Lo-lo-lort

Et ikke urealistisk bud på hvor meget jeg har taget på den sidste uges tid, er vel omkring 1 kilo. Til gengæld er jeg så forstoppet, at det mere ligner 4 kilo. Kan seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst var sådan rigtigt på toilettet. Farvel pæne, stramme nytårskjole.

Godt nytår til jer også!

Fra alle mig til alle mig

Jeg har købt mig selv en julegave. Til svimlende 579 kr. (inkl. moms). Fra sinful.dk, høhø. Og hvorfor så det, kan man fristes til at spørge.. Svaret på det er, at jeg savner orgasmer, som dem de kære mænd kan give mig, når jeg er alene. Rimelig omvendt problematik. Men altså, ligeså snart jeg nærmer mig orgasme ved hjælp af fingrene, kan jeg ligesom ikke koncentrere mig om at blive ved med at bevæge dem. Så orgasmerne bliver altid nogle halvflade nogen - ulig når det er en fyr, der har gang i fingrene. Så jeg besluttede mig for, at jeg da havde massere af penge og smed altså nogen efter en vibrator. En ordentlig, anmelderrost, testvindende én. Mød We Vibe Touch:

Beklager kvaliteten på billederne, det fås desværre ikke bedre med min telefon..

Første indtryk af We Vice Touch'en var, at den var mega mega lækker. Selv indpakningen var fin og stilet. Selve produktet ligeså. Jeg har ikke gidet at slå op, hvad den er lavet af, men det er lækkert og blødt og meget bedre end alt det plastisk, som man ellers bruger. Eftersom jeg fik den ind ad døren igår, kom den med det samme med i bad (waterproof, yay). Jeg har på fornemmelsen, at den kan gøre det samme som mændene, men det lykkedes altså ikke under bruseren - nok mest fordi det var besværligt og fordi jeg var en lillesmule i tidsnød i forhold til at nå lillejuleaften hos min mormor og morfar. Men den kommer med i seng en af dagene, og så satser vi på, at den er ligeså god som en koncentreret mand. 

Hvis I har prøvet We Vibe Touch, så vil jeg kun høre om det, hvis oplevelsen var god.. Kan trods alt ikke rigtigt returnere den nu...

En skægget redningsmand

Hvem der har været helt fantastisk i alt det her død-farfar-ked-af-det-hele-tiden-show, er Skægget. Som i seriøst. Nærmest bedre end mine tætteste venner. Helt sådan "hvis-du-har-brug-for-at-ringe-og-så-bare-sidde-og-græde-i-telefonen-så-gør-du-bare-det-dag-og-nat". Han kom hjem og besøgte mig i fredags, helt klar på at skulle trøste og lytte. I stedet fik han mig til at glemme alt om sorgen. Sammen lavede vi aftensmad, så film, puttede og grinede. Og så tog han mig i køkkenet igen - først med mig siddende på bordet og derefter indover bordet. Det var overordentligt hot og fuldstændig sorg-eliminerende. Vi snakkede også lidt seriøst, ligesom de snakke vi har haft, når Skægget har været fuld, hvilket jeg syntes var virkelig rart. Alt i alt kunne jeg vel faktisk ikke blive gladere.. Bortset fra at det kunne jeg godt. Efter en gåtur i den friske luft lørdag morgen endte vi igen i den seng, som vi lige var stået op fra. På trods af en passioneret start, "mistede han pludselig lysten" og ingenting var stift mellem benene længere. Knapt havde jeg dog nået at ærgre mig, før han kom i tanker om, at fingre kan udrette mirakler. Vi har dog ikke været helt heldige med det før, så jeg forventede egentlig ikke andet end at blive yderligere seksuelt frustreret. Men oh boy, pludselig ramte han et punkt, som sendte mig i himlen. I hvert fald 3 gange - jeg talte ikke. Med mig i himlen vækkedes hans lyst pludselig og vi kunne fortsætte, hvor vi slap. Jeg må anbefale alle at lege med et par fingre inden sex. Seriøst.

Så om jeg er glad? Ja. Og bange; jeg har i denne weekend også måtte erkende, at jeg er jo er blev vild med Skægget. Meget endda. Og det gør mig helt ærligt lidt bange, for det er der, man mister kontrollen og tillader risikoen for at blive såret eller blive så blind af forelskelse, at man ikke kan se, at man eventuelt intet har tilfælles med manden. Så ja, kryds fingre for mig..

Død og ødelæggelse

.. og ikke engang i overført betydning eller billedligt talt eller noget. Min farfar er fandme død. Revet ud af vores liv og det er så mærkeligt, så uvirkeligt. Og det er bare gået så stærkt. I går måtte vi rushe ind til hospitalet, fordi lægerne mente, at nu var det nu. Det var det først 10 lange timer og en hel masse slik senere. Selvom jeg nåede at sige farvel til ham og fortælle ham, at jeg er glad for, at han blev min farfar, hvilket så mange ikke får chancen for, så er det bare en fucking ringe trøst. Klokken 2 i nat stod vi, de udholdende familiemedlemmer, rundt om hans seng og så ham trække vejret for sidste gang. Og tuede. Og krammede. Og tuede noget mere. Det er det værste i verden, at se sin stærke far og sin om muligt endnu stærkere farmor være sønderknuste. Så jeg tuede også for dem. Især for min farmor, som nu er helt alene, og som kyssede og krammede min farfars krop, som jeg aldrig har set hende gøre det før i mine nogen-og-tyve år.
Han bisættes på mandag og jeg gruer for det; det bliver alt for smukt og alt for sørgeligt. Og på onsdag er det juleaften og torsdag første juledag, og jeg har ingen idé om, hvordan vi alle sammen - inklusive min vandfaste mascara, skal komme helskindede igennem dét show.
Pt. prøver jeg at holde fast i, at hans stemme står soleklart i mit hoved og at jeg virkelig er glad for, at jeg nåede at fortælle ham, at jeg holder af ham (holdt af ham?).

Farfar

Man skal lade være med at brokke sig over, at der ikke sker noget, for så sker der lige pludselig noget. Og ikke nødvendigvis noget godt. Min far ringede for en halv times tid siden. Min farfar er blevet indlagt. Igen. Han er røget ind og ud af hospitalet de sidste to måneder og de kan ikke helt finde ud af, hvad der er galt. Jeg får oplysningerne fra min far, som får dem fra min faster, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farmor, som får dem fra min farfar, som får dem fra lægerne. I den proces går noget tabt og jeg er således ret forvirret over, hvad der overhovedet er galt med min kære farfar, altså udover at han ligger på lungemedicinsk afsnit og det er usikkert, om han kommer hjem til jul that is. Min far siger, at vi skal lade være med at male fanden på væggen og blive helt bange, men når man har været rimelig syg i flere måneder, er 76 år, overvægtig og har røget siden man var 8, så banker fanden altså på i mit hoved. Og så bliver man en lille smule bange, når man er barnebarn og aldrig rigtigt har prøvet at miste. Jeg har ikke verdens tætteste forhold til min farfar og farmor. De bor langt oppe i Nordsjælland og eftersom min mormor og morfar boede 700 meter væk fra vores barndomshjem, var det som regel der, vi blev passet eller lige smuttede forbi efter skole. Men min farfar har alligevel en helt særlig plads i mit hjerte. Han er ikke min biologiske farfar, men han har aldrig opført sig som andet og jeg ville aldrig kunne kalde ham andet end farfar. Så han skal sgu lade være med at dø. Selvom ingen siger det højt, så ved vi jo alle sammen godt, at det er det, der kan ske. Og det er der altså ikke nogen, der er klar til.

Meh

Skægget besøgte mig i fredags, men der er ikke det store at berette om det. Vi så film og vi puttede, ligesom de sidste par gange. Han tog mig op ad køkkenbordet, og det klager jeg egentlig slet ikke over, men der blev lidt lagt op til, at vi ville tage den videre i sengen senere på aftenen eller morgenen efter. Det blev der ikke noget af, fordi han stoppede mig, hver gang jeg gjorde et forsøg. Jeg kan ikke helt greje, hvad der er med ham på det punkt.. Men derudover skete der altså ikke det store. Da han var gået, kort tid efter vi var vågnet i går, var jeg efterladt småskuffet, for jeg havde egentlig håbet, at han blev lidt. Jeg havde også håbet på mere sex, og på at den fine åbenhed som vi havde sidst, kunne graves frem igen. Så, meh.
Der er heller ikke det store at berette om på nogen som helst andre fronter. Rimelig kedeligt ser det ud. Studie, studie og mere studie. Og en mor der stadig ikke har taget sig sammen til at gøre noget som helst. Så endnu mere meh.

Fuld-Skæg

Så den egentlige grund til at jeg udgav gårsdagens indlæg kl 01.42 var, at jeg sad og ventede på, at en vis skægget, fuld herre ville give mig et ring og derefter hoppe i en taxa. Han var fuld på den søde måde, da han kom; snakkede uafbrudt og så godt brugt ud. Eftersom ingen af os havde rigtig lyst til at sove, brugte vi tiden i hinandens arme, mens især hans mund kørte. Alkoholen tog lige det yderste filter af ham, og han fik sagt et par rigtig fine ting til mig. Selvfølgelig er det dejligt at få at vide, at man er smuk, sød og dets lige, men der er noget ekstra over lige at åbne op og fortælle hvad man frygter ved at date en, der er 7 år yngre end en selv, men at man har det virkelig godt i det, og slet ikke har lyst til at stoppe det. Han var så fin og ærlig, og jeg ved godt, at det var alkoholens skyld, men det hindrer mig ikke i at synes, at vi kom tættere på hinanden i nat. Vi talte også om, hvordan det havde været rigtig rart for mig, at der var gået længere tid mellem aftalerne, så jeg havde nået at få sommerfugle i maven. Sidst men ikke mindst, lukkede han mig lidt ind i sine seksuelle lyster, og der må jeg indrømme, at jeg blev helt tændt af at han snakkede om det. Jeg er håbefuld omkring projekt god sex... Og også om at få følelser for denne mand, selvom han lagde lidt hårdt ud og faktisk næsten skræmte mig væk.

Skæg?

Nå, hellere sent end aldrig. Jeg så Skægget igen i torsdags i stedet for i mandags, da vi begge havde fri fredag og dermed kunne sove længe og bare hygge. I dagene op til mandag var jeg lidt smånervøs for den manglende drama, og om den mon kunne resultere i ikke-opstående følelser. Heldigvis for mig, rykkede vi aftalen et par dage, hvilket gav mig mulighed for at nå at få lyst til at se ham. Det gav mig dog også mulighed for at nå at blive nervøs for det seksuelle, og især følgende spørgsmål rungede i hovedet på mig: hvad hvis jeg først knalder med ham, når jeg er blevet møgforelsket i ham, og det så er vildt dårligt?
Hele torsdagen var min mave fuld af sommerfugle og da eftermiddagen endelig oprandt, indså jeg, at jeg havde glædet mig til at se ham. Ret hurtigt måtte jeg også sande, at de ekstra dage mellem vores aftaler havde skruet min libido i vejret. Så jeg afgjorde med mig selv, at jeg ligeså godt kunne kaste mig ud i det der sex, og slippe for nervøsiteten omkring det. Vi lagde ud med et bad, hvor jeg fik mulighed for et sneakpeak på, hvad Skæggets skæg munder ud i mellem benene. Umiddelbart helt fin størrelse og jeg var glædeligt overrasket over tykkelsen. Dog var jeg måske lidt hurtig i min konklusion af, hvordan den ville føles indeni mig, for i badet mærkede jeg ikke noget særligt. Vi rykkede hurtigt ind i den noget mere rummelige seng, hvor jeg måtte sande, at min konklusion havde været alt for hurtig. Han var sød og dejlig, men efter 15-år-ældre-mand var der bare ikke noget at juble over. Derudover havde han vidst lidt forventet, at jeg kunne komme under samleje, hvilket altså aldrig er sket for mig, og sågar troede, at jeg havde været tæt på. Jeg måtte fortælle ham om den, for ham mere eller mindre ukendte, klitorisorgasme og selvom han var meget på, at skulle lære det en anden gang, følte jeg mig en anelse opgivende overfor projekt god sex. Men som jeg lå der i hans arme efterfølgende, føltes det bare rigtig rart og alle sommerfuglene vendte tilbage, så jeg konkluderede, at der måtte være noget ved ham og jeg ikke sådan kunne give op. Hvad jeg til gengæld for længst havde givet op på, var det der med at lave mad og vi endte derfor med at bestille et par pizzaer - også fordi klokken var blevet sen aften efter al den sex, putten og snakken.

I morges vågnede jeg ved, at han spoonede mig, som havde han aldrig lavet andet. Vi afprøvede sex igen, og denne gang var der lidt mere potentiale - også i badet. Mine sommerfugle blafrede som aldrig før, da vi handlede ind sammen og igen da jeg lavede mad og han fiksede mit dårlige afløb (thumbs up for handyman). Efter præcis et døgn i hinandens selskab smuttede han videre ud i verden og efterlod mig med et smil, der seriøst blev siddende længe.

Om at være anonym

Hvis nogen skulle være i tvivl, er jeg en anonym blogger. Det er jeg for at kunne skrive frit fra leveren, for ikke at skulle pakke noget ind, tænke på andres privatliv eller tænke på hvad min mormor, veninde og ekskæreste mon tænker om mine udskejelser, og om min mors udskejelser. Det fungerer virkelig godt for mig. For ligesom at jeg er den type mennesker, hvor det virkelig hjælper at sige tingene højt, hjælper det også at skrive dem ned. Det er ligesom en omgang terapi - kvit og frit. Ofte skriver jeg et indlæg om, når jeg når til slutningen af det, fordi jeg i processen har indset en masse ting. Det er smart. Det er lidt ligesom en dagbog, bortset fra at her har jeg en læserskare, som hepper, kommer med gode råd, input, synspunkter og meninger, og som virkelig også får mig til at indse nogle ting.

Hvis jeg havde valgt at sætte eget navn og ansigt på bloggen, ville jeg aldrig have kunnet skrive om Mr. Good Guys lille ulempe, om min mors utroskab, om mit sextal eller om min vilde aften. Tænk hvor meget drama, I var gået glip af, og hvor meget jeg ikke havde fået bearbejdet ved at skrive det ud til jer. Min lille blog om mit liv ville have været noget tom og indholdsløs. Se, i mine øjne er det fine ved blogs om dette emne, at det er ligesom en virkelig god bog eller film fyldt med drama, intriger, hjertesorg og plain hverdag - men uden nogen udsigt til at det stopper. Nogen får det til at fungere virkelig godt med en identitet, der er fremme i lyset, som for eksempel farudenfilter, twinpeaks og Miriams blok. I mine øjne er de dog særtilfælde, der har noget ekstra at byde på og som har en ekstra fin skrivestil eller vinkel på bloggen, og som derfor ikke behøver at inddrage de personlige og mere dramatiske ting, som jeg for eksempel har gjort her, og som Tinderslut og Frk. Rodebutik gør. Når en blog ikke har en speciel vinkel, en røvfuld virkelig gode koncepter eller en fantastisk skrivestil, så er min mening, at anonymitet fungerer bedst for at sikre, at der ikke bliver lagt et filter på, men at man netop kan skrive helt frit uden at skulle bekymre sig om mormor.

Pointen med det her indlæg er, at jeg knuselsker min anonymitet, selvom jeg selvfølgelig lige skal tænke en ekstra gang over tidspunkter, aldre, beskrivelser, osv. for at undgå at eventuelle læsere/veninder, genkender mig, og at jeg til en hver tid vil anbefale at opstarte en anonym blog fremfor en ikke-anonym blog, hvis man ønsker at fokusset på bloggen skal være ens eget liv - eller private dele af det.

Dette indlæg er ikke skrevet for at nedgøre eksisterende ikke-anonyme bloggere, men er blot en opfordring til, hvis du sidder og overvejer at oprette en blog, så at gøre det anonymt. Derudover er det blot for at fastslå at jeg er vild med min anonymitet, med at skrive på bloggen og med jer, der læser med.

Drama - where you at?

Jeg har haft så sindssygt travlt den sidste uge, at jeg slet ikke har haft til til at blogge eller for den sags skyld læse andre blogs. Men nu fandt jeg lige en lille time, hvor der er luft og overskud nok til at opdatere jer om Skægget. Vi så nemlig hinanden i Onsdags og lavede egentlig ikke så meget andet end sidste gang - dvs kysse, se film og sove. Han kom dog over lidt tidligere på aftenen denne gang, hvilket betød, at aftensmad blev noget, vi delte. Det undgår jeg ellers normalt, når jeg ser en fyr hjemme hos mig selv, fordi jeg er en elendig kok, hvilket ikke er noget, jeg ønsker at afsløre alt for tidligt i bekendtskabet. Så vi spiste pizza - hjemmebragt fra det lokale pizzaria. Det var fint nok, men næste gang er jeg nok nødt til at kaste mig ud i at kokkerere et eller andet. Og inden da lægge en skudsikker plan for hvordan det skal blive et nogenlunde måltid. Ønsk mig held og lykke. Suk.

Derudover kører det bare med Skægget. Vi snakker godt sammen og jeg føler mig godt tilpas i hans selskab. Men altså helt ærligt, det kører næsten for godt og lidt for hurtigt. Han har allerede spurgt, om vi ser andre - ikke på sådan en nu-skal-vi-være-kærester-måde, men mere på en jeg-ville-få-nedtur-på-hvis-du-kyssede/datede-en-anden-måde. Det har min veninde kæmpet for at få den fyr, som hun ser, til at sige i flere måneder, og jeg får det serveret på et sølvfad fjerde gang, vi ses. Det er næsten for meget. Jeg har slet ikke nogen jagt eller noget er-han-mon-interesseret-i-mig drama. Og det savner jeg faktisk. Det er der, man virkelig kan mærke, om man er ved at blive vild med manden, der hvor man er ved at gå til over ikke at vide, hvornår man ser ham igen og om man ser ham igen, eller sågar bare får en sms fra ham. Når jeg hele tiden ved, at vi ses igen (mandag), han siger alle de rigtige ting og sender sms'er lige inden, jeg begynder gerne at ville høre fra ham, så kan mine følelser slet ikke nå at følge med og jeg er sgu lidt bange for, at de, som så småt er begyndt at spire, kvæles, hvis han ikke snart skruer ned for perfektheden.