![[indsæt selv fancy navn]](https://blogger.googleusercontent.com/img/b/R29vZ2xl/AVvXsEhSxPK9AFiMI9z1fPA19KVkYjPAd5uHmAIzq3J4ayeixFRwSk53aK0xyJ2AKIrGzng9mXb8GmXCa-4h7TJfQtzo1au8ybdpEjyneok7i8UDA5s1fzplnHb9YxBjSdjuCRE_JQYpzNRC1kQ/s1600/ny.jpg)
Jeg er helt vildt ramt af historien om Jannick. Jeg er fuld af medfølelse og enorm tristhed og uretfærdighed over det, der skete for ham. Og for hans familie. Det rammer noget helt vildt inden i mig. Jeg er storesøster til en enormt indadvendt ung mand. Han bruger mange timer om dagen på computerspil, fra han blev teenager var det meget småt med venner og sådan er det fortsat. Engang imellem tager han til en fest på gymnasiet, ellers ser han ikke nogen udover de obligatoriske timer. Han er det mest indadvendte menneske, jeg kender. Han snakker ikke med nogen om sine problemer, og har faktisk aldrig gjort det. På den måde er vi meget forskellige. Jeg elsker ham af hele mit hjerte, men jeg forstår ham slet ikke. Jeg er bekymret for ham. Det har jeg været i mange år. Jeg kan ikke sætte finger på hvorfor, men det holder mig vågen om natten.
Det er sandsynligvis ikke samme historie som Jannicks, men indimellem frygter jeg, at den kan ende på samme måde som Jannicks. Bare indimellem. Jeg ved godt, at jeg bør snakke med ham. Fortælle ham at hans tanker og hemmeligheder er trygge hos mig. Men jeg ved ikke hvordan. Vi har ikke et forhold, hvor vi taler om svære ting. Jeg ved, at han ikke ville sige noget. Jeg har prøvet før. Men hvor ville jeg fortryde det, hvis jeg en dag sad i den situation, som Jannicks familie sidder i i dag. De bør ikke bebrejde sig selv noget som helst, men det ville jeg fandme efter at have gjort mig disse overvejelser på forhånd. Så fuck.
Jeg har set dokumentaren. Wow, den gik fuldstændig ind. Hvor var den bare rørende og slående. Jeg havde slet ikke set den komme, da man fandt ud af, hvad han gik og tumlede med. og da jeg så, hvordan begravelsen udfoldede sig var jeg fuldtændig færdig! Wow.
SvarSletMed hensyn til din bror har jeg ingen gode idéer til, hvordan du kan få ham i tale. Jeg kan godt se dine bekymringer. Måske kan du foreslå ham at lave nogle ting sammen? F.eks. gå i biografen eller lignende. På den måde kommer han lidt væk fra computeren, og måske får I skabt en anden form for tillid. Det kunne måske være en mulighed?
Ja, jeg var også helt færdig. Og så overrasket - jeg havde slet ikke set det komme, at det var det han tumlede med!
SletJeg var sammen med ham en aften i weekenden, hvor vi fik hygget og spillet spil. Det var rigtig dejligt og han virkede glad. Det vil jeg i hvert fald gøre lidt oftere end hidtil :) Tak for dit input!!
Jeg satte mig til at se afsnittet og det går lige ind og rammer en..
SvarSletNogen gange er verden virkelig uretfærdig.
Synes godt man kan gå til en andet menneske og udtrykke at hvis de nogen sinde får det rigtig svært så skal de vide at man er der og at de bare skal komme til en uanset hvor svært det evt kan være.. Mere end det tror jeg er svært at gøre, for tit skal personen selv nå frem til en selverkendelse først.
Kram <3
Lige præcis.
SletJeg har tænkt på at skrive en sms til ham, som KirLir foreslår. Det kan ingen skade gøre, og så ved han da at jeg er der..
Det er jo heller ikke sikkert, at der er noget som helst galt. Måske er han bare enormt introvert og måske har han det egentlig okay med at være det. Men så ved han da, at hvis der skulle ske noget, så kan han komme til mig..
Tak for din kommentar!
Det lyder måske plat, men har du overvejet at skrive til ham? Sms eller facebesked fx.. Måske han ville have nemmere ved det så.. Og det ville måske også være nemmere for dig? "Hey, jeg ville bare være sikker på, at du ved, at du altid kan sige til, hvis du gerne vil snakke om noget eller bare hænge ud. Hvordan har du det?" Kan fx være nok:)
SvarSletTusind tak for dit forslag! Jeg synes slet ikke, at det er plat. Jeg overvejede det virkelig meget, da jeg lige havde set dokumentaren. I stedet tog jeg i weekenden hjem til ham og hang ud, hyggede og spille spil med ham en hel aften. Der virkede han så glad, at jeg ikke kunne få mig selv til at bringe det på bane. Måske overreagerede jeg lidt, men jeg vil helt klart lige samle mod til sådan en sms. Det skader jo i hvert fald ikke :)
SletVed du hvor dokumentaren kan ses igen? Er det på dr.dk?
SvarSletJeg har desværre ingen gode råd ang. din lillebror. Det er så svært sådan noget ... Min egen lillebror er ikke introvert, men da vores mor døde, klappede han som en østers og ville bestemt ikke tale følelser eller om det svære. Kun når han blev fuld ... Så væltede det hele også ud i én pærevælling.
... fik ikke skrevet færdig ...
SvarSletHar du tænkt på at sætte jer over et glas vin og god middag og tale sammen, hvor man sådan ad omveje kommer ind på de svære ting? Man kunne åbne op med gymnasiefester f.eks. og bevæge sig hen mod at du undrer
(Min mobilskærm fryser fast, så jeg fortsætter for 3. gang :-/)
SvarSlet.... dig over han ikke deltager i flere sociale arrangementer og om det er det han har det bedst med? Og så håbe på du kan åbne lidt op for det svære ad den vej ....
Håber det bedste for ham. Det er bestemt ikke rart at gå og bekymre sig om sine søskende. Kender det alt for godt ❤️
Egentlig et godt råd! Jeg havde ikke tænkt tanken at blande noget alkohol ind i det, men det er da egentlig en god idé, når nu det løsner lidt op. Det kan måske give både ham og mig lidt mod ;-)
SletLinket står øverst i indlægget, men ellers er det også her https://www.dr.dk/tv/se/dr3-dok/dr3-dok-jannicks-mord#!/
Jeg ønsker det bedste for både dig og din bror. Det lyder rigtig svært at I har mistet jeres mor.