i byen eller hjemme hos mig. Jeg hældte øl, vin og gintonics indenbords, mens jeg hyggede mig med mine venner og dansede rundt til noget tvivlsomt musik. Ud på de tidlige morgentimer blev vi enige om begge to at bevæge os hjemad og vi hoppede i hver sin taxa. Jeg nåede hjem først og smed med det samme tøjet og kravlede i seng. I samme sekund mit hoved landede på puden, vendte min mave sig på vrangen og indholdet blev i en tyk stråle sendt ud på lagnet. Sådan noget kan tilsyneladende sprøjte langt. Jeg kom med besvær ud af sengen igen - jeg skulle fandme have gjort rent inden Skægget kom hjem. Jeg nåede til soveværelsets døråbning, så hørte jeg hans nøgle i hoveddøren. Splitterravende nøgen og med opkast på kinden stirrede jeg ham panisk i møde. Jeg kan ikke huske den del, den har han grinende fortalt mig sidenhen. Jeg kan heller ikke huske, at det var ham, der måtte strippe sengen for lagen, hoved- og dynebetræk og putte rent på. Jeg kan til gengæld godt huske at sidde bøjet over toilettet blandt selvsamme lagen og betræk og smide mere ildelugtende halv-fordærvet mad i kummen for efterfølgende at vågne præcis samme sted, fordi Skægget vil have mig med i seng.

Jeg gjorde selv rent dagen efter. Det ville jeg ikke byde ham at være med til. Min vaskemaskine lugter fortsat af gintonic.