Jeg læste engang en artikel eller et blogindlæg (eller noget andet i den stil - jeg kan ikke huske det), som handlede om en pige, der havde været ude på sit livs rejse (ish). Hun skrev om det at komme hjem. Om den tomme følelse, som kommer over en, når man har været hjemme et stykke tid og hverdagen rammer. Når man har genset alle sine kære og fortalt om sine eventyr til alle, der gad lytte. Jeg har ikke rejst det halve af jorden rundt eller oplevet en masse ting. Men jeg har et andet sted ude i verden, som lige pludselig også føles som hjem, og som jeg har måtte tage afsked med. Et sted som jeg, midt i glæden over at gense venner og min bløde sofa, savner helt vildt. At komme hjem til Danmark og min lejlighed føles vant, hjemligt, rart, velkendt og på mange måder godt. I går mens jeg cyklede gennem byen, kiggede solen frem og jeg kunne ikke forestille mig, at skulle forlade den her by til fordel for en anden. Helt i modsætning til i dag, hvor jeg nærmest ikke kunne komme ud af sengen, på grund af udsigten til endnu en dag i den her by, som ikke er den, jeg lige har forladt. Det er fuldstændig ambivalente tanker, der kører rundt i hovedet på mig og jeg aner ikke, hvordan jeg skal tackle dem. Så indtil videre tager jeg bare en dag ad gangen. Trækker vejret, fokuserer på de positive ting og skriver den der afsluttende opgave. Jeg har søgt jobs både herhjemme og i det andet land. Begge dele føles forkert og samtidig helt rigtigt, så derfor lader jeg skæbnen bestemme indtil jeg er klar til selv at gøre det.
Jeg kan så godt følge dig. Mit eventyr sluttede for 4 måneder siden, og jeg er stadig splittet mellem den trygge følelse af at være hjemme og så længslen efter at være ude, hvor hverdagen er meget mindre triviel. En dag ad gangen lyder som den helt rigtige måde at håndtere det på, for udsigten til at skulle vælge den ene eller den anden fremtid er decideret ubehagelig, hvis du spørger mig.
SvarSletPræcis! SÅ ubehagelig. Tak for din kommentar.
Slet