Status på udlandseventyr

• Opkald til mor: 8 (langt færre end hjemme i DK, faktisk)
• Antal kærester haves: -1
• Penge brugt: for mange
• Kroner jeg skylder til skat: 3944
• Bukser som er revnet: 1
• Bukser som jeg ikke længere kan lukke: 2 (hvoraf 1 også er ovenstående)
• Øl drukket: 9.859.349.534
• Udenlandske mænd knaldet: 3
• Udenlandske mænd knaldet med kondom: 1 (ja, jeg skal forestille at være voksen)
• Antal weekender jeg har været fuld: samtlige.
• Mænd, som spiser mig med øjnene, mens jeg skriver dette indlæg: 1
• Punge mistet: 1
• Panik over mistet pung: 1.000.000.000.000.000.000.000
• Punge fundet i jakkelomme: 1
• Udenlandske mennesker, som jeg har inviteret til at bo i min lejlighed under distortion: 11
• Optur over at skulle hjem: -3.855.683.637.942.474
• Antal mennesker i DK som jeg helt reelt savner: 2
• Hvor opsat jeg er på at være single, i går: -5, i dag: 4596, i morgen: ?
• Antal nye fremtidsdrømme: 395
• Forvirring over fremtid: 795.734
• Beskeder modtaget fra Arkitekten: 0
• Beskeder modtaget fra andre mænd: 3 (+ 1 opkald)
• Antal af ovenstående mænd, som jeg er interesseret i: 0
• Dage til jeg skal hjem: for få
• Mænd, som stadig spiser mig med øjnene, selvom deres ven er ankommet: 1

En joke

Efter dette indlæg og et par opmuntrende kommentarer, kunne jeg godt se, at det var helt dumt ikke at skrive til Arkitekten med så kort tid tilbage i landet. Så jeg skrev, han var positiv og så skete der ikke noget. Indtil jeg et par dage efter tog til den by, han bor i, for at shoppe og sendte ham en snap af det, så var jeg pludselig spontant inviteret på kaffedate. Som selvfølgelig udviklede sig til en "vil-du-med-hjem-til-mig"-ting. Og sex. Og somehow også en snak om, hvad vi var og hvad det kunne blive til. Jeg lover, det var ikke mig, der tog initiativet til noget så alvorligt. Endte med at blive enige med os selv og hinanden om, at vi dater, men at det er fuldstændig uforpligtende. Slevfølgelig, hvad ellers.
Jeg tog hjem med en god følelse i kroppen og de næste par dage gik selvsagt med at håbe på, at han ville skrive. Det gjorde han bare ikke, så i stedet gjorde jeg og foreslog, at vi fandt på noget i weekenden. Det ville han gerne, "men lad os finde ud af hvad i morgen", skrev han. Så jeg ventede til dagen efter (lørdag), nu fast besluttet på, at det måtte være ham, som skulle samle den op. Det gjorde han bare ikke. Så nu giver jeg op og kalder en spade for en spade. Han er bare ikke interesseret nok eller også holder han sig tilbage af hensyn til det kæmpe store fakta, at jeg skal rejse hjem lige om lidt og ikke aner, om jeg kommer tilbage. Hvilket jo er meget fornuftigt. Jeg skal jo også være single for fanden.

Så meget for at ville være single

Alting går så stærkt i øjeblikket, at det er lidt svært at finde tid til at nå og få det hele med på bloggen. Men prøv og hæng på - jeg skal forsøge ikke at gøre det alt for langt.

I dagene op til at Skægget og jeg gik fra hinanden, og hvor jeg havde truffet beslutningen om det, havde jeg rigtig meget fokus på lysten til at jeg være single og bruge tiden på at dykke ind i mig selv og lære mig selv at kende i stedet for et andet menneske. Midt i de tanker og alt kaosset mødte jeg en fyr i byen; Arkitekten. Sammen tog vi videre til et stille sted, hvor vi endte overfor hinanden med hver vores fine paraplydrink i en setting, som mest af alt mindede om en date. Jeg hyggede mig i hans selskab, men gjorde det hurtigt helt klart, at jeg ikke var interesseret i noget. Dagene efter slog jeg op med Skægget og jeg glemte faktisk Arkitekten lidt. Vi havde udvekslet numre, men siden ingen af os benyttede sig af det, tænkte jeg, at den relation var død fra begyndelsen selvom vi havde haft god kemi.

Dagene gik og jeg udforskede Roomiens værelse (og mit behov for fysisk nærhed, erhm) og nød mit nye frie liv, og forsøgte ikke at have for meget fokus på, hvor det mon skal føre hen og hvilke valg, jeg skal træffe.

I lørdags smuttede jeg endnu engang i byen sammen med et par fra bofællesskabet. Forinden havde Arkitekten helt overraskende skrevet og spurgt, om jeg skulle ud, men selvom jeg svarede positivt, hang følelsen af ligegyldighed fast i mig. Aftenen skred frem uden, at jeg hørte fra ham, men da klokken slog tolv og jeg var begyndt at overveje, om jeg skulle vende næsen hjemad, fordi alle andre lod til at være langt fuldere end jeg, skrev han og undskyldte for, at det var blevet så sent. Han spurgte, om jeg var ledig dagen efter og få beskeder efter mit bekræftende svar, fandt han ud af, at jeg befandt mig på en bar bare få hundrede meter fra ham, og snart stod han udenfor vinduet. I det jeg fik øjenkontakt med ham gennem den beskidte rude, blev jeg nærmest blæst ned fra den høje barstol. Pludselig følte jeg alt andet end den ligegyldighed, som ellers havde huseret i mig ved tanken om ham.
Vi drak en enkelt øl sammen, før vi gik hjem til ham for at mikse billige drinks og slå med terninger om hver der skulle mikse næste drink, hvem der skulle hente chips fra køkkenet og sidst men ikke mindst; hvem der skulle kysse den anden. Med alkohol i kroppen svimlede hele stuen omkring mig, men jeg tog min straf, og lagde hænderne på skægstubbene på hans kinder og lod mine læber møde hans.
Jeg stod hårdt fast på at sove på sofaen, og ikke ved siden af ham i dobbeltsengen, og var helt stolt af mig selv, da jeg vågnede næsten morgen. Han var imidlertid stadig sovende og efter at have ligget lysvågen på den hårde sofa i en time, tog jeg et glas vand i hånden, bankede på soveværelsesdøren og smuttede ind til en lugt af mand og alkohol. Han vågnede i det samme og var ikke sen til at invitere mig ned under dynen, hvor vi genoptog kyssene fra natten. Jeg forsøgte at stå imod og holde fast i stoltheden over at have sovet på sofaen, og jeg klarede det godt et langt stykke tid. Men da han strøg mig ned over maven, lod fingrene glide over hoftekammen og ned af låret, mens han plantede kys langs min hals, kunne jeg ikke længere stå imod og gav pokker i stolthed. Hans krop var lang, tynd og lidt benet, men da jeg førte min hånd ned i underbukserne kunne jeg, til min store overraskelse, næsten ikke gribe rundt om den, så tyk var den. Som en modsætning til alt andet ved ham.

Man har vel et standpunkt til man tager et nyt.

Bagefter gik vi i bad sammen og han lavede morgenmad uden en trævl på kroppen, mens han sang og dansede. En gang imellem stoppede han op, kiggede dybt på mig og gav mig et passioneret kys, hvorefter han genoptog det, som han havde været i gang med. Vi spiste og snakkede. Lærte hinanden lidt bedre at kende. Blev enige om at small talk er noget forfærdeligt svært og ligegyldigt noget. Havde sex igen. Så kørte han mig hele vejen hjem, foreslog sågar en kaffe undervejs, og fik mig til at føle mig, som en meget heldig pige. Kyssede mig farvel og sagde, at vi bør holde kontakten.

Han inspirerede mig. Var sådan helt positiv, entusiastisk og meget let at imponere med natur og bygninger.

Jeg har under en måned tilbage i dette land og på grund af ovenstående, har jeg krise. Jeg vil rigtig gerne se ham igen. Mange gange. Så meget for at ville være single, hva? Det bliver jeg jo selvfølgelig ved med at være uanset, om jeg ser ham igen eller ej. Men forhelvede. Jeg har lyst til at kaste håndklædet i ringen i forhold til det spil, som mænd og kvinder normalt spiller, når de møder hinanden. Gør jeg det, kan jeg nemlig skrive til ham lige nu og få en ny aftale på plads (under forudsætning af at han har lyst, selvfølgelig). På den anden side er jeg nervøs for, at spillet faktisk er nødvendigt og at jeg, ved at kaste håndklædet i ringen, taber det på forhånd. 

#såmegetforatvilleværesingle #manharetstandpunkttilmantageretnyt #erdudumellerhvad

Et nyt kapitel

Jeg har titusind tanker i hovedet i de her dage. Det føles som om, at hele min fremtid er åben. Ikke kun fordi jeg er gået fra Skægget, men nok primært af den grund. Hvis vi skal bevæge os lidt over i noget metaforisk, så føles det lidt som om, at jeg var igang med at skrive en roman. Jeg havde lavet en brainstorm eller idéliste over de vigtigste ting, som skulle ske i romanen. Den så nogenlunde sådan her ud:

• Være kærester med Skægget
• Flytte sammen med Skægget inden for det næste kapitel
• Få en familie (helst inden 30)
• Hus
• Hund
• Bil
• Uddannelse (af hensyn til anonymiteten er den ikke specificeret, men det er den altså på virkelighedens idéliste)
• Videreuddannelse (samme som ovenfor)

I forbindelse med det her udlandsophold og bruddet med Skægget er det som om, at nogen har taget den idéliste og revet den i tusind stykker. Jeg skal jo selvsagt ikke være hverken kærester eller flytte sammen med Skægget, så det ville jo give mening bare at blive boende i min rigtig fine lejlighed. Det har jeg bare slet ikke lyst til. Valget står mellem at flytte sammen med nogle venner eller flytte til udlandet, hvor jeg har gode muligheder for at få et job.
Jeg vil fortsat gerne have familie, hus, hund og bil, men det er meget længere ude i fremtiden end det hidtil har været. Fokus nu skal være på at udvikle mig selv både fagligt og personligt og så kan alt det komme senere - også gerne efter 30.
Den eneste ting som faktisk fortsat står højt på min liste er delen om min uddannelse. Jeg er helt sikker på, at min nuværende uddannelse er rigtig for mig - og gudskelov for det, jeg er jo færdig lige om lidt! I forhold til efteruddannelse var jeg før helt sikker på, hvad jeg ville. Nu er jeg på herrens mark og har fået øje på nogle nye spændende muligheder.

Det er på en måde helt vildt skræmmende, at idélisten - planen - er revet i stykker. Jeg behøver ikke at beslutte mig for noget af ovenstående lige nu, jeg kunne bare læne mig tilbage og nyde friheden, men min småkontrollerende hjerne ville virkelig gerne have bare noget på plads.
Uanset hvad jeg vælger, er det starten på et nyt kapitel. Måske endda en ny roman.

Efter 11 dages radiostilhed

Der gik 11 dage uden nogen form for kommunikation mellem Skægget og mig, før jeg sendte ham en besked. 11 dage hvor jeg var råvild og forvirret. Jeg ledte og ledte efter alt det, der havde været godt i vores forhold. Efter den forelskelse som havde været så stærk og den fremtid, som jeg havde glædet mig sådan til. Jeg fandt ingenting udover minderne. Så efter 11 dage skrev jeg til ham, at vi hellere måtte snakke sammen. Jeg fortalte ham, hvordan jeg havde det; at jeg ville ønske, at jeg havde kunne finde følelserne frem igen, men at det ikke var lykkedes. Han var rigtig ked af det, græd og fortalte at han havde skrevet dagbog hver dag til mig. Jeg havde håbet, at det at bryde stilheden, høre hans stemme og hans følelser ville vække noget i mig, men det eneste det vækkede var dårlig samvittighed og et stort ønske om at kunne gøre det lettere for ham. Han blev vred og frustreret; "har du overhovedet grædt over det her?!" råbte han ind i telefonen og jeg måtte endnu engang skuffe ham. Det eneste jeg følte var smerte på hans vegne - ingen fortrydelse over det der var ved at ske.

Jeg har været single i 6 dage og det føles ok. Skægget og jeg er i kontakt de fleste dage, fordi han enten har brug for at være ked af det eller rase ud. Det er lidt svært. Jeg føler mig som det mest egoistiske menneske i verden og jeg har lidt svært ved at holde ud, at jeg har såret et menneske, som holder så meget af mig, så dybt. Men samtidig føles det godt. Jeg er helt sikker på, at det var den rigtige beslutning, selvom den var svær. Når jeg tænker tilbage på det forgangne år har det været enormt lærerigt og jeg har været meget glad, men jeg tror, helt objektivt, at det har været af de forkerte grunde. Jeg følte mig helt ind i hjertet forelsket, når vi snakkede om fremtiden. Om det hus vi skulle bo i og de børn, vi skulle fylde det med. Det bedste jeg vidste, var at ligge i hans arme, der følte jeg mig tryg og elsket. Jeg kunne også godt lide, at han lod mig tale om mine følelser og lyttede til dem. Til gengæld var jeg irriteret på ham hver gang vi så hinanden. Over måden han sagde tingene på, ordvalg, holdninger og meninger til forskellige ting, arrogancen. Vi var ikke venner, vi var kun partnere og de gange jeg forsøgte at introducere ham til mine nærmeste venner, snakkede de fuldstændig forbi hinanden.
Den føromtalte irritation mærkede jeg allerede på de første par dates, men jeg skød den væk, som værende et produkt af hans usikkerhed. Som vi lærte hinanden at kende blev den dog hængende, men fordi han gjorde mig så glad på andre punkter lukkede jeg øjnene for den. Og så tog jeg jo ud at rejse. Her var det ikke muligt at få den fysiske kontakt, som jeg elskede, og en nye fremtidsmuligheder åbnede sig desuden, hvilket gjorde mig mindre og mindre forelsket i den fremtid, vi planlagde sammen. Og så var der lige pludselig ikke rigtigt noget tilbage. Jeg håber, at det giver lidt mening for jer. For mig er det pludselig helt indlysende, at jeg savnede en fremtid med nogen og virkelig manglede at blive holdt om dengang Skægget og jeg mødte hinanden. Vi var ikke et match, men han er en fantastisk mand og jeg tror, at han kommer til at gøre nogen meget lykkelig. For min del skal jeg først have en kæreste igen, når jeg finder en mand med en personlighed, som jeg kan elske - fremfor en varm krop og samme ønsker for fremtiden.