Dilemma kasse?

Jeg har tænkt på at indføre et lille koncept på bloggen. Især eftersom der ingen andre koncepter er på den, og så fordi her er jævnt kedeligt, når mit liv er sus og dus og kærlighed. Derudover så synes jeg, at det ville være skægt at inddrage jer læsere lidt mere - især nu hvor det står stille herinde. Jeg er derfor i en sen nattetime, hvor jeg ikke kunne falde i søvn, kommet op med Dilemma-kassen, hvor man kan indsende sit dilemma anonymt og få svar fra mig og de resterende læsere. Men hov, tænker du måske, har alle de andre bloggere ikke et lignende koncept kørende? Og jo, det er der mange der har. Tanken med dilemma-kassen er, at intet dilemma er for stort eller for småt, for dybt eller for overfladisk. Skal du tage den røde eller den blå kjole på til din date? Skal du slå op med din veninde gennem 10 år? Skal du droppe ud af drømmestudiet, fordi du har fundet en fyr i Spanien? Bør du barbere dine ben? Det hele er velkomment og det er det jeg håber, kan adskille konceptet en lille smule fra de store bloggere. Jeg håber, at I vil være med. Hvis ikke, må jeg jo selv komme op med nogle dilemmaer - eller lukke ned for konceptet igen.

Dilemmaer kan indsendes lige her
(Jeg håber, at det virker - jeg er fandme ikke særlig god til sådan noget teknisk noget)

Om at blive afvist

I går da Skægget og jeg krøb ned under dynerne, fik jeg lyst til ham, så jeg indledte et par lange kys. I ved, af den slags, hvor man ikke er i tvivl om, hvad der skal ske. Han gengældte dem og de udviklede sig hurtigt til hede kys. Han lod sine hænder glide langsomt ned af min bare ryg og jeg lod min finde vej ned ad hans mave. Han gjorde mine til, at jeg skulle være ovenpå ham, så det gjorde jeg. Kyssene var fyldt med passion og jeg var så klar til, at han tog mig. Indtil han midt i et kys trak sig ud af det og sagde: "jeg kan sgu ikke i aften, skat". Jeg stivnede og så overrasket ind i hans øjne, som stadig var helt tæt på mine. En følelse af total ydmygelse skyllede ind over mig og væltede mit indre omkuld. Jeg kravlede ned af ham, lagde mig ved siden af ham og trak dynen over mig. "Sorry", sagde han. Jeg undgik hans blik ved at kigge væk og lukke øjnene. Han trak mig indtil sig i en lang undskyldende omfavnelse. Alt ved hans kropssprog og ansigtsudtryk skreg "undskyld", og alligevel kunne jeg bare slet ikke ryste følelsen af ydmygelse af mig. Han sagde ikke noget - og så blev jeg ked af, at han ikke spurgte indtil, hvorfor jeg reagerede så voldsomt. Hvis han havde spurgt, ville jeg sandsynligvis ikke vide, hvad jeg skulle svare - udover at jeg godt ved, at det ikke havde noget med mig at gøre, at det bare var understellet, der ikke lige ville efter en lang og udmattende dag. Men jeg fik associationer til tiden med Ekskæresten, hvor ydmygelse var en velkendt følelse i forbindelse med at lægge op til sex. Min ekskæreste fortalte mig gentagende gange, at han gerne ville have, at jeg lagde mere op til sex, men når jeg gjorde det, blev jeg afvist langt de fleste gange og sjældent på en pæn måde. Dét ville jeg nok have fortalte Skægget, hvis han havde spurgt.

Vent, hva?

Jeg føler mig helt skør i øjeblikket. Skægget bor her et par uger, fordi de laver badeværelse i hans lejlighed. Det er primært vildt hyggeligt og rigtig dejligt at lege hverdag sammen. Og så alligevel..

De første par dage var jeg fyldt op af lykke, i dagene efter var jeg fortvivlet og kunne ikke se forholdet holde i længden. Nu er jeg på lykke igen. Det er som om, at min hjerne kører noget bipolar med det her, men måske er det bare, fordi det er overvældende at bo sammen med nogen, når man har boet alene i flere år.

Lyserøde skyer

Forstår ikke engang, hvordan man kan være så forelsket.
Skægget og jeg har set en hel del mere til hinanden, end vi plejer i disse dage. Han bor her nærmest. Og det er over alt forventning. Der er lyserøde skyer all over. Det er lige til at brække sig over.

I går fik jeg en (eller to?) orgasme (Skæggets hånd kombineret med den her vibrator), som sendte mig til fucking månen og tilbage igen. Jeg døde næsten af grin efterfølgende. Endorfiner you're playin' me.
Jeg fik også blomster, hvilket også var helt i orden dejligt.

Det stopper aldrig

Nogen husker måske mor-sagen bedre end andre. Long story short: mor var far utro, far ved det ikke, og det gør stadig ondt på mig hver eneste dag.
I lang tid har der ikke været nogen udvikling overhovedet; min mor har fuldstændig ignoreret, at det nogensinde er sket og jeg har forsøgt at gøre det uden det store held. Dog laver jeg lige noget med en forelskelse, som får det en lille smule på afstand, indtil jeg ligger alene i min seng, ser en film om kærlighed eller ser midaldrende mennesker kysse. Nå. Jeg har gennem de sidste 9 måneder eller hvor længe der efterhånden er gået, fortalt historien til min gode veninde, virkelig-god-ven, min kusine og Skægget. Med min veninde og min kusine har jeg især drøftet muligheden for at få min mor med til en session hos psykologen, for at kunne snakke ordentligt med hende og måske komme nærmere at ligge et låg på den sag.
I dag i telefonen øjnede jeg så muligheden (og fandt endelig modet) til at spørge min mor, om hun vil med. Til min glæde fik jeg spurgt på en rigtig god måde, uden nogen form for bebrejdelse, men bare med et "det ville betyde virkelig meget for mig". Til min fortrydelse brød hun sammen i gråd. Fordi hun er sindssygt presset på arbejdet og det her åbenbart var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg gjorde mit allerbedste for at være sød og forstående, og sagde at det bare kunne være ude i fremtiden. Hun tog fint i mod det, indtil hun i en bisætning fangede, at jeg havde talt med min kusine om det, som hun jo naturligvis kender. Det fik hende til - om muligt - at bryde endnu mere sammen. Og så græd jeg også lidt.. Fordi det aldrig er sjovt at høre sin mor græde, og fordi hun for første gang viste ægte skam over det, hun har gjort. Hun tiggede mig desuden om ikke at sige noget til Skægget og jeg kunne simpelthen ikke bære at fortælle hende, at det har jeg allerede været nødt til. Om ikke andet virkede hun åben for idéen om at tage med til psykologen..

PMS, bortset fra at jeg ikke har PMS

Glædelig 1. maj og stor bededag. Jeg håber, at I hygger jer med en øl, en daggammel hvede og et par taler i fælledparken i dag. Og jeg håber også en lille smule, at det regner lidt på jer. I ved, fordi jeg er PMS og derfor hader alle i dag. Som overskriften afslører, har jeg bare ikke PMS, det er alt for tidligt (eller sent?) og kan altså umuligt være det. Det føles dog unægteligt som en virkelig heftig omgang PMS - i hvert fald som jeg har hørt fænomenet beskrevet, da jeg ikke selv påvirkes så kraftigt. Ellers er jeg bare gravid og hormonforstyrret. Vælger at tro på PMS. Så deeeeet.

Fordi jeg er ny i kategorien tæt-på-at-eksplodere-PMS, ved jeg ikke, hvordan man opfylder sit behov for pizza, når man SLET ikke kan magte at se pizzamanden i øjnene. Råd modtages gerne.

Arrogance

Jeg er virkelig vild med Skægget. Men ikke med alt ved ham. Jeg er faktisk ret modsat vild med hans tendens til at fremstå arrogant. Det er et kæmpe turn off, hvilket jeg selvfølgelig har forsøgt at sige, uden at rette det direkte mod ham. Enten forstår han det ikke, eller også er han ligeglad. Jeg hælder mest til første mulighed. Håber i hvert fald, at det er derfor, for så kan der gøres noget ved det. Jeg ved ikke helt, om det er ok at håbe, at det kan ændres, men det gør jeg altså virkelig. Jeg kan jo rigtig godt lide resten af ham, men jeg har egentlig ikke lyst til at introducere ham for flere venner, for slet ikke at snakke om familie, hvis han skal fremstå som om, at han synes, at han er bedre end alle andre. Jeg ved, at det bare er et skjul for en sårbarhed, men det gør det altså ikke mindre uattraktivt.

Ligner en mor

I hvert fald når man ser ud af øjnene på den ~40 årige mand, som mine kusiner på henholdsvis 3 og 5 år og jeg løb ind i på legepladsen i dag. Efter at have fundet ud af, at børnene ikke er mine og at jeg forøvrigt er under uddannelse, hvilket for de fleste mennesker indikerer, at jeg er i mine tyvere, spurgte han om mit navn, om hvor ofte jeg passer kusinerne og om vi tit kommer på legepladsen. Alt sammen med et kækt smil og et glimt i øjet, hvilket fik mig til at føle mig meget lagt an på. Da han og hans datter, efter utallige rutcheture sammen med mine kusiner, endelig skulle hjem var det med et "jeg håber vi ses igen!". Det. Håber. Jeg. Ikke.

Påske Skæg

Sååååå vi var jo i Sverige i Påsken, i et lille sommerhus nær vandet og langt væk fra alt andet. Jeg havde været rigtig nervøs op til og helt sikker på, at jeg ville få for meget lagkage. Men sådan gik det slet ikke. Jeg var lutter lyserød sky og kunne sagtens have taget et par dage mere med at vandre rundt i skoven og langs vandet med hinanden i hånden. Da toilettet ikke virkede og fandme ikke ville trække noget som helst ud, priste jeg mig lykkelig for, at have en handyman ved hånden og var ret ligeglad med tis og lort. Alligevel lavede jeg en +/- liste (ligesom Miranda gør i SATC over Steve), da jeg kom hjem. Fordi jeg, på trods at forelskelse, alligevel fandt mig selv være pigefornærmet eller småsur over småting. Og lidt mere sur da vi skulle rydde op og gøre rent inden hjemturen. Jeg mindede mig selv om min mor, hvis jeg skal være helt ærligt, og jeg bryder mig ikke om, at se hvordan hun i tide og mest i utide hakker på min far - og jeg bryder mig endnu mindre om selv at være sådan. Så jeg lavede altså den her liste. For lige at klare tankerne. Og så fordi jeg er et visuelt menneske, og det bliver hurtigt noget rod oppe i mit hoved. Listen faldt selvfølgelig ud til den gode side, men jeg blev klogere på mig selv og på hvilke ting ved ham, som er minusser for mig.

Og ja, vi knaldede vildt meget. Stort plus.

Bagudbagudbagud

Jeg er SÅ bagud. Med ALT. Jeg har så mange ting, jeg vil skrive herinde, men ingen tid eller overskud til at sætte mig ned og få alle tankerne ned i ord. Skægget og jeg var i sommerhus i Sverige i Påsken. Men jeg vil meget hellere fortælle om det, når jeg kan..