Et stort "nej tak" herfra

For tre år siden havde jeg en depression, som for tre år og en måned siden gjorde, at jeg lige var en tur inde og vende på psykiatrisk afdeling. Men det var ok. For jeg havde sagt til og bedt om hjælp, jeg havde erkendt, at jeg havde det udover det sædvanlige dårligt, og så var jeg allerede kommet rigtig langt. Så jeg gik til psykolog og fik antidepressiv medicin, og da det blev sommer igen, var jeg rask. Det lærte mig rigtig meget lige at kysse bunden og i dag er jeg nærmest glad for, at jeg var der, men stort nej tak til nogensinde at skulle derned igen. Jeg har været på vej derned igen. Hver vinter er jeg en lille smule truet, men jeg lærte en masse fine teknikker dengang, det var slemt, så om vinteren lykkes det mig altid at hive mig selv op igen. Men nu er det noget andet en den almindelige vinterdepression. Nu er det frit fald direkte mod bunden. Det er ligesom et tog, der bare kører og jeg skulle jo forhelvede have været af for længe siden. Jeg har ringet til min læge og fået en tid. Til om hundrede år. Jeg kan ikke få en akut tid, for jeg er ikke akut. Langt fra. Jeg kender bare mig selv og jeg har alle tegnene på, at det her kun kan gå galt, hvis jeg ikke gør noget. Så nu har jeg gjort det igen. Bedt om hjælp. For jeg er pisse bange for at ende dér igen.


Sidder du og har det lidt ad helvedes til og er uengageret i dit eget liv? Så snup lige den her test.