Blown away

Så øhm..

Da jeg loggede ind på blogger for et kort øjeblik siden, var der sket et eller andet vildt med min statistik. Noget med firecifrede tal. Hvilket altså ikke stemmer overens med at have en mikro-lille blog. Så først tænkte jeg, at det var nogle scam-sider eller sådan noget. Så loggede jeg på bloglovin, hvor tallet er gået til tocifret. Så tænkte jeg noget med, at være blevet hacket. Nej, jeg har absolut ingen idé om hvordan sådan noget sker. Så opdagede jeg Miriams lille stunt. Men jeg tror altså stadig ikke rigtigt på det.

I virkeligheden loggede jeg på blogger for at skrive lidt om Mr. Good Fucking Irriterende Guy. Mindre sammenstød i fredags hvor vi var endt til samme fest. Jeg gik på toilettet og da jeg kom ud stod han og spærrede vejen tilbage til festen. Føltes lidt som et bagholdsangreb. Noget med om vi ikke godt please kunne snakke sammen. Igen, igen, igen. Og nej. Men så alligevel jo. Så vi gik udenfor. Ham i sin store jakke, mig i bare arme. Og snakkede. Han græd lidt, men det er vel efterhånden ingen overraskelse. Jeg græd også lidt, men det var på grund af mor. Hvilket jeg gudskelov havde nok sense til ikke at fortælle ham om. For at opsummere samtalen:

- Han siger, at jeg virker sur på ham i dag

- Jeg er uforstående - jeg hilste da og alt muligt?

- Han holder fast ved det

- Jeg siger, at det da også var pænt mærkeligt, at han tog lidt på min venindes lår. En veninde han ikke brød sig særlig meget om, da vi var sammen

- Han begynder at græde og benægter

- Jeg siger whatever. Det er koldt, jeg vil videre, videre, videre

- Han siger kom tilbage til mig

- Nej

- Ovenstående gentager sig af et par omgange

- Han siger, at han har det så hårdt

- Jeg siger, at han ikke aner, hvad hårdt er (det var her, jeg skulle have stoppet mig selv)

- Han leger Ygritte; You know nothing, Jon Snow

- Jeg får tårer i øjnene

- Han prøver, at give mig et kram

- Jeg siger, at han skal lade være med at røre mig

- Han plager om, at fortælle hvad der sker

- Jeg går min vej og siger at han skal skride

Så det var en god aften. Men den er jo ikke helt slut der. Sammen med en ven, som er vores fælles, tager jeg videre i byen. Denne ven får noget i nærheden af 21947589746589 opkald fra Mr. Good Guy, som tilsyneladende tror, at vi er taget hjem sammen. Der er noget galt med den mand. Og det siger jeg med et par objektive briller på.

Tinder-date 3

Hold lige fast, for nu går det altså stærkt. En date om ugen, åbenbart.
Jeg havde jo egentlig lavet en second-date med Tinder-fyr 2, men så kom jeg til at droppe den.. Det var lidt tarveligt, men jeg gjorde op med mig selv, at der var intet andet godt at komme efter end kys, og så kunne det være ligemeget. Især fordi han vidst godt kunne lide min personlighed også. Så tak, men nej tak.

Nu ville omstændighederne så, at en anden fyr som jeg har skrevet med på Tinder i en måneds tid, kom til København et par dage. Han er fra Århus og vi har flere gange forbandet de mange kilometer, der har været imellem et første møde. Men nu kom han altså og jeg fik hans nummer, så vi lettere kunne finde hinanden. Jeg er en nysgerrig sjæl, så jeg indtastede hans nummer på Krak.dk, fandt frem til hans fulde navn og smed det ind i søgefeltet på Facebook. Should not have done that. Mindst 10 kg tungere og med poser under øjnene som vel udgjorde det for 500 gram hver. Men nu havde jeg jo sagt ja, og kemien på skrift havde været skide god.

Vi kom ikke så godt fra start, kan man sige..
Jeg var forsinket og kunne ikke rigtigt tage mig sammen til at skynde mig.
Da jeg stod og ventede på bussen (som jeg havde skrevet til ham, var forsinket) ringede han. I røret fik jeg et styk virkelig træt og gnaven mand. Som egentlig hellere ville hjem til Århus end vente yderligere 20 min på mig. På daværende tidspunkt var jeg blevet stædig, nu havde jeg trods alt skiftet tøj og gjort lidt ud af mig selv, så nu ville jeg mødes og finde ud af om de poser virkelig var så tunge. Han gik med til at vente og da vi mødtes, havde han vidst fået noget at spise. Han var i hvert fald stor-smilende og den gnavne mand fra telefonen var pist væk. Poserne var tunge og maven ligeså, men jeg skød det til side og sammen gik vi en tur langs søerne og han købte mig en drink på et hyggeligt lille sted.

Jeg aner ikke hvor i Århus han bor, om han har en roomie, hvor langt han er i sin uddannelse, om han har nogen søskende eller nogen andre af de ting, som jeg ellers normalt får at vide på en første date. Men der var slet ikke tid til at tale om den slags banaliteter! Snakken flød om løst og fast, men mest om fast. Det viser sig, at vores såkaldte værdier er meget ens og vi kunne tale i uendeligheder om ting, som ville kede andre til døde. Så det gik jo godt. Lidt træt af Århus på nuværende tidspunkt.

Mor

"Var det ikke noget med at din mor var en totalt so der lige var ved at smadre hele familien, eller som måske faktisk gjorde det?", spørger I nok.
Jo.
"Og hvordan står det så til med det?"
Ad helvedes til. Men det er lidt skægt. Ser I, jeg kan ikke kigge min mor i øjnene, når jeg ser hende in real life. Men jeg kan godt snakke i telefon med hende om hvor dum min lejlighed er fordi den ikke gør sig selv ren eller hvor latterligt et system min uddannelse kører med, når de ikke ligger et skemaet for det kommende semester op før dagen inden det starter.
Tragikomisk.
Oppe i mit hoved foregår der alt muligt, som mor ikke kommer til at høre om. Der er noget med hævn, noget med at google hans navn og finde frem til hans familie. Og så er der noget med at være fornuftig, og lad-være-med-at-ødelægge-andres-glansbilled-familie. Så er der noget med hvem af mine venner, som jeg kan sige det til. Nogen som måske rent faktisk ville have noget brugbart at sige. Nej, jeg ved da virkelig heller ikke hvad det skulle være.

Oven i det hele er det som om, at min mor total har glemt at jeg fandt hendes største hemmelighed. Det er vel måske faktisk grunden til at det hele er blevet rodet igen. Hvordan kan hun ikke have trukket mig til side og snakket med mig om det her endnu? Hvordan kan hun lytte og svare præcis som hun plejer? Hvordan kan hun regne med, at hvis vi ikke snakker om det, så ryger det nok i glemmebogen, og så er vi en stor fucking lykkelig familie igen? Og er der for helvede ikke snart nogen, der kommer forbi med noget chokolade?

Tinder-date 2

Må indrømme at jeg faktisk var begyndt at tvivle på, om der overhovedet ville komme en tinder-date mere. Men bum, så matchede jeg med en fyr, som var ret hurtig til at spørge efter en date. I mit gode og letsindige humør sagde jeg ja og et par dage efter mødtes vi så i Frederiksberg Have til en gåtur.. Og en fandens masse kys på forsædet i en bil.
Nej, jeg ved heller ikke hvordan vi endte i den bil. Måske var det den romantiske stemning i haven, der gjorde at jeg gengældte hans kys på bænken. Det var i hvert fald ikke hans personlighed, for den fandt jeg ikke videre interessant. Men så var kysset helt vildt godt, og så blev det lige pludselig til flere. Og pludselig var vi så på forsædet i den der bil, og der kiggede han sådan helt forelsket på mig i skæret fra lygterne. Så kan man jo ikke lade være med at smelte en lille smule, også selvom forelskelsen bare var en illusion.

Nu har han spurgt om vi skal ses igen, og jeg er kommet til at sige ja.
Ikke til hans personlighed, men til hans kys.
Er det meget forkert?

Glade for chokolade