Tinder-date 2

Må indrømme at jeg faktisk var begyndt at tvivle på, om der overhovedet ville komme en tinder-date mere. Men bum, så matchede jeg med en fyr, som var ret hurtig til at spørge efter en date. I mit gode og letsindige humør sagde jeg ja og et par dage efter mødtes vi så i Frederiksberg Have til en gåtur.. Og en fandens masse kys på forsædet i en bil.
Nej, jeg ved heller ikke hvordan vi endte i den bil. Måske var det den romantiske stemning i haven, der gjorde at jeg gengældte hans kys på bænken. Det var i hvert fald ikke hans personlighed, for den fandt jeg ikke videre interessant. Men så var kysset helt vildt godt, og så blev det lige pludselig til flere. Og pludselig var vi så på forsædet i den der bil, og der kiggede han sådan helt forelsket på mig i skæret fra lygterne. Så kan man jo ikke lade være med at smelte en lille smule, også selvom forelskelsen bare var en illusion.

Nu har han spurgt om vi skal ses igen, og jeg er kommet til at sige ja.
Ikke til hans personlighed, men til hans kys.
Er det meget forkert?

Glade for chokolade

Repeat#4

Jeg har altid svoret, overfor mig selv, at hvis en af mine forældre gjorde noget så forfærdeligt, som min mor nu har gjort, ville jeg slå hånden af vedkommende, så at sige.
Jeg stoler ikke det mindste på min mor.
Jeg har mistet respekten for hende.
Jeg skammer mig over at hun kunne gøre noget sådant.
Jeg afskyr hende i øjeblikket.
Men jeg elsker hende stadigvæk. Mindre end før. Men nok til at hun absolut skal forblive som min mor. Jeg skal bare have en pause fra hende. Lidt luft.


Denne sang har intet med ovenstående at gøre, men den kører rundt i mit hoved i øjeblikket. Den er så smuk, at jeg får gåsehud hver eneste gang, jeg hører den. Engang imellem får jeg også tårer i øjnene. (Se bort fra musikvideoen, ik)

Om et par timer vil jeg tage til Grøn Koncert og glemme lidt og hygge mig rigtig meget.

1 stk tudetur

I dag er kaotisk. Jeg ved ikke hvor det her indlæg ender, men jeg ved, at jeg kommer til at græde en hel sø inden det er færdigt.

Det føles som om at jeg har fået en tung, tung byrde på mine skuldre og som om at jeg har mistet lidt af min tro på det gode i mennesker.

Jeg er tilhænger af monogami. Men jeg ved også godt at et ægteskab byder på udfordringer i denne retning. Derfor synes jeg, at man som mand og kone på et tidspunkt bør sætte sig og tage den der monogami-snak. Ikke i de første år, hvor alt forhåbentlig er fryd og gammen, men efter børnenes tilkomst, hvor hverdagen rigtig er indtruffet og man glemmer alt om hinanden og i særdeleshed sex. Der synes jeg, at man skal sætte sig ned og blive enige om, at det måske er ok at tage et enkelt knald udenfor ægtesengen i ny og næ. Indefor nogen præmisser som det enkelte par kan blive enige om, og føler sig trygge ved, selvfølgelig. Hvad enten det er swingerclub, partner-bytte eller onenightstands.

Hvad jeg til gengæld synes, er dybt utilgiveligt er, at bryde monogamien uden partnerens samtykke.

Det har min mor gjort.

Og det fandt jeg ud af.

De nærmere omstændigheder er sådan set ligegyldige. Hun siger, at det har gjort ægteskabet stærkere og at hun har indset, at min far er den rigtige mand for hende. Hun siger, at det er dét, jeg skal fokusere på og derfor ikke sige noget til min far.

Jeg har ikke tænkt mig at sige noget til ham. Min far er min helt, jeg er indbegrebet af fars-pige. Og jeg kan ikke bære at se ham blive knust. Derudover vil det ødelægge hele familien, så det kommer slet ikke på tale.

Men for helvede. Det er min far. Hun har gjort det her mod min far og nu skal jeg holde en så stor hemmelighed for ham. Lige nu føles det ubærligt.

Jeg kan ikke se min far i øjnene.

Jeg kan ikke se min mor i øjnene.

Det skal nok komme, det er jeg sikker på.

Hvad jeg er mindre sikker på kommer tilbage, er troen på at et langt og lykkeligt ægteskab eksisterer. At monogami eksisterer.

Mine forældres ægteskab har altid gjort mig stolt, jeg har altid drømt om at få et ægteskab som deres. Rundt om mig så jeg mine klassekameraters forældre blive skilt. Senere har jeg set utroskab blandt mine venner. Film, TV og musik har ikke gjort tvivlen på den eneste ene og det lange, lykkelige, monogamiske ægteskab mindre. Men altid har jeg trøstet mig ved tanken om, at det godt kunne lade sig gøre, ved at kigge på mine forældre. Det er ødelagt nu. Og dét ved jeg ikke, om kommer tilbage.

Verdens mest døde blog 2

Så troede I lige, at jeg var tilbage, og så var jeg det slet ikke alligevel..

Mine forældre inviterede mig impulsivt på en tur til Italien med alt betalt, og sådan noget afslår man ikke!
Italien var dejlig med tonsvis af lækker mad og lækre mænd. Der befandt jeg mig sådan set ret godt. Med undtagelse af at jeg er typen, der går fra hvid til rød og aldrig ender med en brun kulør, og at jeg desuden er udstyret med et par lår, der har et meget ambivalent forhold til hinanden, hvilket efterlader noget, der minder om brandsår. Om min mor ikke også er udstyret med selv samme type lår, så vi kunne lide sammen? Næ.
Så på trods af alle de dejlige ting ved Italien, så glædede jeg mig egentlig lidt til at komme hjem til kulden. Haha! Snydt. I skrivende stund kan jeg ikke falde i søvn, fordi her er så pokkers varmt. Dagen har jeg brugt på at ligge i undertøj på sofaen og se Paradise Hotel med en skål is i nærheden hele tiden. Apropos, så kan jeg egentlig godt anbefale det norske paradise, hvis man er til sådan noget.

[her skulle have været et billed af deltagerne, men jeg turde ikke google, af frygt for at finde ud af hvem der vinder]

Hele sæsonen startede med et bundt skuespillere og 5 intet-anende piger, som var de rigtige deltagere. Ugen efter checkede de rigtige fyre ind. Siden da har der været spil-uge (et helt afsnit som TheSims!), Narnia-uge, skæbne-uge, Robison-uge, far, mor og børn-uge og påske-uge - og jeg er altså kun nået til uge 8.
I det danske paradise er jeg egentlig ikke så vild med de forskellige tema-uger, men nordmændene har bare bedre idéer og udfører dem også bedre, omend vi stadig snakker paradise. Men helt ærligt, hvem vil ikke gerne se paradise-deltagere i Robinson eller som forældre? Jeg bliver i hvert fald ved, indtil den der hedebølge er ovre.

Verdens mest døde blog

.. er vidst den her. Jeg kan ikke engang huske, hvornår jeg sidst skrev et indlæg. Men der er sådan set heller ikke sket så meget siden. Jeg var til eksamen og det gik skide godt og så har jeg været på Roskilde, hvilket egentlig ikke var den største succes. Festivalen var virkelig fed i mine øjne, min camp; not so much. Jeg tager afsted med nogle andre næste år - nogen der ikke går i seng senest kl 1 hver eneste nat.

Og så er jeg jo faktisk kommet i tanke om, at jeg helt har glemt at fortælle om Mr. Good Guys seneste stunt. Lige efter min eksamen, mødtes vi for at udveksle ting, som vi havde haft liggende hjemme hos hinanden. De involverede underbukser, nøgler og en dildo. I sms'erne op til mødet, havde han glemt alt om dildoen og jeg måtte huske ham på at jeg skulle have den tilbage. Først kunne han ikke finde den, så opdagede han at den lå bag hans seng (Kom ikke og sig at jeg ikke prøvede at få sexlivet til at fungere!). Og dermed var der lagt op til et akavet møde.
På selve mødetidspunktet kunne vi først ikke finde hinanden og måtte ringe frem og tilbage flere gange, før vi endelig mødtes. Vi byttede poser og så troede jeg egentlig, at det var det og at jeg kunne gå hjem og nyde de rosende ord jeg netop havde modtaget til eksamen. Men nej. Han ville gerne snakke. Jeg forsøgte, at overbevise ham om, at der ikke var mere at snakke om. Så begyndte det at sitre i hans ansigt og han trak munden op mod næsen i noget der lignende jeg-kan-ikke-holde-det-ud-om-lidt-begynder-jeg-at-græde. Jeg overgav mig og vi gik over i en park og satte os på græsset. Vi sad der en time og snakkede om alle de samme ting, som vi havde skrevet om. På et tidpunkt sked en fugl på min hånd. På et tidspunkt græd han. Hele tiden snakkede han om en ny chance, at han kunne gøre det bedre og at han ville flytte bjerge for mig. Jeg sagde igen og igen at det var slut og at jeg er langt gladere alene. Jeg sagde det blidt, forstående, vedmodigt, vredt, opgivende og hårdt. Jeg ved ikke om han tog det til sig. På et tidspunkt sagde jeg at jeg ville hjem. Først ville han ikke lade mig gå, så trak jeg eksamens-kortet om at jeg ville nyde det og så lod han mig gå.

Jeg kiggede først i den pose, som han havde givet mig da jeg kom hjem. I den lå dildoen, mit håndklæde og et par trusser. Sidst nævnte havde jeg aldrig set før.

Jeg er typen, der går op i mit undertøj. Især når jeg har en kæreste. Jeg ville aldrig nogensinde bære et sådant par underbukser foran min kæreste. Så jeg blev egentlig vred, ikke så meget over underbukserne, for de er med garanti bare hans ekskærestes, men mere over at han rent faktisk troede at det var mine. I den time vi sad i græsset i den park, snakkede han så meget om hvordan han syntes at vi passede perfekt sammen. Det kan jeg bare slet ikke få til at hænge sammen med at han ikke aner hvilke underbukser, jeg ville gå i. Det eneste jeg nogensinde har haft på overfor ham er g-streng. Så jeg skrev til ham:

 Set i bakspejlet, var jeg måske lidt tarvelig ved ham, men jeg var bare så træt af ham..

Mit liv er forsvundet

... i Tinder og eksamenslæsning.

Mest Tinder, selvfølgelig.

Har brugt så meget tid på Tinder de sidste par dage, at det nu vælter ind med matches. Jeg er ret kræsen og havde formået at få 11 matches indtil i søndags. Nu har jeg 27. Og nu er det pludselig begyndt at blive uoverskueligt. De hedder fandme alle sammen Jonas, Andreas og Rasmus. Men jeg er måske faktisk også gået uden om dem der hedder noget i stil med Bjarne, Brian og Jens. Så jeg er vel selv skyld i det.

En enkelt fyr har slettet vores match, eller hvad man siger. Med denne besked: "Du bor alt for langt væk.. Men du har virkelig pæne øjne :(" whaaat. Det var ærgerligt, han var ellers sød.

Ellers så fortsætter det i denne stil:

Den sidste fyr er så tæt på min drømmefyr, som man kan komme i forhold til udseendet. Så jeg svarede ham.. Vi har også skrevet lidt sammen før ovenstående besked, og nu prøver jeg at finde på et comeback. Lige ham gad jeg faktisk godt mødes med. Og så bare se i gennem fingre med at han knalder 248746897485673 piger...

Tilbage til typen som jeg ikke liker:

Jeg er begyndt, at tænke at Tinder kun handler om sex, og det synes jeg er lidt ærgerligt. Dumme Tinder.. 

Sorgens 5 faser og repeat#3

Jeg har genfundet Lukas Graham efter at have været godt og grundigt træt af ham på det sidste. Især én sang kører rundt i hovedet på mig:

Gæt hvorfor. Jep, Mr. Good Guy laver samme nummer som pigen i sangen. Ligger i knæ. Faktisk måske nærmere nede i et hul, på knæ for at få mig tilbage. Det er ikke engang en overdrivelse. Jeg troede rent faktisk, at han var rimelig afklaret med beslutningen, omend han selvfølgelig var ked af det. Men ikke så ked af det..


Man taler om sorgens 5 faser:

1. Benægtelse
2. Vrede
3. Forhandling
4. Nedtrykthed
5. Accept

Mr. Good Guy har været i første fase i næsten to uger. Så sent som forgårs skrev han "Jeg elsker dig og vil være sammen med dig.. Jeg ved også at du elsker mig. Jeg kan godt forstå at det at jeg er lidt lukket gør at du ikke føler dig så tryg og derfor har trukket dig lidt" og "Jeg vil vise hele verden at du er min kvinde".. Altså efter at jeg var gået fra ham, og ikke bare havde trukket mig lidt.

De sidste to dage har han vidst bevæget sig lidt over i næste fase, vrede. Nu er ordlyden mere sådan her: "Kan du ikke bare sige det direkte, at du ikke bryder dig om mig?" og "Du er sikkert ligeglad, men..". Ak ja.

Jeg har virkelig ondt af ham, og kan så godt sætte mig ind i, hvad han gennemgår nu. Men come on.. I forgårs brugte jeg hele dagen indtil min date på at fortælle ham, at vi ikke skal være sammen igen, pr. sms forstås. Jeg kunne nærmest bare have copy-pastet mit svar til ham igen og igen. Han hverken ville eller kunne forstås det, og jeg fik den ene besked efter den anden, om hvor meget han kunne forbedre sig og hvordan jeg var den eneste rigtige for ham. Det er hårdt, men nu tenderer det efterhånden til et punkt, hvor det bliver ynkeligt og jeg bliver rigtig vred. Tålmodighed er en dyd, siger de. Kom så fase 3!

Tinder-date 1

Yes, du læste rigtigt. Jeg har været på min allerførste Tinder-date. Lige godt halvanden uge efter at jeg gik fra Mr. Good Guy. Kun en lille smule dårlig samvittighed. Men altså, hvis han var på Tinder, mens vi var sammen, så kan jeg da godt tage på en date, efter det er slut.

Der skete simpelthen det, at den ene af de ekstra flotte fyre inviterede mig på en gåtur langs kanalen i København. Jeg var hurtigt til at sige ja, og således blev det, at vi allerede i dag har været afsted. Første håndsindtryk af virkelig flotte billeder in real life: "shit, er det overhovedet ham?". Andet håndsindtryk: "måske har han stjålet et par billeder fra sin lækre bror". Den fyr jeg mødte, var noget lavere og lidt tykkere i det, end ham på billederne havde set ud, omend de uden tvivl lignede hinanden, og da nok også var den samme med et par års mellemrum. Så det startede godt.
I virkeligheden var han faktisk en rigtig sød og sjov fyr, men det var mere noget venneplan fra min side. Men skal vel helst kunne mærke end eller anden kemi mellem hinanden. Og det kunne jeg altså ikke. Øv.

Overdrivelse fremmer forståelsen..

Du er sgu spøjs, Tinder

So. Første uge på Tinder.
Jeg har opdaget, at der på Tinder findes en sjov gentagelse af hvilke slags billeder de kære mænd bruger. Jeg har delt dem ind i typer (som jeg plejer...):

- "Jeg er god med børn"-typen, der har taget et billed sammen med et barn - ofte fulgt af en tekst om at det altså ikke er hans barn

- "Jeg er god med gamle mennesker"-typen, der har taget et billed hvor han hjælper sin bedstemor over et fodgængerfelt eller lignende

- "Vi får søde børn sammen"-typen, der har lagt et billed op af sig selv som barn. I mit hoved skriger det af sæddoner og "lav børn på mig"

- "Jeg er helt vildt aktiv og lavet alt muligt sejt ekstrem sport"-typen, der kun har billeder hvor han står på ski/fisker/klatrer/cykler/svømmer/whatever

- "Jeg er grim"-typen, der kun har lagt billeder op hvor han har solbriller på

- "Jeg er lækker"-typen, hvis første billed er et af hans nøgne og veltrænede overkrop

Jeg har sjovt nok ikke liket en eneste af ovenstående typer.

Tilgengæld har jeg modtaget følgende besked efter den gode gammeldags "Hej, hvordan går det?" og "Må jeg spørge hvad du laver på Tinder?" fra os begge.

Behøver jeg sige, at jeg sagde pænt nej tak?

Nå, men det er jo ikke kun dårligt på Tinder! Absolut ikke faktisk. Jeg er dags dato oppe på 11 match, men jeg har altså virkelig også brugt meget tid på den lille tidsrøver af en app. De er alle nogle flotte eksemplarer, men især to skiller sig ud. Jeg skriver en smule med dem begge, men sgu nok kun fordi jeg selv skrev til dem til at starte med. Men det tæller stadig!