Mere, mere!

Kan I huske 15-år-ældre-mand?
Vi har skrevet lidt sammen de sidste 14 dage, eller sådan noget. I fredags gjorde vi noget ved det, og mødtes efter en bytur. Vi brugte den halve nat på at knalde (hvordan kan nogen holde så lange tid!?) og den anden halvdel på at snakke. Efter næsten ingen søvn, men med masser af godt humør, kørte han mig hjem lørdag formiddag, så jeg slap for walk-of -shame. Selvom jeg overhovedet ikke følte mig skamfuld. Og heller ikke ulækker. Bare glad og tilfreds. Det var nice. Han skrev allerede igen i går aftes. Det fungerer så sindsygt godt for mig, at han er så meget ældre. Det er ligesom en kæmpe hæmsko for mine følelser, at han er langt oppe i trediverne, men stadig går klædt, som var han 24. Jeg kan overhovedet ikke se os sammen følelsesmæssigt, men mere sex - ja tak.

Jeg begynder lidt at tro på det med, at kunne knalde sig ud af en depression. Det virkede i hvert fald i går, hvor jeg var høj på endorfiner. I dag er jeg tilbage til nul overskud og tristhed. Godt, at 15-år-ældre-mand har sagt, at jeg kan skrive når som helst og ikke kun i weekenden.

Tinder-date 5

En mindre livskrise + depression skal ikke afholde mig fra flere tinder-dates. Og sådan er det. Basta.

Har I forresten set den nye side "Tinder-kartoteket" ovenfor? Jeg har lige samlet alle tinder-mændene, så vi alle sammen bedre kan holde styr på hvem, der er hvem.

Jeg har netop sendt et styk halv dansk, halv latino hjem i seng efter filmaften på min sofa. Det var godt nok; han lignede ham på billederne og han var ikke ude på andet end at være sød.
Problemet med filmaftener er bare, at man kun får snakket minimalt med hinanden. Til gengæld er der hundrede muligheder for at putte. Hvilket nok var derfor, at manden insisterede på, at det var det, vi skulle lave. Han strakte den dog kun til, at nusse mig på låret og på armen.
Det gode ved filmaftener er, at når filmen er færdig, er man for doven til at rejse sig og sætte en ny på/slukke, og derfor er man nødt til at snakke sammen (medmindre man er faldet i søvn, hvilket næsten skete i mit tilfælde). Af alle de emner vi kunne have snakket om, vælger han hverken at spørge ind til hvilket studie jeg går på, eller for den sags skyld noget som helst andet om mig. Han vælger derimod at fortælle mig, at hans ekskæreste var ham utro og smed ham ud af deres fælles lejlighed, at hans mor har fået kræft og at han selv har været ved, at gå ned med stress. Bevares, det virkede virkelig som om, at han havde brug for, at nogen lyttede til ham, og hvem bedre?

Ekskæresten

Er det tarveligt at blive lidt glad, på den der fryd-måde, når ens ekskæreste bliver single igen?
Jeg mener, også selvom det var en selv der slog op, og det sidste man vil, er at være sammen med manden igen?

Oh well. Omtalte ekskæreste og jeg var sammen i 2 år, hvilket er mit hidtil længste forhold. Og hidtil mest usunde forhold. Det var mens, at jeg var sammen med ham, at jeg fik en depression, som jeg mener, var et resultat af den måde vores forhold var skuret sammen med. Så nu hvor jeg har præsenteret ham, kan jeg jo ligeså godt fortælle hele historien. Måske giver den mening sådan set i forhold til mine mere nylige forhold. Jeg ved det ikke.. Her kommer den - med eller uden pointe:

I virkeligheden skal tiden skrues endnu længere tilbage for, at det giver mening. Helt tilbage til den kæreste jeg havde inden Ekskæresten. Jeg blev venner med Ekskæresten under dette forhold. Vi var mere venner med fordele, end vi var egentlige kærester, men i 1.g anede vi ikke hvad vi ellers skulle kalde det. Anyways, jeg mødte Ekskæresten og han var typen, der sagde sin mening - også om det besynderlige, kærlighedsløse forhold jeg var i. Hurtigt forelskede jeg mig i ham og gik fra min daværende kæreste, som by the way kun var ked af, at det betød slut med sex.
Ekskæresten og jeg indledte forholdet og jeg var gladere og mere forelsket end nogensinde. Tænk at jeg havde hentet sådan en hunk hjem. Men der gik kun en måneds tid, så kom det første tegn. Han havde drukket sig kampstiv en aften og ringede til mig og sagde, at han ville cykle ud for at se mig. I telefonen var han grædende og råbende, men jeg kan faktisk ikke huske, hvad grunden var. Jeg var i panik, for han truede med at cykle ud på motorvejen og lød dybt ulykkelig. Jeg fik min mor til at køre mig hjem til ham den aften, men fandt et mørkt og sovende hus. Dagen efter påstod han, at jeg havde overreageret og at han bare var kørt lige hjem i seng.
Vores forhold fortsatte og jeg var stadig forelsket til op over begge ører. Det betød ikke noget, at han indimellem blev rasende på mig over ting, som jeg ikke helt forstod. En gang var det, at jeg ikke havde snakket nok med hans venner til en fest, en anden gang at jeg havde snakket alt for meget med dem.  Det er lidt svært at beskrive selve skænderierne, men herunder er et på skrift. Det opstod, fordi jeg spurgte ham, om det var ok, at jeg tog til en køretime (jeg var ved at tage kørekort på daværende tidspunkt) og dermed tog tidligere hjem fra vores aftale end planlagt. Så vidt jeg husker, udløste det også et skænderi, da vi var sammen og senere udspillede denne samtale sig så altså:

Ikke min stærke side at redigere og kopiere billeder ind - sorry!

En samtale som ovenstående var hverdag i vores forhold. Jeg fattede ikke en skid af det. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at han blev så vred over, at jeg spurgte om det var ok med ham. Der er som sagt ikke noget specielt ved det her skænderi (måske lige udover min kommentar om ikke at gide mit liv mere). Det særlige ved alle vores skænderier var, at jeg altid var bange. En enkelt gang havde han slået mig, utallige gange havde han gjort mine til det, ofte bankede han sine hænder ind i væggen eller døren, en gang rev han en pude i stykker og to gange tog han kvælertag på sig selv. Altid råbte han og altid græd jeg. Rigtig tit fortalte han mig, at jeg var en elendig kæreste. Det var på ingen måde sundt for nogen af os. Jeg ville ønske, at den psykolog jeg gik hos, havde set det. Havde set at der bag mine ord om en sød og støttende kæreste, var en der sagde "det er lidt underligt at være kærester med en freak" da jeg fortalte ham, at jeg skulle på antidepressivmedicin. Men hvordan skulle hun kunne det? Jeg var alt for god til at lyve overfor mig selv og for hende på det punkt.

Et år efter at jeg var stoppet til psykologen, slog jeg endelig op med ham. Jeg kan ikke huske, hvad der gjorde udslaget. Jeg var begyndt at indse, at han ikke kunne gøre mig glad, men kun få mig til at føle mig elendigt til mode. Til slut valgte jeg min egen lykke, og frygtede for hans liv.

Han kom dog hurtigt videre, og da han fik en ny kæreste for et lille års tid siden, blev jeg lidt trist og den følelse hang ved mig hver gang, jeg tænkte på dette nye forhold. Jeg havde lyst til at kontakte hans nye kæreste og spørge hende, om hun blev behandlet ligesom mig, eller om det hele bare var noget, som jeg havde bildt mig selv ind. Men nu er jeg glad. Glad på fryd-måden over at endnu et af hans forhold er brast og glad på lettet-måden over, at hun er fri.

Jeg kan ikke komme på nogen pointe her til slut. Jeg vil gerne have jeres inputs om dette forlængst forliste forhold - for engang imellem sidder jeg helt ærligt stadig med følelsen af, at jeg måske bare bildte mig selv det hele ind, og at jeg bare gerne vil være i offerollen og have medlidenhed.

Tinder Update

Nå. For lige at spole tiden lidt tilbage. Selvfølgelig skrev Tinder-fyr 4 efter vores date. At det havde været den hyggeligste aften længe, men at han kun havde lyst til at ses igen for sex, følelsesmæssigt var han nemlig ikke helt på. Whatever. Han var lækker og hvis han skriver igen, siger jeg ikke nej selvom det kun er til sex.

Så var der jo ham, der var 15 år ældre end mig, og som godt nok ikke var fra Tinder, men som var god sex. Han har også skrevet, uden at nævne et ord om sex, men det ligger ligesom i kortene, at det aldrig kan blive til mere mellem os.

Gad vide om man kan knalde sig ud af en depression?

Anyways, så står det ret stille på Tinder. Jeg har uoverskueligt mange matches, men halvdelen af dem var turister og dermed i gennemsnit 1000 km væk nu, resten skriver ikke til mig, medmindre det er fredag og de er fulde. Derudover har jeg ligesom glemt, hvad og hvordan man skriver til sine matches. Måske fordi jeg ved, at en Tinder-date lige nu er en dårlig idé.
Faktisk har jeg en flere uger gammel aftale i denne weekend, men eftersom vi ikke har skrevet sammen siden, vi lavede den og jeg egentlig ikke gider, så bliver det nok ikke til noget.
Det er også okay. Som I ved, var jeg jo til psykolog i torsdags. Det var godt. Hun lavede en liste over de ting jeg skal prioritere allerhøjest den næste tid:
1. at sove ("tag en morfar, en farfar, så mange bedsteforældre du kan")
2. at være alene
3. at dyrke nærende aktiviteter (dvs ting der er rare lige nu, fx at spise cocopops)

Tinder passer ikke så godt ind i dét liv. Byture gør heller ikke, så derfor er dette første weekend i 100 år uden alkohol og sene nattetimer. Det føles lidt mærkeligt, men sundt nok.

Psykologen nævnte desuden, at hun ikke tror, at jeg kan holde til at have så stor en hemmelighed for min far. Og at jeg skulle gå hjem og tænke over det. Indtil videre har jeg skubbet det i baggrunden, men i virkeligheden er det nok fordi jeg godt ved, at hun har ret.

Forresten har jeg sovet fra kl 01 til kl 11 i nat. Jeg er nu der, hvor jeg overvejer første morfar. Punkt 1 på psykolog-listen går da ret godt.

Størrelse ?

I en kommentar på Miriams femina/plus size debbat skrev Miriam at Asos og Topshop har linier, som gør at man kan shoppe efter højde. Det er præcis, hvad jeg har brug for, tænkte jeg, da jeg læste det og skyndte mig ind på Topshops hjemmeside. Her blev jeg mødt af "shop by fit" med følgende kategorier: tall, petite, maternity, mini. Men så var det, at min egen krop spændte ben for mig. For jeg er lav, så umiddelbart ville petite være fint for mig. Bortset fra at jeg har former, og det har man tilsyneladende ikke hvis man er lav ifølge standard størrelserne. Egentlig er jeg en str. 34-36 i bluser, men mine bryster kan aldrig være i de størrelser, så derfor ender jeg altid i str. 38-40, som næsten passer over brystet, men som så til gengæld er for stor og lang alle andre steder og som får mig til at se lidt tyk ud. Og hvor er jeg bare træt af det. For helt ærligt, jeg har ikke kæmpe store bryster, jeg har åbenbart bare for store bryster til, at kunne passe i standard størrelserne. Jeg er ikke engang rigtig kurvet, jeg er bare ikke uden former og det skal man tilsyneladende være for at kunne passe str. 34-36. Hvis nogen kan fortælle mig, hvor man kan købe tøj til en krop, der ikke passer til standarden, så må I endelig sige til. Jeg ved jo, at jeg ikke er den eneste med dette problem. Jeg ser i hvert fald bh'er, som titter frem i siderne, fordi toppen er for stram over brystet, på daglig basis.

Cocopops

Jeg har købt cocopops. Og nu spiser jeg cocopops. For anden gang i dag. Farvel sunde livsstil.

Den anden dag fik jeg et mindre break-down og ringede stor-tudende til min mor. Og bad hende komme og hente mig, så jeg kunne sove på på mit barndoms værelse. Det gjorde hun. Dagen efter overtalte hun mig til at ringe til lægen og få en tidligere tid end den om to uger. Så derfor var jeg til lægen igår. Hun vil helst ikke starte mig op på antidepressiv, men mener, at jeg kan få mere gavn af pskyologtimer. Jeg er enig. Men, sagde hun så, kassen til psykologtilskud til depressive er sgu tom, så du kan ikke få tilskud og der er forresten ventetid på op til 4 måneder på langt de fleste psykologer lige nu. Ka' du hyg' dig. Det lykkedes mig dog på egen hånd at finde en psykolog, da jeg senere kom hjem. Og sådan gik det til at jeg om en lille times tid, skal krænge mit inderste ud foran en vidt fremmed med en fin uddannelse for mors penge. Ikke at jeg ikke glæder mig, det gør jeg faktisk. Men jeg har sgu ikke så meget lyst. Og sådan gik det til at jeg købte cocopops. Og at jeg lige snupper en skål mere.

Et stort "nej tak" herfra

For tre år siden havde jeg en depression, som for tre år og en måned siden gjorde, at jeg lige var en tur inde og vende på psykiatrisk afdeling. Men det var ok. For jeg havde sagt til og bedt om hjælp, jeg havde erkendt, at jeg havde det udover det sædvanlige dårligt, og så var jeg allerede kommet rigtig langt. Så jeg gik til psykolog og fik antidepressiv medicin, og da det blev sommer igen, var jeg rask. Det lærte mig rigtig meget lige at kysse bunden og i dag er jeg nærmest glad for, at jeg var der, men stort nej tak til nogensinde at skulle derned igen. Jeg har været på vej derned igen. Hver vinter er jeg en lille smule truet, men jeg lærte en masse fine teknikker dengang, det var slemt, så om vinteren lykkes det mig altid at hive mig selv op igen. Men nu er det noget andet en den almindelige vinterdepression. Nu er det frit fald direkte mod bunden. Det er ligesom et tog, der bare kører og jeg skulle jo forhelvede have været af for længe siden. Jeg har ringet til min læge og fået en tid. Til om hundrede år. Jeg kan ikke få en akut tid, for jeg er ikke akut. Langt fra. Jeg kender bare mig selv og jeg har alle tegnene på, at det her kun kan gå galt, hvis jeg ikke gør noget. Så nu har jeg gjort det igen. Bedt om hjælp. For jeg er pisse bange for at ende dér igen.


Sidder du og har det lidt ad helvedes til og er uengageret i dit eget liv? Så snup lige den her test.

Tinder-date 4

Har pt. lige lidt svært ved at følge med. Var på fjerde tinder-date i går. Hjemme hos ham. Hvilket man ikke må! Tænk, hvis han havde været øksemorder. Det var han heldigvis ikke. Bedste tinder-date hidtil. Ved ikke, hvad jeg mere skal sige. Jeg har sjældent håbet så meget på at høre fra en fyr igen. Og samtidig været så usikker på om han skriver igen. Han har for faen først lige oprettet sig på tinder. Han har masser af damer, som han lige skal se an først. Lort. Gider ikke en gang i detaljer fortælle jer hvordan daten forløb. Den var god, okay. Please, skriv Tinder-fyr 4.

I Just Had Sex

Og så er det fandme ikke engang løgn. Det fortjener næsten en applaus, at jeg i virkelig-virkelig fuld tilstand formåede, at charmere en fyr i går. En lav mand, jovist, men pæn og sød.
Positivt overrasket over hvor godt sex kan være efter så mange måneder med dårlig Mr.GoodGuy-sex eller ingen sex.
Positivt overrasket over at så lille mand kan bære rundt på noget så stort mellem benene.
Negativt overrasket over at han er 15 år ældre end mig.
Positivt overrasket over at han kyssede mig farvel midt på gaden i dag og sagde at vi ses igen.
Bliver positivt overrasket hvis han rent faktisk skriver, at han gerne vil ses igen. Men whatever.
Pointen er, at jeg troede at sex med en vidt fremmed, mens man er godt fuld, var dømt til at være dårligt. Og at jeg var dømt til at føle mig lidt ulækker og utilpas dagen efter. Men jeg har det lige modsat. Dette er en opfordring til bare at gå ud og gøre det - og så lade være med at fortælle sin fremtidige kæreste sit tal ;) Måske er jeg stadig lidt fuld.

Bare et tal?

Jeg snakkede med en af mine allerbedste venner om den pige, som han ser i øjeblikket. Han ved ikke helt om det skal være noget; han synes, at der er en del ting, der taler imod, at de skulle passe sammen. En af tingene er antallet af mænd, som omtalte pige har været sammen med - især i løbet af det sidste års tid. Hun har haft en del one-night stands og det synes min ven ikke er fedt. Han siger, at det ville være noget andet, hvis hun havde haft 6-7 kærester i løbet af dette år, fremfor 6-7 one-nighters.

Personligt er jeg i tvivl om, hvad jeg skal mene.

På den ene side synes jeg, at man skal have lov til at gøre præcis som man vil (hvis det vel at mærke er lovligt, man passer på sig selv og man gør det med respekt og omtanke for andre).

På den anden side kan jeg bare godt følge hans tankegang om, at det skriger af usikkerhed/behov for opmærksom og at han ikke synes, at det er frækt, at hun har spredt benene det antal gange indenfor det sidste år. Jeg væmmes jo også lidt ved mig selv, når jeg i perioder af mit liv skider på, hvad andre tænker, og er sammen med de mænd, som jeg mere eller mindre impulsivt får lyst til.

I virkeligheden er min holding jo den første; gør hvad du vil, men når jeg alligevel føler mig beskidt, når jeg fører det ud i livet, må det jo være fordi samfundet, og nok i særdeleshed min omgangskreds farver mig med, at jeg BØR føle mig beskidt og billig. Så måske er mit eget tal ikke bare et tal. Måske møder jeg en fyr en dag, som også vil sætte det på minus-listen, hvis jeg fortæller ham, hvor mange jeg har været sammen med i alt (ikke indenfor det sidste år i mit tilfælde - for så ville han nok være pænt ligeglad, så dødt som det har været).

Pointen med det her indlæg, hvis der da er nogen, er vel, at jeg synes, at det er kamp-latterligt, at andre mennesker skal bestemme om ens tal er ok eller ej. Og at det ligefrem skal have en betydning, når man prøver at finde ud af, om noget kan lede til et forhold eller ej. Hvis man er forelsket, er man forelsket og hvis vedkommende, som man er forelsket i, har været sammen med en masse andre, men har det godt med det, så kan man da være ligeglad.. Man bør da i hvert fald forsøge at være ligeglad. Jeg havde en kæreste, der ikke var ligeglad og som til mit åbne ansigt kaldte mig billig, da han hørte mit tal. Jeg havde det som sådan ikke dårligt med mit tal inden denne udtalelse, på trods af et par ups'ere, men jeg skal love for, at jeg fik det dårligt med det bagefter. Derfor rådede jeg min ven til at droppe hende pigen, hvis det virkelig var noget, der var altoverskyggende for ham, men ellers så være ligeglad. Det er jo bare et tal og et højt tal er ikke lig med illoyalitet og utroskab.