Er det tarveligt at blive lidt glad, på den der fryd-måde, når ens ekskæreste bliver single igen?
Jeg mener, også selvom det var en selv der slog op, og det sidste man vil, er at være sammen med manden igen?
Oh well. Omtalte ekskæreste og jeg var sammen i 2 år, hvilket er mit hidtil længste forhold. Og hidtil mest usunde forhold. Det var mens, at jeg var sammen med ham, at jeg fik en depression, som jeg mener, var et resultat af den måde vores forhold var skuret sammen med. Så nu hvor jeg har præsenteret ham, kan jeg jo ligeså godt fortælle hele historien. Måske giver den mening sådan set i forhold til mine mere nylige forhold. Jeg ved det ikke.. Her kommer den - med eller uden pointe:
I virkeligheden skal tiden skrues endnu længere tilbage for, at det giver mening. Helt tilbage til den kæreste jeg havde inden Ekskæresten. Jeg blev venner med Ekskæresten under dette forhold. Vi var mere venner med fordele, end vi var egentlige kærester, men i 1.g anede vi ikke hvad vi ellers skulle kalde det. Anyways, jeg mødte Ekskæresten og han var typen, der sagde sin mening - også om det besynderlige, kærlighedsløse forhold jeg var i. Hurtigt forelskede jeg mig i ham og gik fra min daværende kæreste, som by the way kun var ked af, at det betød slut med sex.
Ekskæresten og jeg indledte forholdet og jeg var gladere og mere forelsket end nogensinde. Tænk at jeg havde hentet sådan en hunk hjem. Men der gik kun en måneds tid, så kom det første tegn. Han havde drukket sig kampstiv en aften og ringede til mig og sagde, at han ville cykle ud for at se mig. I telefonen var han grædende og råbende, men jeg kan faktisk ikke huske, hvad grunden var. Jeg var i panik, for han truede med at cykle ud på motorvejen og lød dybt ulykkelig. Jeg fik min mor til at køre mig hjem til ham den aften, men fandt et mørkt og sovende hus. Dagen efter påstod han, at jeg havde overreageret og at han bare var kørt lige hjem i seng.
Vores forhold fortsatte og jeg var stadig forelsket til op over begge ører. Det betød ikke noget, at han indimellem blev rasende på mig over ting, som jeg ikke helt forstod. En gang var det, at jeg ikke havde snakket nok med hans venner til en fest, en anden gang at jeg havde snakket alt for meget med dem. Det er lidt svært at beskrive selve skænderierne, men herunder er et på skrift. Det opstod, fordi jeg spurgte ham, om det var ok, at jeg tog til en køretime (jeg var ved at tage kørekort på daværende tidspunkt) og dermed tog tidligere hjem fra vores aftale end planlagt. Så vidt jeg husker, udløste det også et skænderi, da vi var sammen og senere udspillede denne samtale sig så altså:
Ikke min stærke side at redigere og kopiere billeder ind - sorry!
En samtale som ovenstående var hverdag i vores forhold. Jeg fattede ikke en skid af det. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at han blev så vred over, at jeg spurgte om det var ok med ham. Der er som sagt ikke noget specielt ved det her skænderi (måske lige udover min kommentar om ikke at gide mit liv mere). Det særlige ved alle vores skænderier var, at jeg altid var bange. En enkelt gang havde han slået mig, utallige gange havde han gjort mine til det, ofte bankede han sine hænder ind i væggen eller døren, en gang rev han en pude i stykker og to gange tog han kvælertag på sig selv. Altid råbte han og altid græd jeg. Rigtig tit fortalte han mig, at jeg var en elendig kæreste. Det var på ingen måde sundt for nogen af os. Jeg ville ønske, at den psykolog jeg gik hos, havde set det. Havde set at der bag mine ord om en sød og støttende kæreste, var en der sagde "det er lidt underligt at være kærester med en freak" da jeg fortalte ham, at jeg skulle på antidepressivmedicin. Men hvordan skulle hun kunne det? Jeg var alt for god til at lyve overfor mig selv og for hende på det punkt.
Et år efter at jeg var stoppet til psykologen, slog jeg endelig op med ham. Jeg kan ikke huske, hvad der gjorde udslaget. Jeg var begyndt at indse, at han ikke kunne gøre mig glad, men kun få mig til at føle mig elendigt til mode. Til slut valgte jeg min egen lykke, og frygtede for hans liv.
Han kom dog hurtigt videre, og da han fik en ny kæreste for et lille års tid siden, blev jeg lidt trist og den følelse hang ved mig hver gang, jeg tænkte på dette nye forhold. Jeg havde lyst til at kontakte hans nye kæreste og spørge hende, om hun blev behandlet ligesom mig, eller om det hele bare var noget, som jeg havde bildt mig selv ind. Men nu er jeg glad. Glad på fryd-måden over at endnu et af hans forhold er brast og glad på lettet-måden over, at hun er fri.
Jeg kan ikke komme på nogen pointe her til slut. Jeg vil gerne have jeres inputs om dette forlængst forliste forhold - for engang imellem sidder jeg helt ærligt stadig med følelsen af, at jeg måske bare bildte mig selv det hele ind, og at jeg bare gerne vil være i offerollen og have medlidenhed.